Adgang
Det Danske Filminstituts Bibliotek er offentligt tilgængeligt, og samlingerne kan benyttes af alle.
Lån
Enhver der har fast bopæl i Danmark og som er fyldt 16 år, har ret til gratis hjemlån af bøger.
Sundhedskortet (sygesikringsbeviset) anvendes som lånerkort.
Tab af sundhedskortet skal meddeles biblioteket hurtigst muligt. Låneren er ansvarlig for lån indtil anmeldelsestidspunktet.
Lånere med bopæl uden for København kan få formidlet hjemlån gennem det lokale folke- eller forskningsbibliotek, f.eks. via bestilling i Bibliotek.dk.
Personer der midlertidigt opholder sig i Danmark, har ret til hjemlån, når en herboende dansker kautionerer for lånene. Kautionserklæringen underskrives ved personligt fremmøde i biblioteket, hvor der samtidig skal afleveres en kopi af kautionistens sundhedskort. Kautionisten hæfter som selvskyldnerkautionist. Adresseændring for kautionisten skal meddeles biblioteket. Kautionserklæringen kan kræves fornyet årligt.
Adresseændring
Adresseændring skal meddeles til biblioteket. Dette gælder også ved ændring af e-mailadresse. Låneren hæfter også for hjemlån, som er forgæves hjemkaldt på grund af fejlagtig adresse eller e-mail.
Hjemlån
Bøger og dubletter af tidsskrifter kan hjemlånes. Håndbøger, sjældne bøger, visse billedværker, udklipsmateriale og særsamlinger udlånes ikke, men kan benyttes på biblioteket.
Lånetid
Lånetiden er én måned.
Som en ekstra service udsender biblioteket pr. mail en servicemeddelelse om snarlig udløb af lånetiden. Disse meddelelser udsendes til lånere, som har opgivet deres e-mailadresse. Manglende modtagelse af disse friholder dog ikke lånerne fra selv at holde øje med afleveringsdatoen, som fremgår af udlånskvitteringen og lånerstatus i Bibliorama.
Fornyelse
Fornyelse af hjemlån kan inden lånetidens udløb foretages online, pr. telefon eller ved personligt fremmøde hvis bøgerne ikke er reserveret af andre. En titel kan maksimalt fornyes 5 gange.
Aflevering
Den der noteres for et udlån fra bibliotekets samlinger hæfter for det lånte og er ansvarlig for at det leveres tilbage. Rettidig aflevering skal ske senest på den sidste afleveringsdag inden for bibliotekets åbningstid. Aflevering i andre afdelinger i Filminstituttet sker på eget ansvar.
Der udleveres på forlangende en afleveringskvittering, som er dokumentation for at aflevering har fundet sted. Lånere der har opgivet deres e-mailadresse vil modtage kvitteringen som e-mail.
Gebyrer
Ved for sen aflevering opkræves et gebyr:
1. - 6. dag: kr. 5 pr. materiale
efter 7 dage: kr. 10 pr. materiale
efter 17 dage: kr. 25 pr. materiale
efter 30 dage: kr. 50 pr. materiale
+ kr. 150 i regningsgebyr
+ erstatning på materialet.
Blokering
Låner er blokeret, hvis der er skyldigt gebyr eller hvis låner ikke har afleveret materialer inden afleveringsfristen. Blokering ophæves ved betaling af samtlige skyldige gebyrer og aflevering af alle materialer med overskreden udlånsfrist.
Erstatning
Såfremt lånte materialer ikke afleveres eller afleveres i beskadiget stand (herunder personlige noter, overstregninger o.l.) skal låner erstatte de udgifter, som herved påføres biblioteket til genanskaffelse eller reparation.
Ved manglende betaling overdrages sagen til inkasso gennem SKAT.
Erstattet materiale er bibliotekets ejendom.
Udelukkelse
Overtrædelse af reglementet kan medføre midlertidig eller permanent udelukkelse fra at benytte biblioteket. Udelukkelse kan ligeledes ske, hvis låner i gentagne tilfælde ikke afleverer lånte materialer eller afleverer materialer i beskadiget stand.
Udelukkelse sker med 7 dages skriftligt varsel.
Krænkende adfærd over for bibliotekets personale og øvrige brugere, vil medføre øjeblikkelig bortvisning og udelukkelse.