Fonden Filmtalent søger direktør

Har du lyst til at stå i spidsen for en ny organisation, der med udgangspunkt i de eksisterende filmværksteder skal skabe grundlaget for, at unge filmtalenter rekrutteres og udvikles, så de er parat til et arbejdsliv i filmbranchen. Så er du måske den nye direktør for Fonden Filmtalent?

Filmtalent skal sikre, at der er et landsdækkende talentudviklingstilbud med udgangspunkt i filmværkstederne i Odense, Aarhus, Viborg og København og derved understøtte den kunstneriske, kulturelle og erhvervsmæssige udvikling af de filmiske genrer og udtryksformer.

Vi søger en direktør med erfaring i at opbygge en ny organisation, som har en veludviklet politisk forståelse og gode samarbejdsevner. Du bliver Fondens daglige leder og din første opgave bliver at etablere fonden med et sekretariat i Viborg.

Fonden har 2 hovedopgaver:
  1. At finde midler til, prioritere og koordinere de fælles aktiviteter, som foregår på de 4 værksteder i fonden.
  2. At igangsætte egne initiativer som styrker fondens formål, og som primært udføres af de 4 filmværksteder.

En væsentlig del af din opgave består i løbende at føre forhandlinger med de kommuner, der giver et væsentligt bidrag til filmværkstedernes drift. De 4 filmværksteder har egne bestyrelser og repræsentantskaber, derfor skal du have evnen til at samarbejde i en ledelsestung organisation.

Fakta

Fonden filmtalent er oprettet med henblik på at rekruttere, udvikle og markedsintroducere filmtalenter og på anden måde understøtte den kunstneriske, kulturelle og erhvervsmæssige udvikling af de filmiske genrer og udtryksformer bl.a. ved at sikre, at der er et landsdækkende talentudviklingstilbud med lokal repræsentation.

Dette kan ske på enhver måde, der er tjenligt for formålet, herunder men ikke begrænset til, at uddele midler til filmværksteder i Danmark og at skabe det bedst mulige, forpligtende samarbejde mellem filmværksteder i Danmark, samt samarbejde med andre relevante talentudviklingsinitiativer i ind- og udland.

De overordnede målsætninger for fondens virksomhed for de kommende år vil blive fastsat i en samarbejdsaftale med Det Danske Filminstitut.

Fondens øverste ledelse er bestyrelsen, der har ansvar for fastsættelse af og opfølgning på fondens overordnede mål. Bestyrelsen består af 7 medlemmer - direktørerne for Open Workshop (Viborg), Aarhus Filmværksted, Odense Filmværksted og Filmværkstedet / København samt 3 eksterne medlemmer, hvoraf formanden Jørgen Ramskov og bestyrelsesmedlemmet Line Barfod, er udpeget.

Stillingen

Som direktør refererer du til fondens bestyrelse og har det overordnede ansvar for fondens virksomhed, herunder at samarbejdsaftalens målsætninger føres ud i livet. Din opgave er at understøtte talentudviklingen til dansk film og stå i spidsen for udviklingen af Filmtalents rolle som kulturinstitution og som vigtig drivkraft på det film- og mediepolitiske område.

Kvalifikationer

Bestyrelsen læger vægt på at du har følgende kvalifikationer:

  • Solid indsigt i kulturverdenen – gerne også filmverden. •    Dokumenteret ledelseserfaring fra det offentlige eller private erhvervsliv.
  • Gode ledelsesegenskaber og samarbejdsevner.
  • Udadvendt personlighed med gennemslagskraft.
  • Erfaring med politiske beslutningsprocesser.
  • Nerve og nærvær til at navigere i pressede og komplekse situationer.
Sammen med ansøgningen modtages gerne et kort oplæg (max 1 side), der giver et indtryk af, hvordan ansøgeren ser muligheder og udfordringer for Filmtalent.

Løn- og ansættelsesvilkår

Stillingen ønskes besat senest 1. april 2016. Ansættelse vil ske på åremål iht. aftale om kontraktansættelse og efter gældende overenskomst. Stillingen er en fuldtidsstilling.

Ansøgning

Ansættelsesudvalget består af 3 medlemmer af bestyrelsen. Ansøgning og CV sendes senest den 15. februar 2016, att. bestyrelsesformand Jørgen Ramskov. Ansøgningen behandles fortroligt.

Fonden Filmtalent opfordrer alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Der kan indhentes yderligere oplysninger hos bestyrelsesformand Jørgen Ramskov, mobiltlf.  20 27 77 90 eller jorgenramskov@hotmail.com.

Formål og baggrund

Som led i Filmaftalen for 2015-18 besluttede Folketinget:

Den regionale talentudvikling skal styrkes gennem et tættere og mere forpligtende samarbejde mellem de eksisterende filmværksteder (København, Odense, Viborg og Århus). Det Danske Filminstitut skal bistå værkstederne i etableringsfasen, hvis værkstederne ønsker det.’

Målet med det forpligtende samarbejde mellem filmværkstederne er at skabe et landsdækkende talentudviklingstilbud med regional repræsentation. Det er ønsket at opnå større diversitet til fordel for dansk film, ligesom værkstederne som noget nyt skal tage sig af den kommercielle talentudvikling, bl.a. gennem skabelsen af inkubationsmiljøer.

Fonden Filmtalent blev stiftet af DFI ved beslutning den 7. december 2015. Fondens grundbudget er kr. 1.2 mio. i 2016 voksende til 12.5 mio. i 2017.