Følgende informationer er relevante for dig der som pædagog eller lærer ønsker at vise film som led i undervisningen
Medierådet for Børn og Unge vurderer film i fire kategorier:
Tilladt for alle
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år
Tilladt for børn over 11 år
Tilladt for børn over 15 år
Generelt anbefaler Medierådet, at aldersgrænserne følges i forbindelse med skoleforestillinger og anvendelse af film i undervisningen.
Medierådet henleder dog opmærksomheden på, at børn, der er fyldt 7 år, kan komme ind og se alle film, hvis de er ifølge med en voksen. Den såkaldte ”ledsageregel” giver voksne – forældre og lærere mv. - en mulighed for at foretage en konkret vurdering af, om en film kan forevises for børn, der er yngre end den fastsatte aldersgrænse. Vurderingen kan foretages med afsæt i Medierådets begrundelse for filmens aldersvurdering, hvor filmens mulige skadevirkninger er omtalt. I den forbindelse anbefaler Medierådet, at lærerne – f.eks. på et forældremøde - indgår aftale med forældrene om anvendelse af ledsagereglen.