MUSIK-MAGI. I anledning af biografpremieren på Don McGlynns dokumentar ’El Maestro Rafael Frühbeck De Burgos’ gæster hovedpersonen Cinemateket søndag d. 9. september.
I september tiltræder den 78-årige Rafael Frühbeck de Burgos som ny chefdirigent for DR SymfoniOrkestret og det fejrer vi i Cinemateket ved at vise McGlynns nye dokumentar hvori Frühbeck de Burgos bl.a. indkredser, hvorfor personen med dirigentstokken spiller så stor en rolle for kvaliteten af musikken. Vi kommer med bag kulisserne, når Frühbeck de Burgos underskriver kontrakt med DR, optræder ved fotosessions og står i spidsen for bl.a. Verdis storladne Requiem med DR SymfoniOrkestret og DR KoncertKoret. Vi er med, når Frühbeck de Burgos indleder en ny tradition med festlig nytårsgalla i Koncertsalen. Musikkens magi er en svær størrelse at beskrive i ord, men hovedpersonen gør et overbevisende forsøg og øser af sin glæde ved musikken, der kun er blevet større med årene.
Lone N. Sardemann / Cinemateket
Tid: Søndag den 9. september kl. 16:30
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online og på tlf. 3374 3412