Ny undersøgelse kortlægger media literacy-initiativer i EU

UNDERSØGELSE. Ny undersøgelse fra European Audiovisual Observatory kortlægger media literacy-initiativer i EU’s 28 medlemslande. Undersøgelsen viser bl.a., at der på europæisk plan er mere end 500 projekter, og at Danmark er et af de lande, der har flest interessenter, der via lovgivning er pålagt at arbejde med media literacy-dagsordenen.


Få en introduktion til rapporten i denne film.

Media literacy, som på dansk betegnes som ‘digital dannelse’, beskriver vores evne til at tilgå, interagere med og forholde sig kritisk til medierne. Det har aldrig været så aktuelt som i dag, hvor internettet svømmer over med informationer, reklamer og nyheder, der måske, måske ikke, viser sig at være ’fake news’.

The European Audiovisual Observatory har udgivet en ny rapport, der kortlægger initiativer på nationalt såvel som europæisk plan, der bidrager til at styrke den kritiske medieforståelse. Medierådet har forestået den danske del af undersøgelsen, der bl.a. fremhæver 19 konkrete projekter, der understøtter media literacy og påpeger, at mere end 34 interessenter arbejder med media literacy i Danmark.

Læs rapporten ”Mapping of Media Literacy Practices and Actions in EU-28”.

The European Audiovisual Observatory er en del af Europarådet. Undersøgelsen er finansieret af EU Kommissionen.
EU rapport_højre