DOK2017 – sidste chance for tilmelding

I dag er sidste chance for at tilmelde sig brancheseminaret DOK2017, der afholdes mandag den 8. maj.

Det Danske Filminstitut afholder DOK2017 mandag den 8. maj, hvor vi dykker ned i aktuelle tendenser i dansk dokumentarfilm. Vi har inviteret instruktører, der har fornyet deres arbejdsprocesser og måder at fortælle på, som har udfordret sig selv ved at fortælle i nye formater, til nye målgrupper, selvbiografisk eller med et brand som hovedkarakter. Vi har inviteret to eksperter i markedsføring på digitale og sociale medier, der kan opdatere din SO-ME strategi, og DOX:BIO vil præsentere en ny brugerdrevet distributionsplatform, der går i luften til efteråret. Desuden præsenterer vi, dvs. Filminstituttets Dokumentarafdeling, et nyt støtteinitiativ rettet mod tidlig udvikling. 

Som altid ser vi en film sammen, inden vi slutter dagen af med aftensmad og vin i SULT. Vi løfter ekstraordinært sløret for, at filmen vi skal se er BOBBI JENE af Elvira Lind. Filmen har netop vundet tre hovedpriser på TRIBECA FILM FESTIVAL i kategorierne Bedste Dokumentarfilm, Bedste Fotograf og Bedste Klip. Filmen er produceret af Julie Lerskov og Sara Stockmann for Sonntag Pictures og klippet af Adam Nielsen.

Se det fulde program for dagen og tilmeld dig på dfi.dk/dokdagen.