Sommertravlhed på vej mod en ny Filmaftale

FILMAFTALE. Selvom der endnu er omkring halvandet år til, at Folketinget sætter pen til papir på en ny fireårig Filmaftale, har der længe været gang i forberedelserne hos Filminstituttet og i branchen.

Arbejdet frem mod en ny filmpolitisk aftale for 2019-2022 er i fuld gang. Foruden en række initiativer, der er udsprunget af Filmaftale 2015-2018, har Filminstituttet som en del af forberedelserne også taget initiativ til dialogmøder med brancheinteressenter.

Gennemførte og igangsatte initiativer

Som resultat af den gældende filmaftale er der blandt andet fastlagt nye støttevilkår, og digitaliseringen af den danske filmarv er påbegyndt og i fuld gang. En proces med det formål at skabe større mangfoldighed i dansk film har været gennemført, og filmbranchens socioøkonomiske faktorer er analyseret. Der er desuden etableret produktionsstøtte til digitale spil, og blandt de gennemførte initiativer er også en ny førskolestrategi.

På analyseområdet er en række indsatser desuden igangsat på initiativ af hhv. Kulturministeriet og Filminstituttet. Her kan nævnes en analyse af filmbranchens nye forretningsmodeller, en driftsøkonomisk analyse af Cinemateket, en økonomisk analyse af virksomheder i den danske filmbranche samt en undersøgelse af den sociale og geografiske mangfoldighed i filmbranchen. Desuden er der nedsat et udvalg, der skal diskutere den fremtidige finansiering af dansk digital indholdsproduktion.

Dialogmøder om centrale emner

I april gav Filminstituttet bolden op til i alt 11 dialogmøder om emner af væsentlig betydning for dansk film. På hvert møde er brancheaktører inviteret til at dele synspunkter, erfaringer og nye ideer om branchens største udfordringer lige nu – med fokus på blandt andet finansiering, public service, distribution, formidling og filmarven. Alle dialogmøder afholdes inden sommerferien. Se mere om dialogmøderne

I sensommeren og efteråret begynder den mere formaliserede dialog med branchens mange organisationer, og i februar 2018 forventer Filminstituttets bestyrelse og direktion at præsentere sit oplæg til den kommende Filmaftale 2019-2022, der endeligt vedtages af Folketinget i efteråret 2018.