Det Danske Filminstitut (1972)

Med 1972-lovens etablering af Det Danske Filminstitut blev det meget omdiskuterede konsulentsystem indført. Efter en turbulent start tog filmbranchen efterhånden støttesystemet til sig og fik senere også 50/50-ordningen til de populære folkelige film. 25 % af støttemidlerne var øremærket til film for børn og unge. Nye støtteordninger uden for DFI kom til og styrkede en internationalisering af dansk film.

DFISTORESØNDERVOLDSSTRAEDE_untitled04

Det Danske Filminstitut (1972-1996) havde til huse i Store Søndervoldstræde.

Forhistorie

Filmfondens lovgrundlag (1964-loven) var uklart med hensyn til, hvilke kompetencer Filmfonden og Filmrådet havde i forhold til hinanden. Der var derfor brug for ændringer og en modernisering af filmloven. Den nye ’Lov om film og biografer’ kom i juni 1972 og med den oprettelsen af Det danske Filminstitut eller Filminstituttet (FI), som det blev kaldt. Film- og biografbranchen havde undergået så store forandringer, at det ikke længere var muligt at opretholde en professionel dansk filmproduktion uden hjælp fra staten. Biografernes billetsalg var op gennem 60’erne faldet med 30 %, og de private filmproducenter fik sværere og sværere ved at finansiere de danske film.

Formål

FI havde til opgave ”at fremme filmkunsten i Danmark”. I forhold til 1964-loven bestod de nye opgaver bl.a. i at oprette et statsligt filmstudie, drive ”en workshop med filmiske forsøg”, uddele støtte til co-produktioner samt ikke mindst etablere en filmkonsulentordning, der skulle erstatte Filmrådet.

Hvis en kunstnerisk filmproduktion skulle opretholdes, var det nødvendigt fra statens side også at kunne tilbyde studiefaciliteter. I februar 1972 købte staten derfor de tidligere ASA-studier på Blomstervænget i Lyngby og kaldte det Det Danske Filmstudie. Studiet skulle drives på markedsvilkår.

Hvad Workshoptanken angår, så var den ikke helt ny. Danmarks Radio og Filmfonden indgik i 1970 en aftale om oprettelse af en workshop til produktion af eksperimenterende film og programmer, der ikke passede ind i det eksisterende produktionssystem. Med den nye lov overtog staten denne opgave alene. For også at give filmfolk udenfor København mulighed for at lave film blev Videoværkstedet i Haderslev oprettet i 1977.

Co-produktioner blev en nødvendighed i de kriseramte 70’ere. Der blev indgået aftaler med bl.a. Danmarks Radio (fx Bille Augusts ’Honningmåne’, 1978), Kortfilmrådet (fx Frits Rabens ’Operation kirsebærsten’, 1972) , Statens Filmcentral (fx Jon Bang Carlsens ’En fisker i Hanstholm’, 1977) og Sveriges Radio (fx Jannik Hastrups ’Trællene 1-9’, 1978-80).

Den nye konsulentordning skulle støtte udvikling og produktion af film på baggrund af en vurdering af et projekts kunstneriske kvaliteter. Grundtanken i konsulentsystemet var og er den dag i dag, at beslutninger om støtte er funderet i en personlig, faglig kvalitetsvurdering og ikke præget af konsensusbeslutninger, der har tendens til at søge mod det sikre. De to konsulenter, udpeget af Kulturministeriet, var åremålsansatte for to år og kunne ikke genansættes. Konsulenterne skulle være uafhængige af filmbranchens film- og biografselskaber. Den endelige beslutning om produktionsstøtte efter indstilling fra konsulenterne skulle tages af FIs bestyrelse.

De første år

Overgangen til et nyt støttesystem blev turbulent. Der var udbredt kritik af valget af konsulenter, samt medlemmer til bestyrelse og repræsentantskab. En del af disse personer trak sig hurtigt, da det viste sig, at støttemidlerne var meget begrænsede. Den første bestyrelse bestående af 5 medlemmer krævede støttebeløbet på 5 mio. kr. fordoblet, og da dette ikke skete, gik den af. De første filmkonsulenter valgte også at trække sig, da der var uoverensstemmelse mellem deres og bestyrelsens opfattelse af jobbet. Nye folk blev ansat i løbet af foråret 1973, og først derefter gik det egentlige arbejde i gang.

Oven i denne turbulente start kom så sagen om støtten til Jens Jørgen Thorsens ’The many faces of Jesus Christ’. Filmen blev indstillet til støtte på 600.000 kr., hvilket blev efterkommet i bestyrelsen – og så brød helvede løs. Støttetildelingen blev voldsomt kritiseret af kristelige organisationer, der ikke mente, at det var statens opgave at støtte pornografiske og blasfemiske film. I første omgang blev filmen ikke til noget, men i 1975 søgte Thorsen igen og fik atter støttetilsagn fra FI. Efter endnu en voldsom debat trak FI støtten tilbage efter anbefaling fra kammeradvokaten. Jens Jørgen Thorsen fik dog i 1992 realiseret en film om Jesus med titlen ’Jesus vender tilbage’.

De etablerede produktionsselskaber (Nordisk Film, Palladium og Saga) opgav på forhånd at søge støtte til deres folkelige film. Der var mange serie-film som ’Soldaterkammerater’-, ’Olsen-Banden’- og ’Stjernetegn’-filmene, der stadig kunne spille sig ind i begyndelsen af 70’erne. Filmstøtten gik derfor mest til mindre produktionsselskaber og til uafhængige instruktører som fx Esben Høilund Carlsen (’Nitten røde roser’, 1974) og Flemming Quist Møller (’Prins Piwi’, 1974). Der var meget begrænsede støttemidler i puljen i de første år, og først omkring 1975 kom der flere midler til området.

I 1975 forsvandt biograf- og udlejerbevillingssystemet, og billetafgiften blev afskaffet. Det affødte en livlig handel med biografer, og hermed opstod de første multibiografer i Danmark.

Filmstøtte

Ideen med den nye konsulentordning var at finde en model, som både kunne tiltrække den nødvendige privatkapital og sikre staten, at støtten blev tilbagebetalt i videst muligt omfang. Filmene kunne støttes mere eller mindre massivt. En del film blev i starten støttet med 90 % af det samlede budget, men støtteprocenten faldt løbende over de følgende årtier. Tilbagebetalingen af støttebeløbet skete først, når den private producent havde fået dækket sin investering plus op til 100 % oveni. Herefter skulle tilbagebetalingen til FI begynde, og når den var tilendebragt, tilfaldt yderligere indtægter producenten.

Ændrede filmforhold

Mod slutningen af 70’erne stod det klart, at selv den kommercielle del af den danske filmbranche ikke længere kunne klare sig på almindelige markedsvilkår. ’Olsen-banden’-filmene var efterhånden de eneste film, der kunne spille sig ind, og de ’gamle’ selskaber kom med i feltet af ansøgere til statens støttekroner. Det betød stort set et farvel til folkekomedien, da støttemidlerne kun blev givet til kunstneriske projekter. 49 forskellige instruktører fik støtte i perioden 1973-81, så på den måde havde 1972-loven opfyldt sit mål med at give nye folk en chance. Det årlige støttebeløb steg gradvist op gennem 70’erne og var i 1980 på 36 mio. – en tredobling på bare 2 år. De øgede støttemidler blev bl.a. brugt til film som ’Mig og Charly’ (Morten Arnfred og Henning Kristiansen, 1978), ’Vinterbørn’ (Astrid Henning-Jensen, 1978) og ’Vil du se min smukke navle?’ (Søren Kragh-Jacobsen, 1978), som alle blev pæne succeser både hos publikum og anmeldere. I 1980 blev der indgået en co-produktionsaftale mellem FI og Danmarks Radio. De to institutioner skulle bidrage ligeligt til en pulje, og filmene kunne så vises på tv 18 mdr. efter biografpremieren.

1982-loven

Filmloven skulle revideres i begyndelsen af 80’erne og for første gang kom den til at hedde ’Lov om film’ – biograferne var ikke længere inkluderet. I det store og hele blev tankerne fra 1972-loven bevaret. Filmkonsulenterne blev med den nye lov ansat for 3 år ad gangen, og afløsningerne skulle ske forskudt, så der blev mere kontinuitet i arbejdet.

Nyt i loven var en styrkelse af film for børn og unge. Mindst 25 % af støttemidlerne skulle nu gå til børne- og ungdomsfilm, og det gav selvsagt et enormt løft til disse genrer. Fra 1983 blev der ansat en regulær børnefilmkonsulent.

50/50-ordningen

I 1989 kom der igen en ny filmlov. Ikke meget var ændret, men én markant nyskabelse var der dog. Filmproducenterne havde presset på for at få en mere markedsorienteret ordning sideløbende med den mere kunstnerisk orienterede konsulentordning. Den nye 50/50-ordning blev altså etableret med henblik på at kunne støtte populære folkelige film med en bred publikumsappel og gik ud på, at hvis producenten kunne komme med 50 % af en films finansiering, så bidrog FI med resten. Ingen konsulent skulle vurdere filmprojektet, men en vurdering af filmens finansielle og produktionsmæssige forhold samt publikumspotentiale skulle indgå. Støtterammen var højst 3,5 mio. kr. pr. film. Fra 1981-1987 var ingen fuldt privatfinansierede film blevet produceret, og producenterne var glade for den nye ordning, der betød en genkomst af de danske folkekomedier og familiefilm som fx ’Krummerne’ (Sven Methling, 1991). 50/50-ordningen satte gang i en skrantende branche, og filmene, der kom ud af det, svingede i kvalitet, præcis som de konsulentstøttede film. Siden er ordningen blevet revideret til en 60/40-ordning, og i 2011 har Markedsordningen, der ’sigter mod film med et stort publikumspotentiale’, afløst 60/40-ordningen.

