FILMPIONERER. Maria Grønlykke har skrevet en bog om sine forældre: ’Lene og Sven Grønlykke, et erindringsportræt’. Den 18. november mindes hun forældrene med anekdoter og filmintroduktion, når vi viser debutfilmen ’Balladen om Carl-Henning’ og den svære toer: ’Thorvald og Linda’. I arrangementet deltager også filminstruktør Gert Fredholm og forfatter og journalist Henrik Jul Hansen, der begge arbejdede sammen med Grønlykke-parret.
Lene og Sven Grønlykke var ukonventionelle, nysgerrige og modige pionerer og iværksættere. De to beskæftigede sig med mangfoldige ting, og hver gang var deres resultater nyskabende: Film, restaurationsdrift, vinimport og meget andet. Deres historie begyndte med en skumgummifabrik i Tåstrup, og nu har deres datter, Maria Grønlykke, skrevet en bog om sine forældre: 'Lene og Sven Grønlykke, et erindringsportræt'.
Gert Fredholm Og Henrik Jul Hansen Om Grønlykke
Søndag den 18. november mindes hun forældrene med anekdoter og filmintroduktion, når vi både viser debutfilmen og den svære toer. I arrangementet deltager også filminstruktør Gert Fredholm og forfatter og journalist Henrik Jul Hansen, der begge arbejdede sammen med Grønlykke-parret.
'Balladen om Carl-Henning'
Begge film blev lovprist af de danske anmeldere for deres unikke, lyriske og menneskelige tone. Politiken skrev om ‘Balladen om Carl-Henning’: ”Og så kommer der pludselig en film, der rummer alt det i sig, man ønsker og efterlyser, en film, hvor Danmark er til stede i hver eneste meter, hvor landskabet spiller hovedrollen sammen med dets faste beboere.” Jesper Klein er blændende god som den lidt tilbagestående mejerimedhjælper, hvem det går så ilde.
'Thorvald og Linda'
Parrets film nummer to, ‘Thorvald og Linda’, gennemstrømmes ligeledes af en sjælden miljø- og stemningssans i sit kærlige billede af de brændevinsglade ‘børster’, der i årene inden 1. verdenskrig byggede den første jernbane i Vestjylland. Historien centrerer sig om den smukke unge møllerkone Linda (Stina Ekblad) og hendes kærlighedsaffære med ‘børsternes’ nye arbejdsformand Thorvald (Carsten Bang).
Tid: 'Balladen om Carl-Henning' kl. 14:15 (intro), 'Thorvald og Linda' kl. 17:15 - begge film vises søndag den. 18. november.
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online og på tlf. 3374 3412