Dansk Filmhistorie: 2000-2009

Den folkelige film tegnes efter årtusindeskiftet af 'romertalsfilm', romantiske komedier og 'drengerøvsfilm'. Mainstreamfilmen opnår succes med afprøvninger af klassiske genrer og skildringer af klasse-Danmark. Filminstituttets talentudviklingsordning New Danish Screen bliver oprettet for at styrke udviklingen af filmens formsprog og fortælling. Særlig markant inden for dokumentarfilmen er den ny dokumentarisme, der bryder igennem i det nye årtusind.

Af Peter Schepelern

Billede fra filmen Adams Æbler, 2006

Anders Thomas Jensens Adams æbler (2006). Foto: Rolf Konow. Se filmens trailer på YouTube.

Organisation og hovedgenrer

Det Danske Filminstitut er den centrale organisatoriske faktor i dansk film, men også tv (med DR og TV2) har indflydelse. Siden 1999 etableres der hvert fjerde år fra politisk hold et såkaldt filmforlig, der udstikker de økonomiske rammer for dansk film i den følgende periode.

Instituttets virksomhed, siden 2007 under ledelse af direktør Henrik Bo Nielsen, er opdelt i tre hovedområder – Produktion & Udvikling, der står for støtte til spillefilm, kort- og dokumentarfilm samt for New Danish Screen; Publikum & Formidling, der står for støtte til lancering og salg af danske film samt publikumsservice af forskellig art; og Museum & Cinematek, der står for Cinematekets filmprogram, fagbibliotek samt filmarkiv og plakat- og billedarkiv, inklusive restaurering og sikring af filmarven.

Nutidig dansk spillefilm kan opdeles i tre hovedkategorier – folkelige film, mainstreamfilm og art film. Der er ganske vist film, som overlapper kategorierne imellem, men i hovedsagen er der tale om folkelig populærfilm (oftest støttet gennem 60/40-ordningen), mainstreamfilm (oftest støttet gennem konsulentordningen) og artfilm, forstået som kunstnerisk mere eksperimentelle film (oftest støttet gennem konsulentordningen eller New Danish Screen-ordningen).

Filmuddannelse foregår på Den Danske Filmskole (siden 1992 med Poul Nesgaard som leder), men også på alternative uddannelser som Super 16 (siden 1999) og Den Europæiske Filmhøjskole/European Film College i Ebeltoft (siden 1993) samt Københavns Universitets Film- og Medievidenskab.

De centrale produktionsselskaber er Zentropa Entertainment (Peter Aalbæk Jensen, Vibeke Windeløv, Ib Tardini, Meta Louise Foldager, Sisse Graum Jørgensen), der fra 2008 har haft Nordisk Film som medejer. Desuden Nimbus Film (Bo Erhardt, Birgitte Hald), Grasten Filmproduktion (Regner Grasten), M&M Productions (Tivi og Kim Magnusson), Thura Film (Michael Obel), ASA Film Production (Henrik Møller-Sørensen), Fine & Mellow (Thomas Gammeltoft), Cosmo Film (Rasmus Thorsen, Thomas Hostrup-Larsen); Angel Film (Mogens Glad, Poul Erik Lindeborg) og det internationalt forankrede animationsselskab A.Film.

Romertalsfilm og drengerøvsfilm: Den folkelige film siden årtusindskiftet

Den nugældende 60/40-ordning (en opdatering af den i 1989 indførte 50/50-ordning), hvor der kan gives op til 60% af budgettet i støtte, blev indført i 1999 (i realiteten ligger den statslige støtte dog omkring 40%). Ordningen skal sikre produktionen af populære film med et succeskriterium på 175.000 solgte billetter.

Serier af film, sequels til populære film ofte kaldet 'romertalsfilm', er fortsat en typisk model i dansk populærfilm. Der er hyggebetonede familiefilm efter klassisk model som de nye Min søsters børn- og Far til fire-filmene, og der er den populære Anja & Viktor-serie, som begyndte med Kærlighed ved første hik i 1999 og har budt på fersk parforholdsromantik til ungdommen.

Billede fra filmen Anja efter Viktor
Charlotte Sachs Bostrups Anja efter Viktor (2003). Foto: Lars Høgsted.

