29. februar 2012
EUROPÆISK ANALYSE. Ny analyse fastslår, at biografdriften i Europa oplever en marginal tilbagegang i antallet af solgte billetter for 2011. Det er herudover en realitet, at halvdelen af de europæiske biografsale nu er digitaliseret.
En ny analyse fra MEDIA Salles fastslår, at den europæiske biografbranche har solgt færre billetter i 2011 - i forhold til de to foregående år. Antallet af solgte billetter endte i 2011 på 1,188.6 millioner, hvor tallet var 1,195.9 millioner for 2010, hvilket indikerer et fald på 0,6 %.
I Vesteuropa blev det sammenlignet med 2010 kun til et yderst marginalt fald på 0,4 %, hvorimod der i Østeuropa og middelhavsbæltet kunne spores en tilbagegang på 1,2 %.
Analysen er lavet på baggrund af biografstatistik fra 31 lande, og indikerer en vis stabilitet i det europæiske biografforbrug.
De seks store biografmarkeder
Tallene for hele Europa giver dog et lidt broget overbliksbillede, hvis man kigger nærmere på fordelingen. Her fremgår det, at forbruget primært drives af Frankrig, Storbritannien, Tyskland, Italien, Spanien og Rusland, der tegner sig for omkring 74 % af forbruget i de 31 lande.
Den positive udvikling i Frankrig fortsætter for fuld styrke. Landet havde sidste år en fremgang på 4,2 % i antallet af solgte billetter, og med et samlet billetsalg på 215,6 millioner indtager Frankrig en ubestridt førsteplads på det europæiske biografmarked. Storbritannien oplevede med sidste år en procentuel fremgang på 1,4 % (171,6 mill.) og Tyskland solgte 129,6 millioner billetter, og markerede derved en fremgang på 2,3 % siden 2010.
Derimod gik det tilbage for de resterende lande i "The Big Six". Det italienske biografmarked oplevede et markant fald fra 2010 til 2011 på hele 8 %, og en lignende tendens fulgte på det spanske marked, der fortsatte flere års negativ vækst med et fald på 5,9 % (95,6 mill.). Rusland gik ligeledes tilbage med cirka 3 %.
Europæiske tendenser
Holland blev det vesteuropæiske land, som oplevede den største fremgang på 8,0 % efterfulgt af Norge og Luxembourg med en fremgang på henholdsvis 5,6 % og 5,4 %.
I vores naboland Sverige havde 3,7 % flere svenskere valgt at indløse billet til en oplevelse i biografens mørke, mens mørket på det danske marked primært kunne aflæses i salgsstatistikken, som dokumenterede en tilbagegang på 4,3 % i forhold til året før.
Analysen gav desuden melding om eksplosive østeuropæiske vækstrater. Især Bulgarien og Litauen, kunne med en fremgang på henholdvis 18,7 % og 17,7 %, tegne et billede af et marked med store udsving. For mens Estland og Rumænien fortsatte den østeuropæiske succeshistorie, med fremgang på over 15 %, oplevede Tjekkiet og Slovakiet en tilbagegang på henholdsvis 20,3 % og 10,6 %.
Analysen konkluderer også at billetpriserne inden for eurozonen er nogenlunde stabile ovenpå nogle år med stigende priser, som en konsekvens af 3D-effekten.
Over halvdelen af de europæiske sale er digitale
2011 blev på flere måder et mindeværdigt år for den europæiske biografbranche – mest fordi året blev en milepæl for digitaliseringsprocessen af biograferne med en fremgang på 79 % i antallet af digitaliserede biografsale. Ved årets begyndelse var der omkring 10.338 europæiske biografsale med digitalt fremviserudstyr. Ved udgangen af 2011 var tallet steget til 18.500, hvilket betød, at over halvdelen af de europæiske biografsale, var blevet digitaliseret.
Fra starten var digitaliseringsprocessen drevet af 3D-udviklingen, men udbredelsen af den digitale 2D-projektor har nu fravristet 3D-teknikkens 'rolle' som lokomotiv for udviklingen.
Den fulde rapport ”The European Digital Cinema Report – Understanding digital cinema roll-out” er blevet til i samarbejde mellem MEDIA Salles og European Audiovisual Observatory, og kan bestilles her.