16. marts 2010
Med næsten en milliard besøgende står 2009 som et rekordår for de europæiske biografer
Ifølge en undersøgelse foretaget af European Audiovisual Observatory er det samlede antal biografbilletter i EU i 2009 lige omkring 985 millioner. Dette er en vækst på 6,5% fra forrige år og det højeste niveau siden det rekordstore resultat i 2004 (1,013 mia. besøgende). Blandt de 24 lande, der har rapporteret viser den største stigning sig i Tyskland med 16,9 millioner flere besøgende i forhold til sidste år (en stigning på 13,1%), efterfulgt at Frankrig, der opnåede en stigning på 5,7%.

Dog viser rapporten at de nationale film har tabt markedsandele i de fleste lande til fordel for de mange store amerikanske titler i 2009. Her ser det blandt andet ud til, at amerikanske film som Ice Age 3 (3D), Avatar (3D), 2012, Up (3D) og Angels & Demons har spillet en væsentlig rolle i de stigende biografbesøg i 2009.
Kun få lande i Europa undviger fra den generelle tendens. Takket være Millennium-trilogien, har Sverige opnået et rekordår, med en stigning i den national markedsandel til 32,7% i forhold til 20,4% i 2008. I Danmark er den nationale markedsandel faldet til 17,3% mens biografbesøgende samlet set har haft en stigning på 13,3%.
Læs den fulde rapport på European Audioviusal Observatory's hjemmeside.