ZOOLOGISK EKSPERIMENT. Se James Marshs Sundance-vinder om chimpansen Nim, der er et close-up på et radikalt sociologisk projekt, der afslører mere om menneskets sande natur end om sin hovedperson.
Hvor meget kan en chimpanse lære? Kan den kommunikere via tegnsprog? Ligner den mennesket så meget, at den kan begå sig i en social sammenhæng med komplicerede regler? Professor Herb Terrace fra Columbia University i New York kastede sig i 1973 ud i forsøget sammen med et dedikeret hold forskere. Undervejs opnåede de bemærkelsesværdige empiriske resultater, men stødte også ind i voldsomme problemer. "Man kan ikke give et dyr, som er i stand til at dræbe dig, en menneskelig opvækst," siger en af forskerne på et tidspunkt. For selv om Nim tilsyneladende viser empati, og selv om han måske har humor og sågar nyder at slappe af med en pot-joint i ny og næ, så sidder der stadig et sæt knivskarpe hjørnetænder i hans gab.
Tid: Torsdag den 20. september - onsdag den 26. september kl. 19:00
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online og på tlf. 3374 3412