30. august 2012
Mød DR SymfoniOrkestrets nye chefdirigent Rafael Frühbeck de Burgos i Cinemateket, hvor han selv vil introducere Don McGlynns nye dokumentarfilm om hans virke som dirigent.
I september tiltræder den 78-årige Rafael Frühbeck de Burgos som ny chefdirigent for DR SymfoniOrkestret. I anledning af biografpremieren på Don McGlynns nye dokumentar om den spanske maestro gæster hovedpersonen Cinemateket ved den nye sæsons første søndagsmatiné.
I dokumentaren indkredser Frühbeck de Burgos blandt andet hvorfor personen med dirigentstokken spiller så stor en rolle for kvaliteten af musikken. Vi kommer med bag kulisserne, når Frühbeck de Burgos underskriver kontrakt med DR, optræder ved fotosessions og står i spidsen for blandt andet Verdis storladne Requiem med DR SymfoniOrkestret og DR KoncertKoret.
Vi er med, når Frühbeck de Burgos indleder en ny tradition med festlig nytårsgalla i Koncertsalen. Musikkens magi er en svær størrelse at beskrive i ord, men hovedpersonen gør et overbevisende forsøg og øser af sin glæde ved musikken, der kun er blevet større med årene.
Læs mere og køb/bestil billetter her.