Kig forbi til digital fest med Kulturministeren

MEDIERÅDET. Vi slår teltdugen op til to dage med debat, samtale, quiz og workshop på Ungdommens Folkemøde 7. og 8. september. I teltet får vi besøg af spændende gæster – lige fra Kulturministeren til Radio24syv.

Billede_web

Vi elsker internettet og byder derfor indenfor til digital fest, udfordringer og snak. Til festen, som er en crypto party-workshop, får du tips og værktøjer af Aslak Ransby til at styrke dit digitale selvforsvar. Aslak har været med til at bringe konceptet til Danmark og har arrangeret disse parties siden 2012. 

Radio24syv optager med publikum
Snakken kommer til at gå lystigt, når programmerne Forældreintra og Aflyttet fra Radio24syv kommer på besøg. I Forældreintra får værterne Kirstine Vinderskov og René Fredensborg besøg af Kulturministeren Mette Bock og unge fra SoMe-Ungepanelet – en tænketank med unge mellem 12-17 år. De skal bl.a. drøfte potentialerne og udfordringerne ved at være ung online. Teknologikritiker Anders Kjærulff ifører sig skæg og blå briller, når Aflyttet spørger sit ekspertpanel om mobiltelefonen gør dig dum? Publikum får rig lejlighed til at deltage i debatten og stille spørgsmål til radioprogrammernes gæster.

Debat om online-tonen
I debatten ”Er tonen på nettet en trussel mod vores demokrati?” går vi online omgangstonen efter i sømmene. Spørgsmålet stiller vi til bl.a. Institut for Menneskerettigheder, Dansk Ungdoms Fællesråd, Medierådets formand og unge fra SoMe-Ungepanelet. 

Test din digitale viden
Sidst men ikke mindst er der præmier på højkant, hvis du lægger vejen forbi vores telt og deltager i quizzen ”Er du digitalt savvy?”, hvor vi udfordrer din digitale viden.

Hvor og hvornår
Ungdommens Folkemøde afholdes torsdag den 7. og fredag d. 8. september i Søndermarken, Frederiksberg. Det er gratis at deltage og kræver ikke tilmelding. Se Medierådets fulde program nedenfor.

Medierådet bor i Telt B13. Se kort over pladsen

UFM

MEDIERÅDETS PROGRAM

Crypto party: Styrk dit digitale selvforsvar 

Ved du, at din kommunikation og færden på nettet overvåges og registreres? Du er måske ligeglad, for du har ikke noget at skjule. Uanset om du vil skjule noget eller ej, så bør du passe på dine data. Er du i tvivl om, hvordan du bedst beskytter dig selv, dine filer, billeder og konti online? Så inviteres du til crypto party – sammen med din mobil. Her hjælper vi dig i gang med dit digitale selvforsvar. Du lærer at beskytte dine konti på fx Gmail, Instagram og Snapchat mod at blive hacket. Du får tips til, hvordan du sender private beskeder og billeder, så kun modtageren kan åbne dem, og du får hjælp til at stoppe overvågning af din lokation og dine søgninger på telefonen. Du bliver guidet af underviser i digital sikkerhed Aslak Ransby, så du kan føle dig tryg online – på dagen og fremover.

Torsdag den 7. september kl. 11:30-12:30

Fredag den 8. september kl. 11:00-12:00


Debat: Er tonen på nettet en trussel mod vores demokrati?

Er sociale medier med til at styrke den demokratiske deltagelse blandt unge, fordi de har gjort politik mere tilgængelig for os alle? Eller er debatten på nettet ødelæggende for vores demokrati, fordi den hårde tone afholder mange fra at deltage? Hvem har ansvaret for at sikre en sund debatkultur på nettet? Medierne, politikerne, voksne eller de unge selv? Hvordan skaber vi en positiv platform i stedet for en destruktiv kampplads på nettet? Deltag, når vi sætter fokus på debattonen online og spørger, om nettet gavner eller undergraver vores demokrati? Få ungdommens egne anbefalinger til, hvordan vi engagerer flere unge i demokratiet online.