En mere 'voksen' komedie, der drejer genren væk fra folkekomedien og familiekomedien og hen mod den romantiske komedie, der er fokuseret på partnervalg og livsstil i stil med udenlandske forbilleder som den engelske Four Weddings and a Funeral (1994, Fire bryllupper og en begravelse), brød stort igennem først med Susanne Biers Den eneste ene (1999) og dernæst med Lone Scherfigs dogmefilm Italiensk for begyndere (2000), som er blandt de internationalt mest succesrige danske film. Andre typiske komedier er Hella Joofs bøssekomedie En kort en lang (2001), Gert Fredholms At klappe med een hånd (2001) og Morten Arnfreds Lykkevej (2003).

Billede fra filmen Italiensk for begyndere
Lone Scherfigs Italiensk for begyndere (2000). Foto: Lars Høgsted. Se filmens trailer på YouTube.

En nøgleperson i den nye populærfilm er Anders Thomas Jensen, der som manuskriptforfatter har udfoldet sig med stor leveringsdygtighed i mange genrer, men udfolder sig mest originalt i den folkelige actionkomedie, 'drengerøvsfilm', hvor lavkomiske taber-typer står i centrum.

Hans manuskript til I Kina spiser de hunde (1999, instrueret af Lasse Spang Olsen og produceret uden statsstøtte) betød genrens danske gennembrud, fortsat med manuskripter til bl.a. Rembrandt (2003, instrueret af Jannik Johansen), Sprængfarlig bombe (2006) og Ved verdens ende (2009, begge instrueret af Tomas Villum Jensen) samt hans egne film, bl.a. Blinkende lygter (2000) og især Adams æbler (2005), der virtuost forener flabet voldskomedie med allegorisk fabel om det gode og det onde.

Plakat fra filmen Blinkende lygter
Anders Thomas Jensens Blinkende lygter (2000). Foto: Rolf Konow. Se filmens trailer på YouTube.

Klasse-Danmark, kammerspil og genrefilm: Mainstreamfilmen siden årtusindskiftet

Central i nutidsfilmen er Per Flys meget sete og højt priste trilogi om underklasse-, overklasse- og middelklasse-Danmark, Bænken (2000), Arven (2003) og Drabet (2005). Det er ikke socialrealisme, men en slags sociologiske melodramaer, der ambitiøst tegner et billede af nationen gennem effektfuld skæbnedramatik. Melodramaet dyrkes også af Susanne Bier med dogmefilmen Elsker dig for evigt (2002), Brødre (2004, amerikansk remade 2009) og den Oscar-nominerede Efter brylluppet (2006), som har ført hende til Hollywood med Things We Lost in the Fire (2007).

Billede fra filmen Bænken
Per Flys Bænken (2000). Foto: Ole Kragh-Jacobsen.

En stærk trend er realistiske hverdagsdramaer som Jesper W. Nielsens Okay (2002), Annette K. Olesens Små ulykker (2002) og dogmefilmen Forbrydelser (2004), Paprika Steens Lad de små børn (2004), Jacob Thuesens Anklaget (2005) og Ole Christian Madsens Prag (2006). De har alle manuskript af Kim Fupz Aakeson, der ved siden af Anders Thomas Jensen er den mest markante manuskriptforfatter i perioden. Han brød igennem med den romantiske komedie Den eneste ene, men har især markeret sig med afdæmpede, intense kammerspil, der fokuserer på parforholdets og familielivets smertepunkter.

Malmros er fortsat med sit erindringsprojekt, dels At kende sandheden (2002) om overlæge-faderen, dels Kærestesorger (2009) om gymnasietiden. Erindret barndom er også omdrejningspunktet i Niels Arden Oplevs Drømmen (2006) og Peter Schønau Fogs Kunsten at græde i kor (2006) efter Erling Jepsens roman om opvæksten i en traumatiseret sønderjysk familie.

Billede fra filmen Drømmen
Niels Arden Oplevs Drømmen (2006). Foto: Ole Kragh-Jacobsen; Thomas Petri. Se filmens trailer på YouTube.

Ellers er det påfaldende, at de klassiske genrer afprøves mere uforfærdet end tidligere. Thrilleren har vundet indpas, først og fremmest med Nikolaj Arcels Kongekabale (2004), der i effektiv Hollywoodstil afslører politisk råddenskab; desuden Nicolas Winding Refns ødipalt farvede gangsterdrama Pusher 2 (2004), Bornedals neo noir-drama Kærlighed på film (2007) og Rumle Hammerichs Headhunter (2009). En stor publikumssucces var Ole Christian Madsens historiske Flammen & Citronen (2008), der ud fra to tragiske, autentiske skæbner, tegnede et uheroisk billede af besættelsestiden. Niels Arden Oplev fik international succes med den svenske krimi Män som hatar kvinnor (2009, Mænd der hader kvinder) efter Stieg Larssons bestseller. I udkanten af genren ligger Henrik Ruben Genz' Frygtelig lykkelig (2008), en originalt udformet sorthumoristisk 'egnskrimi' efter Erling Jepsens roman.

