23. februar 2010
En af MEDIA-programmets vigtigste opgaver er at tilbyde et bredt udvalg af efteruddannelsestilbud til den audiovisuelle branche. Den nye oversigt over kurser i 2010 er netop udkommet og kan downloades her på siden.
Mere end 1.500 proffessionelle film- og mediefolk deltager hvert år i det store udbud af MEDIA støttede kurser. Et MEDIA-kursus er en rigtig god mulighed for opdatering af viden, kombineret med udviklingen af egne projekter, og er desuden forum for internationalt netværk og værdifulde kontakter.
Her i 2010 yder MEDIA støtte til 63 kurser, der breder sig over et bredt felt på tværs af alle fagområder. Kursusudbuddet varierer lige fra 2-måneders kurser i manuskriptudvikling til intensive seminarer i distribution & markedsføring og er alle forskellige i udformning, længde og målgruppe. Deadlines og kursusbeskrivelser på engelsk for år 2010 kan downloades
her og de danske oversættelser opdateres løbende her på siden. Aktuelle kurser er slået op på vores forside.
Mange danske film, tv og multimediefolk har allerede været på kurser. Kig på kursusbeskrivelserne og ring hvis der er yderligere spørgsmål. Vi tager også gerne et møde med dig, hvor vi rådgiver om hvilke kurser der ville passe bedst for dig. Vi opdaterer løbende vores viden om hvilke kurser, der er de mest udbytterige. Derfor vil vi meget gerne have feedback fra danske kursusdeltagere. I har mulighed for at dele ud af jeres oplevelser ved at skrive i kommentarfeltet under de enkelte kurser.
Hvis deadline på kurset er overskredet med nogle få dage, så kontakt os og vi kan måske få dem til at tage din ansøgning alligevel.
Hos nogle af de enkelte kursusudbydere kan der ansøges direkte om legater. Vi kan rådgive om, hvor man eventuelt kan finde yderligere finansiering til kursusdeltagelse.