Sidste års Sundance-vinder er en charmerende, dybfølt og hjerteskærende kærlighedshistorie, og den er Månedens film i Cinemateket fra den 7.-17. juni.
"En forbavsende original, ærlig og dybfølt kærlighedshistorie," konkluderede New York Times om 'Like Crazy', der var det helt store samtaleemne på sidste års Sundance Film Festival.
Kærlighed per langdistance
Felicity Jones er fuldstændig bedårende som den unge britiske Anna, der studerer journalistik på et college i Los Angeles. Her møder hun den designstuderende amerikaner Jacob (Antor Yelchin). De to unge nærmer sig hinanden via deres fælles begejstring for Paul Simons album 'Graceland', og de forelsker sig hovedkulds. Da Annas visa udløber, beslutter hun sig for at blive i USA, men efter et besøg i England bliver hun nægtet indrejsetilladelse, fordi hun har forbrudt sig mod visareglerne.
Det bliver derfor kærlighed per langdistance for Anna og Jacob. Deres liv er domineret af ængstelige sms'er, ubesvarede telefonopkald, korte euforiske genforeninger og bittersøde goodbyes. Og hvor længe kan de opretholde deres forhold på de betingelser?
Tid: Den 7.-17. juni kl. 19.15
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online og på tlf. 3374 3412