Ny undersøgelse: Hvornår har børn ret til digitale rettigheder?

UNDERSØGELSE. Debatten om datadeling uden samtykke er aktuel som aldrig før, men hvad lærer børn hjemmefra? Medierådet for Børn og Unge har via YouGov foretaget en analyse af 1000 forældre som digitale rollemodeller. Det overordnede formål med undersøgelsen har været at undersøge, hvor bevidste forældre er om samtykke og digitale rettigheder i børnehøjde. 

Formanden for Medierådet for Børn og unge Anne Mette Thorhauge understreger: 

”Årsagen til, at det er vigtigt for Medierådet at undersøge forældre som digitale rollemodeller er, at det bl.a. er i hjemmet, at vi lærer normer for adfærd – også de digitale. Vi kan ikke skyde skylden på børn og unge fx i forbindelse med uhensigtsmæssig billeddeling, hvis de voksne ikke forstår, hvad samtykke og dataetik er for en størrelse. Hvordan opfatter forældre børns online privatliv og sikkerhed, og hvordan forvalter de egentlig deres ansvar? Det er nogle af de spørgsmål, vi har ønsket at stille.”

 
Undersøgelsen viser bl.a., at ganske få forældre ser det som en selvfølge at spørge deres børn om lov, inden de deler deres data. Den viser også, at opfattelsen af samtykke ændrer sig efter barnets alder. Retten til samtykke er ikke i så høj grad i forældres bevidsthed, når de deler information om og billeder af de yngste. Kun 7 % af forældrene til de 8-10 årige spørger om lov, hver gang de deler billeder af deres børn. Derimod viser undersøgelsen, at jo ældre børnene er, jo mere tilbøjelige er forældrene til at spørge om lov inden de deler. Tallene er stadig lave, men 13 % blandt forældrene til de 11-13 årige, og 19 % når det gælder de 14-15 årige, inddrager altid deres børn, når de deler billeder.
 
Derudover viser undersøgelsen også:
  • at længden af uddannelse viser en forskel: Personer med en lang uddannelse deler i mindre grad informationer/billeder af deres børn på sociale medier, og de der gør spørger i højere grad om lov.
  • at der er forskel i måden mødre og fædre deler på.
  • at smartphonen eksisterer som en integreret del i hverdagspraksisser.

Se resumé (powerpoint):
Undersøgelse: Sikker internetbrug blandt danske forældre til 8-15 årige børn

Se hele undersøgelsen (excel):
Undersøgelse: Sikker internetbrug blandt danske forældre til 8-15 årige børn