Film i skolen
1:1
AFR
Kes
Op
R

Guldbolden - et undervisningsmateriale

Undervisningsmateriale til filmen "Guldbolden" (Frankrig og Guinea, 1993).

Stillfoto fra filmen Guldbolden

Stillfoto: Billed- & Plakatarkivet, Det Danske Filminstitut

Niveau: 3. - 5. klasse
Fag: Dansk, geografi, idræt og film & tv

Filmens credits

Titel: "Guldbolden"
Originaltitel: "Le ballon d'or"
Frankrig/ Guinea 1993
Instruktion: Cheik Doukouré
Manuskript: Cheik Doukouré, David Carayon og Martin Brossolet
Foto: Alain Choquart
Musik: Loy Ehrlich, Ismaël Isaaz og Boom Bass
Længde: 93 minutter
Medierådet: Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år

Medvirkende:
Bandian: Aboubacar Sidiki Soumah
Isabella: Agnés Soral
Bechir: Habib Hammoud


Indhold

Til læreren
Filmens handling
Livet i landsbyen
Drømmen om fremgang
Der kommer skub i karrieren
Hvordan ser fremtiden ud?
Hvad vil det sige at blive en succes?
Guinea


Til læreren

"Guldbolden" er en spændende børnefilm fra Guinea i Afrika, der både fortæller om drenges universelle fodbolddrømme og om livet i en vestafrikansk stat - alt sammen i eventyrets genkendelige ramme.

Instruktøren, Cheik Doukouré, er født og opvokset i Guinea-Conakry i det fransktalende Vestafrika, men har siden boet i Paris, hvor han har studeret litteratur ved Sorbonne-universitetet. "Guldbolden" er en co-produktion mellem Frankrig og Guinea og blev realiseret i et meget fodboldglad Afrika efter Camerouns fremgang ved verdensmesterskaberne i fodbold i 1990.

Til rollen som den dygtige fodboldspiller Bandian ledte filmholdet efter en dreng, som både kunne spille komedie og fodbold. Aboubacar Sidiki Soumah var et naturtalent, som boede under meget simple kår. Han fik sammen med de andre drenge, der deltager i filmen, efter optagelserne sin skolegang betalt af produktionsselskabet. Bandians fascination af fodbold er forståelig og smittende. Filmens rytmiske musik bidrager yderligere til at forhøje stemningen og engagementet. Selv om "Guldbolden" tydelig er fiktion, virker både skildringen af livet i Guinea og drengens fremtidsdrømme realistiske, og filmen forholder indirekte sig til FN's børnekonventions artikel 31, hvor det hedder, at "Børn har ret til leg, hvile og fritid". Alle disse ting gør "Guldbolden" til en væsentlig og spændende film at arbejde med på folkeskolens mellemtrin.

Dette undervisningsmateriale følger filmens handling og er opdelt i kapitlerne 'Livet i landsbyen', 'Drømmen om fremgang', 'Der kommer skub i karrieren', 'Hvordan ser fremtiden ud?' og 'Guinea'. Under hver overskrift er der arbejdsopgaver og spørgsmål, som lægger op til både mundtlige og skriftlige løsninger.

Undervisningsmaterialet til "Guldbolden" er skrevet af Fredrik Sahlin & Eva Westergren og er oversat fra svensk og bearbejdet til dansk af Judith & Ulrich Breuning.

God fornøjelse.


Filmens handling

Bandian på 12 år bor i en lille landsby i Guinea på den afrikanske vestkyst. Han elsker at spille fodbold med sine kammerater, men fodbolden er 'kun' en hjemmelavet kludebunke. Børnene lytter til de store fodboldkampe, som en begejstret speaker formidler fra en gammel transistorradio, og deres store idol er Roger Milla. Milla spiller for det camerounske fodboldlandshold og repræsenterer drømmen om muligheder for fremgang for fattige sorte afrikanere. Badian ønsker sig brændende en rigtig læderfodbold, og fodbolddrømmen fører ham til hovedstaden Conakry. Her møder han mange sære og skæve eksistenser, men da det viser sig, at Bandian er en gudbenådet fodboldspiller, åbner der sig nye muligheder for den talentfulde dreng. Han kommer på en fodboldskole og ender med at få kontrakt med et fransk fodboldhold.


