25. februar 2011
Filmkontakt Nord og CPH:DOX er med blandt de 34 støttemodtagere i første runde af MEDIA Mundus's støtte til træningsinitiativer, der samarbejder med lande uden for Europa.
Filmkontakt Nord har fået 525.000 kr i støtte fra MEDIA Mundus til deres initiativ docXchange som de laver i samarbejde med Hot Docs. DocXchange er et to-trinsprogram som både udvikler dokumentarprojekter og giver mulighed for finansiering. Første del består af en tre-dages workshop under Hot Docs i Toronto, hvor 24 projekter udvælges. Den anden del forgår på finansieringsforumet under Nordisk Panorama i Århus i september 2011, hvor 10 udvalgte projekter deltager. DocXchange har særlig fokus på interaktive dokumentarprojekter fra Europa og Nordamerika. Der er ansøgningsfrist d. 4. marts 2011.
Københavns dokumentarfilmfestival CPH:DOX har fået 555.000 kr i støtte til deres workshop DOX:LAB, der foregår under festivalen i november. DOX:LAB er et internationalt talentudviklingsprogram for unge filmskabere fra hele verden. Programmet indeholder både en workshop og en dokumentarfilm produktion. DOX:LAB vil ved et reelt møde mellem forskellige kulturer, fortælletraditioner og produktionsmetoder skabe grobund for nye og visuelt originale film.
MEDIA Mundus har i alt støttet 34 europæiske træningsprogrammer, der alle har til formål at styrke det audiovisuelle samarbejde mellem Europa og tredje lande. Hvis man vil vide mere om MEDIA Mundus kan den nye brochure downloades her: