Charlie Chaplin Classic: 'Moderne tider'

MASKINERI. Den udødelige 'Moderne tider' skildrer Charlie Chaplins møde med den industrielle udvikling, centraliseringen og overgangen til et massesamfund i mellemkrigstidens USA. Du har to chancer for at opleve denne Chaplin Classic.

 

Moderne-tider-stor

Filmen er, ligesom Chaplins vagabondfigur, lidt af en anakronisme. Den holder stædigt fast i stumfilmens charme og visuelle komik, og selv om lydsporet på dette tidspunkt – i 1936 – for længst var opfundet, bruges det udelukkende til enkelte (raffinerede) lydeffekter foruden et sjælfuldt soundtrack.

Alt dette var Chaplin ellers på nippet til at ofre og var faktisk gået så vidt som til at skrive et fuldblods dialogmanuskript. I sidste ende frygtede han dog, at både stumfilmromantikken og det globale publikum ville gå fløjten, og det var først med 'Diktatoren' fire år senere, at Chaplin overgav sig helt til talefilmen.

Kaos i maskineriet

Charlie har i 'Moderne tider' fået arbejde på en fabrik, hvor der bliver gjort forsøg med at effektivisere arbejdernes rutiner. Ikke overraskende skaber den lille vagabond kaos i maskineriet og kommer i klemme i dets enorme tandhjul.

Herefter bliver han indlagt på et psykiatrisk hospital, og senere deltager Charlie i en politisk demonstration og havner bag tremmer. Til sidst vinder han dog den smukke fattige pige, som spilles af Chaplins daværende kone, Paulette Goddard. 'Moderne tider' var den sidste film med den stumme vagabond i hovedrollen.

Om lydsiden hører den kuriøse historie med, at Chaplin selv er krediteret for kompositionerne. Blandt dem finder vi vrøvlesangen 'Je cherche aprés Titine' (indspillet på en slags volapyk-italiensk-fransk) og 'Smile', der senere er blevet en evergreen i bl.a. Nat King Coles fortolkning.

Tid: Tirsdag den 19. juni kl. 19.15 og lørdag den 23. juni kl. 14.15
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online og på tlf. 3374 3412

Kommentar

Indsæt kommentar på siden:

Se retningslinjer for kommentarer.
Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut
/ Danish Film Institute

EAN-nr: 5798000794085
CVR-nr: 56858318

Gothersgade 55
1123 København K

Tlf. +45 3374 3400
Fax +45 3374 3401
E-mail:

Cinematekets billetsalg
TLF. +45 3374 3412