Billede fra filmen Frygtelig lykkelig
Henrik Ruben Genz' Frygtelig lykkelig (2008). Foto: Thomas Marott. Se filmens trailer på YouTube.

Arcel, der også er central som manuskriptforfatter til andre instruktørers film, bl.a. Klatretøsen (2002, Hans Fabian Wullenweber), en actionfilm for børn, og Män som hatar kvinnor, fortsatte med børnefilmen De fortabte sjæles ø (2007), det første overbevisende danske bud på en fantasy-film med 3D-effekter.

Inden for børne- og ungdomsfilm er der desuden Christina Rosendahls Supervoksen (2006) og Natasha Arthys Fighter (2007), om pigeopvækst. Mest original var Stefan Fjeldmark m.fl.s Terkel i knibe (2004), første danske spillefilm i 3D-animation, baseret på et radiospil af Anders Matthesen, der også leverede alle stemmer. Med sin krasse satire og sine groteske virkemidler betød den en effektiv modernisering af den danske børnefilm.

Billede fra animationsfilmen Terkel i knibe
Stefan Fjeldmark, Kresten Vestbjerg Andersen og Thorbjørn Christoffersens Terkel i knibe (2004). Se filmens trailer på YouTube.

Benspænd og kridtstreger: Artfilm siden årtusindskiftet

Den mere eksklusive, æstetisk eksperimenterende filmkunst appellerer til et forholdsvis smalt publikum. Succeskriteriet er ikke så meget antallet af solgte billetter, men snarere respektfulde anmeldelser og prestigefulde priser ved internationale festivaler.

En hovedskikkelse i perioden er Christoffer Boe, der markerede sig med Reconstruction (2003), en raffineret kærlighedshistorie på flere planer og metaplaner, efterfulgt af den allegoriske Allegro (2005), om kunstneren spærret inde i sin kunst, og Offscreen (2006), hvor hovedpersonen er en skuespiller, der med et påmonteret kamera registrerer sin egen dæmoniske undergang.

Billede fra filmen Reconstruction
Christoffer Boes Reconstruction (2003). Foto: Linn Sandholm. Se filmens trailer på YouTube.

I den eksklusive kategori er også Pernille Fischer Christensens psykologisk fintmærkende En soap (2006), skrevet af Fupz Aakeson, om en kvinde i krise og en transseksuel, der venter på en kønsskifteoperation. Filmen var, ligesom Offscreen, produceret af New Danish Screen, der under navnet Talentudvikling (i forlængelse af Dansk Novellefilm/Novellefilm) blev oprettet i 2003 for at "støtte og inspirere udviklingen af filmens formsprog og fortælling". Andre film i ordningen er Anders Morgenthalers barske animationsfilm Princess (2006) og spillefilm Ekko (2007), Martin de Thurahs korte Ung mand falder (2007) samt Martin Zandvliets prisbelønnede spillefilmdebut Applaus (2009) om en skuespillerinde I krise.

Artfilmen omfatter også Åke Sandgrens dogmefilm Et rigtigt menneske (2001), en fabel om en fremmed i det danske samfund, Jytte Rex' Silkevejen (2004), om en rejse ind i døden, og Simon Stahos formalistisk intense historie om en tragisk moderskikkelse, Daisy Diamond (2007).

Billede fra filmen En soap, 2006
Pernille Fischer Christensens En Soap (2006). Foto: Lars Wahl; Erik Molberg Hansen. Se filmens trailer på YouTube.

I den mest vidtgående avantgarde er periodens hovedværk billedkunstnerne Michael Kvium og Christian Lemmerz' The Wake (2000), en otte timers stum, musikledsaget visuel strøm, der reflekterer over liv og natur i en James Joyce-inspireret billedassociation.

Hovedskikkelsen i artfilmen er stadig Lars von Trier, hvis eksperimentelle filmkunst i bogstavelig forstand er grænseoverskridende. Han vandt Guldpalmen for Dancer in the Dark (2000), en tragisk musical med den islandske sangerinde Björk i hovedrollen (og som komponist). I De fem benspænd (2003) var det bizarre udgangspunkt, at Jørgen Leth skulle lave nye versioner af sin kortfilm Det perfekte menneske ud fra specifikke regler og begrænsninger, der var udtænkt af Trier.

Dogville (2003) og Manderlay (2005) er dele af den ufuldendte USA-trilogi. Gennem ironisk-belærende historier om den hårdt plagede heltinde i depressionens Amerika analyseres menneskepsykens og samfundets mekanismer, fremstillet med en Brecht-inspireret stilisering i et filmstudie med antydede dekorationer og hvide streger på gulvet. Senest kom den gådefuldt symbolske Antichrist (2009), om kvindens natur og naturens ondskab.

Billede fra filmen Antichrist
Lars von Triers Antichrist (2009). Foto: Christian Geisnæs; Tom Trambow. Se filmens trailer på YouTube.

Den store verden: Internationalisering i dansk film

Dansk film har siden tonefilmens begyndelse hovedsagelig haft national udbredelse, forbeholdt den lille og nære verden. Op gennem historien har der været tiltag til nordisk samarbejde, idet nogle populærfilm f.eks. blev indspillet i parallelle danske og svenske udgaver i 1930'erne og 40'erne. I 70'erne og frem blev der gjort flere forsøg på at komme ind på det internationale marked, ude i den store verden. Men Bent Christensens The Only Way (1970, Oktober-dage), Ballings One of Those Things (1971, Hændeligt uheld),Carlsens fransksprogede Une divorce heureux (1975, En lykkelig skilsmisse) og Bang Carlsens Time Out (1988) demonstrerede tydeligt, at den slags internationale forsøg bliver underligt hjemløse.

Undtagelsen er Lars von Trier, som fra begyndelsen formåede at fremstå som en international filmkunstner, hvis film i de fleste tilfælde er engelsksprogede med internationale skuespillere og dansk hovedproducent. Hans tidlige film medvirkede til, at Filmloven af 1989 frafaldt reglen om, at danske film skulle være på dansk.

Der er danske instruktører, der har lavet udenlandske film i udlandet – Bille August med tyske og amerikanske film, Bornedal med den amerikanske Nightwatch (1997), baseret på hans egen debutfilm, Susanne Bier med Things We Lost in the Fire (2007) og Lone Scherfig med den engelske An Education (2009).

Billede fra filmen Things we lost in the fire
Susanne Biers Things We Lost in the Fire (2007). Se filmens trailer på YouTube.

Men der er også film som Bornedals I Am Dina (2002) efter norsk succesroman med engelsktalende danske, svenske, engelske og franske skuespillere i norsk miljø, desuden Lone Scherfigs Wilbur Wants to Kill Himself (2002, Wilbur begår selvmord), optaget i Skotland med lokale skuespillere, Nicolas Winding Refns Fear X (2003) og Valhalla Rising (2010), Thomas Vinterbergs It's All About Love (2003) og Dear Wendy (2005) samt Kragh-Jacobsens The Island on Bird Street (1997, Øen i Fuglegaden) og Skagerrak (2003).

Her markerer internationaliseringen sig med danskproducerede, men engelsksprogede film, lavet som europæiske koproduktioner med en lang række deltagende selskaber og fonde. Resultatet er ofte et nationalitetsmæssigt diffust produkt, såkaldt 'euro-pudding', der trods kvaliteter har svært ved at finde et publikum, både ude og hjemme.

Billede fra filmen Its All About Love
Thomas Vinterbergs It's All About Love (2003). Foto: Per Arnesen. Se filmens trailer på YouTube.

Forbrydelse betaler sig: Storhedstid for dansk tv-fiktion

Dansk tv-fiktion har oplevet en ny storhedstid gennem en række succesrige tv-serier, hvor forfatteren står som den centrale kreative kraft.

Stig og Peter Thorsboe fortsatte sammen eller hver for sig (ofte med henholdsvis Hanna Lundblad og Mai Brostrøm som medforfattere) med krimierne Rejseholdet (2000-04 – 32 afsnit), Ørnen (2004-05 – 24 afsnit) og Livvagterne (2009-10, 20 afsnit); TV2 fulgte op med Eddie Thomas Petersens Strisser på Samsø (1997-98 – 12 afsnit). Mest succesrig blev Stig Thorsboes Krøniken (2004-07 – 22 afsnit), der opfindsomt kombinerede tv-mediets historie i Danmark med et familiedrama på baggrund af dansk samfundsudvikling i perioden 1949-72.

Populære var også forfatteren Søren Sveistrups parforholdsserie Nikolaj og Julie (2002 – 22 afsnit) og krimierne Forbrydelsen (2007 – 20 afsnit) og Forbrydelsen II (2009 – 6 afsnit). Mere kunstnerisk ambitiøse var instruktør-styrede miniserier som Ole Christian Madsens efterkrigsdrama Edderkoppen (2000 – 6 afsnit) og Per Flys Forestillinger (2007 – 6 afsnit).

Serierne, der også har haft international succes (og bl.a. indbragt tre Emmy'er), har understøttet den generelle tendens til amerikansk påvirket genreorientering og har samtidig givet det danske produktionsmiljø en vigtig mulighed for udfoldelse og professionel dygtiggørelse, ikke mindst for en lang række af periodens centrale filminstruktører – bl.a. Niels Arden Oplev, Per Fly, Lone Scherfig, Henrik Ruben Genz, Ole Christian Madsen og Rumle Hammerich.

Det personlige og det universelle: Dokumentarfilm siden årtusindskiftet

Dokumentarismen fortsætter med modne værker som Jørgen Leths Nye scener fra Amerika (2003), Anne Wivels Menneskenes land - min film om Grønland (2006), Morten Henriksens Med ret til at dræbe (2003), om modstandskæmpernes stikkerlikvideringer, og Ole Roos' portrætfilm Ib Schønberg (2000) og om Henrik Stangerup, At skrive eller dø (2006).

Men mest markant er den ny dokumentarisme, der frodigt bryder igennem i det nye årtusind. Sami Saif og Phie Ambos Family (2001) almengør det private i historien om Saifs forsøg på at finde sin arabiske far. Også i Max Kestners korte genistreg Rejsen på ophavet (2004) krydses det selvbiografiske med det universelle. Med lignende optik ser Niels Frandsens Epidemien (2001) på den store polioepidemi i 1952.

Billede fra dokumentarfilmen Rejsen på ophavet
Max Kestners Rejsen på ophavet (2004).

Pernille Rose Grønkjærs The Monastery (2006) portrætterer to excentriske personligheder, Asger Leths Ghosts of Cité Soleil (2006) skildrer bandelivet i Haiti indefra, og Anders Østergaard kommer med de fabulerende kunstnerportrætter Tintin et moi (2003), om tegneserieskaberen Hergé, og Gasolin' (2006), om den danske rockgruppe, den mest billetsælgende danske dokumentarfilm.

Den politiske dokumentar dyrkes i Tómas Gislasons visuelt nyskabende Den højeste straf (2000), om to tragiske danske skæbner i Stalin-tidens Sovjetunionen, Eva Mulvads Vores lykkes fjender (2006), om en kvindelig afghansk politiker, Christoffer Guldbrandsens kontroversielle tv-dokumentar Den hemmelige krig (2006), om danske specialstyrkers udlevering af afghanske krigsfanger til amerikanerne i strid med Geneve-konventionen, og Dagbog fra midten (2009), en slags politisk komedie om Ny Alliances storhed og fald, samt Anders Østergaards Burma VJ: Reporter i et lukket land (2008), sammensat af illegalt optagede videoreportager. Hertil kommer Max Kestners danmarksfilm Verden i Danmark (2006) samt Magtens billeder (2004), en serie på tolv dokumentarfilm, hvor skiftende instruktører foretager kritiske nedslag i samfundsdebatten.

I skæringen mellem dokumentar og fiktion ligger Morten Hartz Kaplers mockumentary AFR (2007), om mordet på en dansk statsminister.

Billede fra dokumentarfilmen Burma VJ: Reporter i et lukket land
Anders Østergaards Burma VJ: Reporter i et lukket land (2008). Se filmens trailer på YouTube.

Se flere trailers fra årtiets film på YouTube

Anja & Viktor – i medgang og modgang (2008)
En kort en lang (2001)
I Kina spiser de hunde (1999)
Ved verdens ende (2009)
Elsker dig for evigt (2002)
Headhunter (2009)
Mænd der hader kvinder (2009)
Klatretøsen (2002)
Fighter (2007)
Allegro (2005)
Applaus (2009)
Dancer in the Dark (2000)
Manderlay (2005)
An Education (2009)
I Am Dina (2002)
Valhalla Rising (2009)
The Island on Bird Street (1997)
Skagerrak (2003)
Vores lykkes fjender (2006)

Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut
/ Danish Film Institute

EAN-nr: 5798000794085
CVR-nr: 56858318

Gothersgade 55
1123 København K

Tlf. +45 3374 3400
Fax +45 3374 3401
E-mail: dfi@dfi.dk

Cinematekets billetsalg
TLF. +45 3374 3412