Filminstituttet inviterer til dialogmøder

FILMAFTALE. Det Danske Filminstitut sætter nu gang i en grundig proces, der skal skabe et stærkt fagligt fundament under næste Filmaftale.

branche sort2

I løbet af 2018 skal Folketingets partier forhandle en ny Filmaftale for perioden 2019-2022. For at skabe et stærkt og fagligt kvalificeret grundlag for Det Danske Filminstituts oplæg til Filmaftalen indledes allerede nu en række dialogmøder med branchens interessenter.

Frem mod sommerferien inviterer Filminstituttet aktører i branchen til en række undersøgende møder, hvor tanker, ideer, ønsker og løsninger indsamles. I efteråret vil der være mere formaliserede drøftelser med de filmfaglige interesseorganisationer, og i foråret 2018 vil Filminstituttet formulere et egentligt oplæg til en ny Filmaftale. Processen skal sikre en betydelig inddragelse af branchen og andre interessenter – og skabe gode betingelser for, at diskussionerne kommer til at foregå på et oplyst og højt niveau.

Henrik Bo Nielsen, adm. direktør for Det Danske Filminstitut, siger: "Vi er optaget af, at alle relevante spillere får mulighed for at komme til orde, uanset titel og hvilken organisation de eventuelt er medlem af. Det handler om substansen – hvad folk kan bidrage med. Vi har gode erfaringer med dialogmøder som arbejdsform. Her koncentrerer vi os om at formulere spørgsmål – og så lytte til de svar og input, der kommer fra branchens mange forskellige interessenter."

Allerede nu inviterer Filminstituttet til de første dialogmøder, der drejer sig om "Indhold til børn", "Distribution" og "Formidling af filmarven". Herefter går det slag i slag med i alt elleve møder inden sommerferien. Møderne vil i al væsentlighed foregå uden for Filminstituttet.

Om udgangspunktet for processen fortsætter Henrik Bo Nielsen:

"Der er meget på spil for den danske filmbranche, og der er ingen tvivl om, at vi denne gang har behov for at vende de helt grundlæggende præmisser. De muligheder og udfordringer, som dansk film, billedbårne fortællinger og kulturinstitutionen DFI står over for, har næppe nogensinde været større. Det kræver god tid, store ambitioner og højt til loftet i diskussionerne. Det er en fælles indsats, som vi håber alle vil bidrage til. Vi glæder os i hvert fald!"

Kontakt

Henrik Bo Nielsen
Administrerende direktør for
Det Danske Filminstitut
Tlf. +45 3374 3501 
Tlf. +45 4034 9996
hbn@dfi.dk

Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut
/ Danish Film Institute

EAN-nr: 5798000794085
CVR-nr: 56858318

Gothersgade 55
1123 København K

Tlf. +45 3374 3400
Fax +45 3374 3401
E-mail: dfi@dfi.dk

Cinematekets billetsalg
TLF. +45 3374 3412