MEDIA CALL: Støtte til tv-udsendelse af europæiske audiovisuelle produktioner (TV Programming) 2018

MEDIA CALL EACEA/21/2017. Europa-Kommissionen har offentliggjort de næste to ansøgningsfrister for ’Støtte til tv-udsendelse af europæiske audiovisuelle produktioner’ (TV Programming). Som noget nyt kan der ikke længere eftersendes finansieringsaftaler og kontrakter med almindelig post.

Formålet med støtteordningen er at hjælpe uafhængige europæiske audiovisuelle produktionsselskaber til at producere tv-programmer af høj kvalitet og med europæisk og internationalt distributionspotentiale, samt at fremme europæiske og internationale koproduktioner.

Ansøgningsfrist

Der er to ansøgningsfrister i dette call:

16. november 2017 kl. 12:00 – der kan forventes svar i marts 2018

24. maj 2018 kl. 12:00 – der kan forventes svar i september 2018 

Projektets første optagedag (principal photography) eller animationsprocessens første dag må ikke finde sted før ansøgningen indsendes.

NB: Det er ikke længere muligt at eftersende finansieringsaftaler, kontrakter og LOC’er med post. Alle kontrakter og finansieringsaftaler skal sendes med E-formen inden ansøgningsdeadline. Se mere nedenfor under ’Ansøgningsprocedure’.

Ansøgningsberettigede selskaber

Creative Europe’s støtte til tv-udsendelse af europæiske audiovisuelle produktioner kan søges af uafhængige europæiske produktionsselskaber, som er etableret i og ejes af indbyggere i et land, som deltager i MEDIA del-programmet. Det ansøgende selskab skal kunne dokumentere, at de ejer rettighederne til projektet eller, i tilfælde af en koproduktion, at de er hovedproducent eller delegate producer på projektet.

Støtteberettigede projekter

Støtteberettigede ansøgere kan søge støtte til projekter, der primært er tiltænkt og produceret til tv:
  • Dramaproduktioner (enkeltstående eller i serieformat) af en samlet varighed på minimum 90 min., herunder også 'sequels' samt 2. og 3. sæsoner af en eksisterende dramaserie.
  • Animation (enkeltstående eller i serieformat) af en samlet varighed på minimum 24 min. (’sequels’ og 2., 3. eller efterfølgende sæsoner af en eksisterende animationsserie kan ikke opnå støtte).
  • Kreativ dokumentar (enkeltstående eller i serieformat) af en samlet varighed på minimum 50 min. (’sequels’ og 2., 3. eller efterfølgende sæsoner af en eksisterende dokumentarserie kan ikke opnå støtte).
Enkeltstående afsnit af en serie eller projekter, der skal markedsføres som en serie, kan ikke støttes separat.
Projekterne skal indebære samarbejde (dvs. forhåndssalg eller koproduktion) med minimum 3 broadcastere/tv-selskaber fra 3 forskellige lande, der deltager i MEDIA-delprogrammet. Med broadcastere menes både lineære broadcastere og on demand platforme (læs retningslinjerne s. 9 for en præcis definition).

Hovedandelen af de selskaber, som er involverede i produktionen skal være baserede i Europa ligesom hovedandelen af de, som medvirker i produktionen skal være statsborgere eller bosiddende i lande, der deltager i MEDIA-delprogrammet. Desuden skal minimum 50 % af finansieringen (eksterne kilder) være bekræftet på ansøgningstidspunktet, og minimum 50 % af det totale produktionsbudget skal komme fra lande, der deltager i MEDIA-delprogrammet.

Som noget nyt skal der i ansøgningen oplyses om projektet har et ISAN eller EIDR nummer. Hvis det ikke er tilfældet på ansøgningstidspunktet, skal projektet – i tilfælde af bevilget støtte – have et sådant identifikationsnummer inden aktionsperioden er slut. Udgiften til oprettelse af identifikationsnummer kan inkluderes i produktionsbudgettet.

Støttebeløb

Den samlede pulje for støtte til tv-udsendelse af europæiske audiovisuelle produktioner er på 12,5 mio. EUR, der fordeles i tilskud på maksimalt:

Drama- eller animationsprojekter: 12,5 % af de samlede støtteberettigede produktionsomkostninger, dog højst 500.000 EUR.

Kreative dokumentarprojekter: 20 % af de samlede støtteberettigede produktionsomkostninger, dog højst 300.000 EUR.

Højbudget dramaserier: 10 % af de samlede støtteberettigede produktionsomkostninger, dog højst 1 mio. EUR, såfremt projektet lever op til følgende kriterier:

  • Der skal være tale om første eller anden sæson af en dramaserie bestående af mindst 6 episoder á minimum 45 min. varighed.
  • Dramaseriens samlede støtteberettigede produktionsbudget skal være på minimum 10 mio. EUR.
  • Dramaserien skal være en koproduktion mellem mindst to lande, der deltager i MEDIA-delprogrammet
Alle projekter, der modtager støtte under denne ordning, skal kreditere Creative Europe programmet med navn og logo på alt materiale, så som plakater og pressemateriale.

Projekter, der modtager støtte på 300.000 EUR eller derover, eller på 10 % eller derover af produktionsbudgettet, skal kreditere Creative Europe i både fortekst og sluttekst. Link til formulering og logo kan findes i retningslinjernes pkt. 12.1.

Pointsystem

Godkendte ansøgninger bliver vurderet efter et pointsystem, der rangerer de enkelte ansøgninger efter opnåede pointsum. Pointsystemet er nærmere beskrevet i retningslinjernes pkt. 9.

Ansøgningsprocedure

Alle ansøgere skal registrere sig i Participant Portal, hvorefter man modtager en PIC-kode (Participant Indentification Code) som skal bruges i den elektroniske ansøgning. Profilen kan opdateres og bruges ved fremtidige ansøgninger. Ansøgning sker via en E-form. Dokumentation, budgetter m.m. skal vedhæftes E-formen og ansøgningen skal være afsendt senest kl. 12.00 på dagen for ansøgningsdeadline.

Husk at det ikke længere er muligt at eftersende kontrakter, LOC’er og finansieringsaftaler med almindelig post. Alle kontrakter og aftaler skal indsendes med E-formen inden ansøgningsdeadline. Dette kan medføre problemer når E-formen indsendes, hvis de vedhæftede bilag fylder mere end 10 MB tilsammen – sørg derfor for at scanne dokumenterne i lav opløsning eller at komprimere pdf-filer i fx Adobe Acrobat Pro.

Som altid anbefaler vi at man ikke venter til sidste deadlinedato med at indsende ansøgningen i tilfælde af at der opstår tekniske problemer.

Vejledning i forbindelse med ansøgning

Vi anbefaler, at man læser de detaljerede retningslinjer for 'Support for TV Programming of European Audiovisual Works' i deres helhed. Retningslinjerne, ansøgningsskemaer, vejledninger mm. findes på EU-Kommissionens hjemmeside.

Ved spørgsmål til retningslinjerne, kontakt da Creative Europe Desk Danmark.

Skulle der opstå tekniske problemer i ansøgningsprocessen, skal spørgsmål rettes direkte til:
Help Desk, Europa-Kommissionen
E: eacea-helpdesk@ec.europa.eu
T: +32 2 299 0705.