Livet i landsbyen

I landsbyen, som Bandian bor i, findes der store kontraster mellem det moderne vestlige samfund og det gamle, traditionsrige afrikanske stammeliv. Mens Bandian og hans kammerater sidder som klistrede til byens transistorradio, forbereder stammens ældste en offergave sammen med medicinmanden. Da Bandian gerne vil have, at hans syge mor skal blive rask, henvender han sig også hos medicinmanden. Men for at være på den sikre side beder han også den kvindelige franske læge, Madame Aspirin, som arbejder på et hospital i nærheden af landsbyen, om hjælp.

I skolen får børnene mange praktiske og nyttige kundskaber, som alle relaterer til deres dagligdag. Læreren regner for eksempel ud på tavlen, hvor mange læs brænde, Bandian må levere for at få råd til den eftertragtede fodbold. Da Bandian bliver klar over, at han skal sælge brænde i 522,87 dage for at kunne købe en fodbold, handler det også om at få indsigt i livsvilkår. Der er stor forskel i levestandard mellem de mennesker, som man hører om i radioen, og livet i landsbyen.

Børnenes hverdag består både af at hjælpe til i familien og arbejde for at få ekstraindkomster ved for eksempel at sælge brænde, som Bandian gør. Man skal også nå at følge med i skolen, og alligevel er der tid til at spille fodbold og lege.

Tag en snak i klassen om livet i Bandians landsby.

  • Hvordan er Bandians dagligdag? Hvad laver han? Hvordan er hans hverdag i sammenligning med jeres? Lav to kolonner på tavlen, hvor I indfører henholdsvis ligheder og forskelle på Bandians og jeres liv. Hvor står det afrikanske livsmønster klarest?
  • Hvordan er Bandians familie? Hvor mange medlemmer består den af?
  • Hvordan er forholdet mellem børn og voksne? Hvem bestemmer i familien? Og i landsbyen?
  • Lav en tegning af Bandians landsby, hvor fodboldspillet er i centrum.

Drømmen om fremgang

Når Bandian ikke vogter sin fars får, drømmer han om, hvordan han skal få mulighed for at blive en rigtig fodboldspiller. Men for at drømmen skal kunne realiseres, må han først og fremmest se at få byttet den kludebold, han spiller med, ud med en rigtig læderbold. Han sparer sammen og deponerer pengene hos lægen Madame Aspirin. Da hun opdager, hvad Bandian skal bruge pengene til, forærer hun ham en slidt læderbold, og straks sker der noget. En dag, da Bandian spiller fodbold med sine kammerater, kommer han til at skyde bolden lige i hovedet på en af landsbyens mænd. Af skræk for at blive straffet stikker han af fra hjembyen og havner i hovedstaden Conakry, hvor hans storesøster bor. Undervejs har han fået mulighed for at vise, hvad han kan på en fodboldbane, da han hopper ind som reserve i en kamp. Selv om Bandian er noget yngre end de andre spillere, får han straks succes.

Meget af det, som kan forekomme indlysende for mennesker, der bor på vores breddegrader, er en umulighed i den lille landsby, hvor Bandian bor. Læderbolden, som han får af Madame Aspirin, giver han en chance for et andet liv. Bolden forvandler drømmen til virkelighed.

Snak i klassen om Bandian og hans fodbolddrømme?

  • Hvad drømmer drengene i landsbyen om? Hvordan forandres Bandians liv, da han får en læderbold? Hvad forholder de voksne sig - forældrene, medicinmanden og Madame Aspirin - til Bandians fodbolddrømme?

Snak også om den første fodboldkamp på rejsen til byen.