Gæster: Mette Thorhauge, formand for Medierådet, Dansk Ungdoms Fællesråd, Institut for Menneskerettigheder, unge fra SoMe-Ungepanelet og Simon Lindkær Andersen (VU)

Torsdag den 7. september kl. 14:15-15:15


Aflyttet optager med publikum: Når telefonen gør dig dum

radio_24.7_logo_til web

Er generation iPhone fortabt i underholdnings- og overvågningshelvede? I 2012 havde over halvdelen af alle indbyggere i USA en smartphone. Siden da er antallet af telefoner bare vokset sammen med vores brug af sociale medier, og i dag er det ikke ualmindeligt at børn og uge bruger 3 til 4 timer på deres telefoner hver eneste dag. Og hvor man troede, det ville gøre os klogere og gladere, har effekten vist sig at være modsat: Mere depression og flere selvmord, færre venner, mindre sex og dårligere indlæring. Samtidig vikler sociale medier de unge ind i et stadigt stærkere net af overvågning, hvor de sælges og vurderes af alt fra spilfirmaer til kommende arbejdsgivere. Hvordan bryder vi ud? Hvad skal vi gøre fremover? Aflyttet tager dialogen med publikum og inviterede eksperter på området. Der optages til programmet, som sendes søndag d. 10. september kl. 15.05.

Gæster: DOTOPIA og Lykke Møller Christensen

Fredag den 8. september kl. 13:15-14:15

Lyt til
Aflyttet


Forældreintra optager med publikum: Unge møder Kulturministeren

radio_24.7_logo_til web

Hvor ser de unge potentialerne og udfordringerne ved at være ung online? Hvad kan unge selv gøre for at sikre digital trivsel? Hvordan kan voksne bidrage positivt til børn og unges digitale adfærd? Unge fra SoMe-ungepanelet har inviteret Kulturminister Mette Bock til debat om, hvad politikerne kan gøre for at skabe gode rammer for børn og unges digitale liv. Kirstine Vinderskov og René Fredensborg, værter på radioprogrammet ’Forældreintra’ (Radio24syv), styrer debatten og retter også mikrofonen mod publikum. Kom og giv din mening tilkende. SoMe-Ungepanelet har igennem et år arbejdet med deres anbefalinger om fx digital mobning, billeddeling, tonen på nettet og digitale fodspor. Der optages til radioprogram, som sendes senere i september.

Gæster: Kulturministeren og unge fra SoMe-Ungepanelet

Fredag den 8. september kl. 15:00-16:00

Lyt til Forældreintra
Læs SoMe-Ungepanelets anbefalinger


Quiz: Er du digitalt savvy?

Hvad betyder emojien, hvordan handler du sikkert på nettet, og hvem var det lige, der vandt en stor retssag over Facebook? Kan du svare på det, så er du digitalt savvy. Kig forbi og bliv vores Kahoot-meister! Der er quiz tre gange om dagen i vores telt, og der er fine præmier på højkant.

Torsdag den 7. september kl. 10:30-10:45, 12:45-13:00, 15:15-15:30
Fredag den 8. september kl. 10:30-10:45, 12:15-12:30, 14:15-14:30

Kontakt

Medierådet for Børn og Unge

Diana Bjørn Milenkovic
Projektleder
+45 3374 3479
dianam@dfi.dk


Lone Hejlskov Munkeberg
Projektleder
+45 33 74 36 02
lonem@dfi.dk

Lisbeth Brunebjerg Holmegaard
Projektleder
+45 3374 3607
lisbethh@dfi.dk

Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut
/ Danish Film Institute

EAN-nr: 5798000794085
CVR-nr: 56858318

Gothersgade 55
1123 København K

Tlf. +45 3374 3400
Fax +45 3374 3401
E-mail: dfi@dfi.dk

Cinematekets billetsalg
TLF. +45 3374 3412