Bogsamlingen består af 70.000 bøger og småtryk og er en af verdens største samlinger inden for emneområdet.
Samlingen dækker alle aspekter af filmens/tv's historie, produktion, æstetik, sociologi m.v. samt litteratur om enkelte personer og enkelte film- og tv-produktioner.
Samlingen indeholder værker på mange forskellige sprog, men hovedparten af samlingen er engelsksproget og dækker stort set al relevant litteratur, som falder indenfor bibliotekets anskaffelsespolitik.
Biblioteket har en omfattende samling af tidlig filmlitteratur fra begyndelsen af 1900-tallet, samt en mindre samling af litteratur fra 1700- og 1800-tallet om emner, der relaterer til filmens forhistorie.
Søgning
Alle bøger anskaffet fra og med 1985 er registreret i bibliotekets database Bibliorama. Basen indeholder også en del bøger af ældre dato.
Bibliorama indeholder desuden katalogposter på artikler i bøger, dvs. primært artikler i antologier, samt katalogposter på emnemapper med avisudklip.
Ældre bøger og artikler i bøger, som endnu ikke er inddateret (ca. 10.000 titler) kan søges i kortkataloger.
Benyttelse
Størsteparten af bogsamlingen kan hjemlånes. Håndbøger, sjældne bøger samt visse billedværker udlånes ikke. Alle bøger med hvid opstillingsetiket i publikumsdelen af biblioteket kan hjemlånes. Desuden kan en del af de bøger som er opstillet i magasiner hjemlånes.