  • Hvordan kommer Bandian med i kampen? Hvordan viser filmen, at han er en dygtig fodboldspiller?
  • Lav en speak til fodboldkampen, som den ville lyde i radioen.

Der kommer skub i karrieren

I Conakry klarer Bandian dagen og vejen med ulønnet arbejde. Det eneste, han får, er lidt mad og tag over hovedet. I storbyen er der mange børn, som lever på gaden uden forældres opsyn, og som udnyttes af voksne, der er på udkig efter billig arbejdskraft. Bandian udforsker byen sammen med sin nye ven, som er dværg. Sammen lykkes det dem at snige sig ind til en fodboldkamp, hvor Bandian igen vækker opmærksomhed med sin fodboldkunnen. Han snupper en bold, som er havnet uden for banen, og giver en opvisning for hele stadion. Desværre havner han denne gang i fængsel, men reddes af fiskehandleren og fodboldfanatikeren Bithar, som har optaget Bandians første kamp på video. Bithar lader Bandian og hans ven arbejde uden løn i sit firma, og hans plan er at få Bandian ind på byens mest respekterede fodboldskole.

For at blive optaget på skolen må Bandian igennem mange prøver, inden han til sidst bliver optaget som den yngste elev nogensinde. Livet på fodboldskolen minder mest om en militærlejr og består af hård træning fra morgen til aften. Bandian bliver mobbet af de ældre elever, fordi han er den yngste, men alligevel er han blandt de dygtigste fodboldspillere. Når det er værst, fortryder Bandian, at han overhovedet forlod landsbyen.

Snak i klassen om livet og træningen på fodboldskolen.

  • Hvordan behandler de andre elever Bandian? Og hvordan overlever han på skolen? Hvad er det, som driver Bandian til at fortsætte på skolen? Hvordan reagerer og føler han, da han til den første vigtige kamp ikke bliver udtaget til holdet? Hvordan kommer han alligevel med i kampen? Hvilke metoder bliver der brugt, for at Bandian kan få en chance på banen?
  • Diskuter derefter i klassen om det er værd at vinde for enhver pris. Og hvordan tror I, at Bandian ville have reageret, hvis han opdagede, at der er snyd og bestikkelse med i spillet?

Hvordan ser fremtiden ud?

Bithar har udset sig selv som Bandians manager og lyver om drengens alder for at skaffe ham en kontrakt med den professionelle franske klub St. Etienne. Bandian og hans søster er ovenud lykkelige. Kontrakten giver Bandian et forskud på 10.000 franc, hvilket i deres øjne repræsenterer en formue. Men Bandian behøver tilladelse fra sin far for at få lov til at rejse til Frankrig.

Fodboldskolens leder er ikke udelt tilfreds. Han har en diskussion med Bithar om Bandians og Afrikas fremtid. Madame Aspirin er heller ikke glad for Bandians beslutning om at rejse. Hun forsøger endog at påvirke hans familie til at sige nej. Men Bandian rejser, og ved filmens slutning sidder han i en taxa på vej fra lufthavnen til St. Etiennes stadion. Der er ingen tvivl om hans glæde og stolthed over at blive professionel fodboldspiller.

Snak i klassen om Bandians chance for at komme til en professionel fodboldklub i Frankrig.

  • Hvordan reagerer de voksne på, at han skal rejse? Hvem er for, og hvem er imod? Hvad er bevæggrundene?
  • Skriv på tavlen to kolonner med argumenter for og imod at rejse og afslut med at diskutere, hvordan Bandians liv bliver i Frankrig. Hvordan skal han kunne klare sig i den benhårde professionelle fodboldverden? Og hvordan var hans liv blevet, hvis han ikke var rejst?

Diskuter også Barnekonventionens artikel 31, hvor det hedder, at "Børn har ret til leg, hvile og fritid."

  • Hvordan passer artiklens paragraf på Bandians liv? I landsbyen og i storbyen?
  • Er han 'barnearbejder' i ordets negative eller positive betydning?
  • Skriv en lille tekst om, hvordan det siden går Bandian. Overskriften kan for eksempel være: 'Bandian - en afrikansk fodboldspillers karriere'.

Hvad vil det sige at blive en succes?

Filmens instruktør, Cheik Doukouré, har udtalt, at under verdensmesterskabet i fodbold i 1990 "fik holdet fra Cameroun en plads i alle hjerter. De underlagde sig en hel verden, men allermest fik de naturligvis betydning for det afrikanske kontinent. For mennesker i Afrika er fodbold på både godt og ondt blevet en symbolsk og reel mulighed for at bryde ud og blive en succes. Måske er det ikke så underligt, når man tænker på de enorme politiske og økonomiske problemer, der hersker i den del af verden. Roger Milla, Basile Boli og Salif Keita blev idoler og et forbillede for alle, som drømmer om et andet liv."

Tag en snak i klassen om, hvad det betyder for en dreng som Bandian at blive en succes.

  • Hvilken betydning har det, at han kommer fra en fattig landsby i Afrika? Er der tale om en moderne Askepot-historie?
  • Hvordan skulle en Askepot-historie være, hvis den skulle foregå i Danmark i dag?

Fra hvilket miljø skulle han/hun komme fra? Hvad skulle han/hun for eksempel kunne for at blive en succes i det moderne Danmark?

  • Skriv en kort tekst om en 12-årig, der får succes.

Guinea

Guinea er en lille republik på Afrikas vestkyst med godt og vel 5 millioner indbyggere. Ganske som så mange andre afrikanske lande har Guinea stået under europæisk overherredømme. Guinea har været en fransk koloni, og selv om landet blev selvstændigt i 1958, er der endnu mange mindelser om kolonitiden. Valutaen hedder stadig franc, og det officielle sprog er fransk. Der tales således også fransk i skolen, og det er åbenbart, at sproget fungerer som en form for kulturel undertrykkelse.

Guinea har på papiret en relativ veludbygget social omsorg med for eksempel erstatning for sygdom og arbejdsskader, men da Guinea tilhører et af verdens fattigste lande, efterleves de gode intentioner ikke altid. Sammenlignet med vestlige lande, som i moderne tid har været selvstændige, lever de fleste lande i Afrika med en selvforståelse, der er stærkt præget af erfaringerne fra kolonitiden.

Del klassen i grupper, der alle arbejder med landet Guinea.

  • Find på et landkort, hvor Guinea ligger. Hvordan er klimaet, erhvervsmulighederne, økonomien, politikken? Hvordan lever folk? Hvad musik lytter de til? Hvad spiser de?
  • Hvordan ser der ud?
  • Fremlæg resultaterne i klassen og gør brug af kort, tegninger, billeder og tekst.

Dette materiale er skrevet af Fredrik Sahlin og Eva Westergren
Materialet er tidligere bragt i Det Svenske Filminstituts tidsskrift ZOOM
Oversat fra svensk og bearbejdet af Judith og Ulrich Breuning
Redaktion: Flemming Kaspersen
Materiale: Copyright © 2005 Svenska Filminstitutet og forfatterne
Oversættelse/bearbejdelse: Copyright © 2005 Det Danske Filminstitut

Kommentar

Indsæt kommentar på siden:

Se retningslinjer for kommentarer.

Søg materialer


Søg i DFIs undervisningsmaterialer til grundskolen.

Klik hér hvis du vil søge i DFIs gymnasiefaglige materialer.

Kontakt

Filmkultur & Formidling / Børn & Unge

Martin Brandt-Pedersen
Tel. 2286 9042
Email

Lisbeth Juhl Sibbesen
Tel. 2538 2618
Email

Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut
/ Danish Film Institute

EAN-nr: 5798000794085
CVR-nr: 56858318

Gothersgade 55
1123 København K

Tlf. +45 3374 3400
Fax +45 3374 3401
E-mail:

Cinematekets billetsalg
TLF. +45 3374 3412