Undervisningsmateriale til filmen "Casablanca" (USA, 1942).
Niveau: 7.-10. klasse, gymnasiet og ungdomsuddannelserne
Fag: dansk, mediefag, historie
Filmens credits:
Dansk titel: "Casablanca"
Original titel: "Casablanca"
USA, 1942
Instruktion: Michael Curtiz
Manuskript: Murray Burnett, Joan Allison, Julius J. Epstein, Phillip G. Epstein og Howard Koch.
Foto: Arthur Edeson
Musik: M.K. Jerome, Jack Scholl og Max Steiner.
Medvirkende:
Ilsa Lund Lazlo: Ingrid Bergman
Richard 'Rick' Blaine: Humphrey Bogart
Victor Lazlo: Paul Henreid
Ugarte: Peter Lorre
Kaptajn Louis Renault: Claude Rains
Major Strasser: Conrad Veidt
Indhold:
Filmens handling
Om filmen
Brug filmen i undervisningen
Litteratur og links
Under 2. verdenskrig driver den hårdkogte og desillusionerede amerikaner Rick Blaine Casablancas mest populære natklub. I Casablanca er det stadig muligt at undslippe nazisternes forfølgelse, men det er nødvendigt at have papirerne i orden. Netop som Rick uforvarende kommer i besiddelse af et brev, der garanterer frit lejde for to personer, ankommer den eftersøgte frihedskæmper Victor Lazlo til byen. Han har i længere tid undgået nazisterne, og håber at undslippe til USA sammen med sin smukke hustru, Ilsa. Ilsa viser sig at være Ricks store, tabte kærlighed og årsagen til hans kyniske væsen. Følelserne begynder igen at slå gnister mellem Rick og Ilsa - men krigen trænger sig mere og mere på.
"Casablanca" er en af Hollywoods helt store klassikere - og en af filmhistoriens mest sagnomspundne film. Vedholdende rygter har fx påstået, at rollen som Rick oprindeligt var tiltænkt Ronald Reagan, mens en anden myte beretter, at man til det sidste overvejede en alternativ slutning, hvor Rick og Ilsa får hinanden. "Casablanca" er desuden en film, der overskrider grænsen mellem finkultur og massekultur. På trods af at produktionsselskabet Warner ikke troede på filmen, og faktisk tøvede med at sende den på markedet, blev den en kolossal publikumssucces og blev nomineret til otte Oscars, hvoraf den vandt de tre. Samtidig har filmen til alle tider pirret fantasien hos filmkritikere, der har skrevet et hav af begavede artikler, hvor Bogarts mindste bevægelser bliver analyseret, og hvor "Casablanca" bl.a. udråbes som et postmodernistisk mesterværk.
"Casablanca" er imidlertid en atypisk klassiker. Filmen var blot én af mange mainstreamfilm, der på det nærmeste blev produceret på samlebånd i de store amerikanske filmstudier. Filmen er ikke et kunstværk, der er blevet til som følge af en genial instruktørs nyskabende ideer, den er tværtimod et produkt, skabt af et produktionsapparat designet til at give publikum det, de vil have. "Casablanca" er derfor et skoleeksempel på, at kunst kan opstå på baggrund af klicheer og skabeloner, og ikke udelukkende, som vi har for vane at mene, på baggrund af et enkelt individs originale evner.
På trods af at "Casablanca" er en tidløs klassiker, er det også en film, der i høj grad skal ses i forhold til sin samtid. Filmen havde premiere i november 1942, knap et år efter at USA var blevet inddraget i 2. verdenskrig efter japanernes angreb på Pearl Harbor. Indtil da havde USA vægret sig ved at blive involveret i krigen, og den fremherskende holdning i USA var, at man passede sig selv.
I filmen er Rick et billede på denne holdning. Hans motto er længe: "I stick my neck out for nobody", og han er tilfreds med at passe sin natklub uden at lade sig påvirke af omgivelserne. Uden at gøre sig illusioner navigerer han imellem tyskere, franskmænd, modstandsfolk og plattenslagere, der udnytter krigens ofre. Han er dog et halv menneske, amputeret af det smertelige kærlighedstab, der er årsag til hans bitterhed. I et tilbageblik hører vi, at han i de lykkelige dage i Paris hed 'Richard', mens hans navn nu er halveret til 'Rick'. Historien om Rick er således en udviklingshistorie, hvor han skal bringes til at interessere sig for andre end sig selv og kæmpe for det fælles bedste, og dermed blive et helt menneske igen. Denne historie er samtidig et argument for USA's engagement i krigen.
En del af filmens fascinationskraft ligger i den, for en Hollywood-film, overraskende ulykkelige slutning. Det er ikke kærligheden, der gør Rick til et helt menneske igen og får ham til at handle som den helt, han ellers benægter, han er. Det er, at han ofrer kærligheden. Som sådan er det svært at forestille sig, at "Casablanca" kunne ende anderledes, end den gør. Hvis ikke Rick havde ofret kærligheden, var han ikke blevet tvunget til at tage stilling mod nazisterne, og filmen ville have fået en alvorlig moralsk slagside.
Humphrey Bogart er et af filmhistoriens store ikoner, og for mange indbegrebet af maskulinitet. Bogart og hans rolle i "Casablanca" kan derfor være udgangspunkt for en diskussion om helte- og manderoller på film. Sammenlign eventuelt Rick Blaine og Victor Lazlo. Prøv også at sammenligne Bogart med nutidens filmhelte.
"Casablanca" er film, der er stort set uden ydre dramatik. Der er hverken action eller elskovsscener. Spørgsmålet er, hvad det er, der gør filmen til en klassiker. Hvordan opnår den sin effekt, hvorfor husker vi den så godt? Diskussionen kan gøres til en diskussion om grænsen mellem kunst og underholdning.
Politisk bevidsthed og moralsk stillingtagen fylder meget i filmen, og det hele kulminerer i slutningen, der samtidig er atypisk ved, at de elskende ikke får hinanden. Diskussionen kan både handle om Ricks moralske dilemma, den historiske kontekst og effekten af, at vores sikre genreforventning om en lykkelig slutning ikke bliver imødekommet.
På nettet vrimler det med artikler om "Casablanca". Søg fx på www.bibliotek.dk med 'film' som emne og 'casablanca' som fritekst, og find inspiration i et hav af artikler og bøger. På portalen www.imdb.com kan man læse de hårde facts om filmen og de forskellige rygter omkring den, samt finde links til anmeldelser og analyser.
Dette undervisningsmateriale er skrevet af Lars Knudsen.
Udgiver: Det Danske Film Institut, Gothersgade 55, 1123 København K