16. oktober 2012
SPILSEMINAR. Spil er intet værd uden spillere. Det virker ofte som en dråbe i havet, når nye spiltitler søsættes uden store marketingbudgetter. Men sådan behøver det ikke nødvendigvis at være. Dette års 'Engage & Play' spilseminar sætter fokus på brugerinvolvering.

Billedet er fra spillet ’Journey’, der ved sin udgivelse på PlayStation Store blev det hurtigst sælgende spil i Nordamerika og Europa. ’Engage & Play’ spilseminar har inviteret Kellee Santiago, partner og grundlægger i thatgamecompany, til at fortælle om spillets enorme succes.
Virkeligheden for de danske spiludviklere inkluderer sjældent marketingbudgetter i Coca Cola-størrelse. Dette års spilseminar ’Engage & Play’ stiller spørgsmålet: ”Kan man blive en international spilsucces uden at have et stort blockbuster-budget i ryggen?”
Til at besvare spørgsmålet har MEDIA Desk Danmark, DADIU og Computerspilzonen inviteret en række nationale og internationale talere med friske eksempler på, hvordan man involverer spillere og brugere til at blive loyale forbrugere og spillets bedste ambassadør.
Blandt dette års talere finder vi Kellee Santiago, partner og grundlægger i thatgamecompany, som er en af de senere års mest hypede spiludviklere. Herudover kommer Catherine Warren fra det canadiske FanTrust Entertainment Strategies, der har gjort det til sin levevej at involvere fans og brugere i online-baserede fællesskaber. Hertil bliver det muligt at høre en række danske spiludviklere fortælle om deres erfaringer med at involvere brugere og spillere.
Computerspil fødes digitalt. Den digitale verden er med dens muligheder for at skabe online-fællesskaber, viral markedsføring og brugerinvolvering en ideel platform for computerspil - og beslægtede fag som film og tv.
Derfor håber vi på at se fagfolk fra spilbranchen, spilstuderende, filmproducenter, instruktører, manuskriptforfattere og lignende til Engage & Play.
Det er gratis at deltage i Engage & Play – men TILMELDING kræves. Det er et begrænset antal pladser og tilmeldingen vil foregå efter først-til-mølle-princippet.
Dato: Den 27. november 2012
Sted: Bio Carl, Det Danske Filminstitut, København
Se program for hele dagen.