Internationalisering og nye støtteordninger

I 1988 og 1989 vandt henholdsvis Gabriel Axel og Bille August en Oscar i kategorien ’Best Foreign Language Film’ for ’Babettes gæstebud’ og ’Pelle Erobreren’. Året efter var ’Dansen med Regitze’ (Kaspar Rostrup, 1989) nomineret, men vandt ikke. Omverdenen fik stille og roligt øjnene op for Danmark som filmland, og det blev lettere at hente kapital i udlandet til co-produktioner. Lars von Trier satte for alvor skub i tingene med sit internationale gennembrud ’Europa’ i 1991, hans første engelsksprogede film med en bred vifte af europæiske investorer i ryggen. Det blev op gennem 90’erne mere almindeligt at se udenlandske skuespillere i danske film, og flere instruktører, bl.a. Bille August, gjorde karriere i udlandet. DFIs festivalafdeling gjorde en stor indsats for at få flere danske film med på udenlandske festivaler, og Lars von Trier var fast gæst - og ofte vinder af priser - på verdens vigtigste filmfestival i Cannes.

I løbet af 90’erne kom der flere støtteordninger til. Nordisk Film- og TV Fond blev stiftet af Nordisk ministerråd i 1990 og skulle støtte og fremme nordisk producerede film og tv-udsendelser samt distributionen af disse inden for Norden. EU- støtteordningen MEDIA åbnede 1. januar 1992 sit informationskontor MEDIA Desk i Danmark. Ordningen blev etableret for at støtte produktion og distribution af europæiske film- og tv-produktioner i et forsøg på at styrke den europæiske filmkultur overfor især den amerikanske. Kontoret blev finansieret 50 % af EU-kommissionen og 50 % af FI. Eurimages var en anden europæisk ordning, som støttede europæiske co-produktioner bl.a. ’Min fynske barndom’ (Erik Clausen, 1994).

I 1994 blev Dansk Novellefilm (senere: Novellefilm) etableret. Her kunne man søge støtte til korte fiktionsfilm, og ordningen var tænkt som ’rugekasse’ for endnu ikke etablerede instruktører. FI, DR, TV2 og Kulturministeriet bidrog med midlerne, og SFC distribuerede. Enkelte af de film, der blev produceret her, blev til spillefilm, (fx Jonas Elmers ’Let’s get lost’, 1997). Ordningen lukkede i 2003 efter at have produceret 89 film i det korte format.

Alt under ét tag

I begyndelsen af 90’erne opstod tanken om at lægge de tre store filminstitutioner Det Danske Filminstitut, Det Danske Filmmuseum og Statens Filmcentral sammen. Filmens forestående 100-års fødselsdag og København som kulturby i 1996 virkede som en oplagt mulighed for at styrke dansk film. I 1994 lejede Kulturministeriet sig ind i den gamle Gutenberghus-bygning i Gothersgade i København, og de fysiske rammer for et samlet filmhus var på plads.


Adresser
Store Søndervoldstræde, 1419 København K.

Direktører
Erik Hauerslev: 1972-1973.
Leif Feilberg: 1974-1976 (han dør 2/7 1976).
Finn Aabye: 1/12 1976–31/8 1988.
Mona Jensen: (konstitueret): 1/9 1988-31/10 1988.
Erik Crone: 1/11 1988-31/10 1990.
Mona Jensen (konstitueret): 1/11 1990-31/03 1991.
Bo Christensen: 1/4 1991-4/3 1993.
Mona Jensen (konstitueret): 4/4 1993-31/8 1993.
Henrik Bering-Liisberg: 1/9 1993-29/9 1995.
Mona Jensen (konstitueret): 1/10 1995-31/12 1997.

Kilder
Filmen i Danmark, Niels Jørgen Dinnesen & Edvin Kau (Akademisk Forlag, København, 1983).
Dansk film 1972-97, red. Ib Bondebjerg, Jesper Andersen & Peter Schepelern (Munksgaard/Rosinante, København, 1997).

Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut
/ Danish Film Institute

EAN-nr: 5798000794085
CVR-nr: 56858318

Gothersgade 55
1123 København K

Tlf. +45 3374 3400
Fax +45 3374 3401
E-mail: dfi@dfi.dk

Cinematekets billetsalg
TLF. +45 3374 3412