Friday Late Night danmarkspremiere: Chemical Brothers - Don't Think

TRIP. Kom til danmarkspremiere, når big beat-pionererne Chemical Brothers byder på en sugende psykedelisk malstrøm af lys og lyd i totaloplevelsen 'Don't Think'. Der er happy hour-bar med elektroniske toner inden filmen.

Chemical-Brothers-stor

Den elektroniske big beat-duo Chemical Brothers' transcendentale fusion af dance-musikkens inciterende rytmer og rockens fræsende energi har siden midten af 1990'erne været ledsaget af videokunstneren og visual effects-mageren Adam Smiths tranceskabende billedcollager og myldrende, lysmuterende backdrops.

Den ultimative totaloplevelse

Først fremført til ulovlige raves ved hjælp 16mm-fremvisere, simpel computergrafik og andre old school-greb, siden perfektioneret med state of the art-teknikker til brug ved gigant-shows med henblik på iscenesættelsen af den ultimative totaloplevelse.

En sådan oplevelse fik 50.000 tunneltunede japanske fans ved Fuji Rock Festival sidste år, da Smith & Chemical Brothers bød op til dans på det berømte bjerg i silende regnvejr og forenede himmel og jord i en sugende malstrøm af vand, lys og lyd.

Frugtfarve i frit flow

Koncerten blev filmet med 20 kameraer af et crew anført af Smith selv og vist i udvalgte biografer verden over i foråret 2012. Cinemateket er glade for, i samarbejde med EMI Music, at kunne give filmen sin danske premiere i Friday Late Night-biffen den 31. august.

Velkommen til en aften i selskab med neon-æstetik på overdrive, klovne på syre, frugtfarve i frit flow – og en sætliste der byder på krops- og hjernevridende hits som 'Out Of Control', 'Hey Boy, Hey Girl' og 'Block Rockin’ Beats'. "Årtiets event på film," skrev Mixmag, "en psykedelisk klassiker," konstaterede Mojo, "sublim, trippet, oplivende. Tro ikke, bare fald i svime," anbefalede Rolling Stone.

Der er happy hour-bar fra kl. 20.00 med snurrende skiver i diskoteket. Filmen begynder kl. 21.30.

Tid: Fredag den 31. august kl. 21.30
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online og på tlf. 3374 3412

Kommentar

Indsæt kommentar på siden:

Se retningslinjer for kommentarer.
Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut
/ Danish Film Institute

EAN-nr: 5798000794085
CVR-nr: 56858318

Gothersgade 55
1123 København K

Tlf. +45 3374 3400
Fax +45 3374 3401
E-mail:

Cinematekets billetsalg
TLF. +45 3374 3412