Anders Østergaard får Carl Th. Dreyer Prisen

INVITATION. Instruktør Anders Østergaard modtager Carl Th. Dreyers Mindepris 2015. Prisen overrækkes i Filmhuset tirsdag den 3. februar kl. 15.00.

Carl Th. Dreyer Prisen uddeles af Carl Th. Dreyers Mindefond, og i henhold til fondens vedtægter gives prisen til "fortrinsvis yngre filminstruktører eller andre kunstnere inden for filmbranchen som anerkendelse af en fremragende kunstnerisk indsats".

Prisen går i år til Anders Østergaard, som modtager den personligt tirsdag den 3. februar kl. 15.00 i Filmhuset, Restaurant SULT, Gothersgade 55, 1123 Kbh. K.

Mindefondens indtægter er baseret på en gave fra Dreyers datter, Gunni Dreyer, og en procentdel af indtægterne for Dreyers hovedværk "Jeanne d’Arcs Lidelse og Død", som ifølge en juridisk aftale med distributionsselskabet Gaumont tilgår Mindefonden.

Fondens bestyrelse består af områdedirektør Lene Halvor Petersen fra Det Danske Filminstitut og lektor Peter Schepelern fra Film- og Medievidenskab, Københavns Universitet. Prisen er i år på 50.000 kr.

Alle er meget velkomne til at deltage ved prisoverrækkelsen. Tilmelding ikke nødvendig.

Læs mere om Dreyer Prisen og se tidligere vindere på Carl Th. Dreyer-sitet.

Yderligere information: Lene Halvor Petersen leneh@dfi.dk / tlf. 2246 8201

NB! Torsdag den 5. februar viser Cinemateket Anders Østergaards film "Gasolin'" (2006), kl. 19:00 – der er gratis adgang, så længe der er pladser i salen. Billetter kan bestilles på tlf. 3374 3412 eller på cinemateket.dk.