Filmene, som rystede Berlinalen

Til en god fest hører der skandaler, og Berlin har haft sin del af både mindre skærmydsler og store dramaer. Fra sin start var festivalen selv en form for politisk aktion; den skulle genkalde Berlins glorværdige fortid og hjælpe filmlivet i byen på fode igen. I begyndelsen blev filmudvælgelsen foretaget ikke så meget efter kunstnerisk værdi, men snarere efter politisk sensibilitet.

Det førte til ubehagelige situationer allerede i 1952 – festivalens andet leveår. Orson Welles ’Othello’ – som i sig selv havde haft et forfærdeligt forløb – blev fjernet fra festivalen efter en hidsig debat over Welles’ udtalelser om situationen i efterkrigstidens Berlin. Festivalens ledelse endte med at tillade filmen og sendte Orson Welles en formel invitation, men skaden var sket, og invitationen blev afslået.

Denne ”skandale” er i den mindre ende af skalaen, men langt fra den eneste. Så sent som 2008 blev filmen ’Tropa de Elita – Elitestyrken’ en udskældt Guldbjørne-vinder. Flere kaldte filmen fascistisk, og at juryformanden var den anerkendte – og socialistiske – instruktør Costa-Gavras formildede ikke filmens kritikere.

Skandalerne har været med til at forme Berlinalen på godt og ondt. Med denne serie kaster vi et blik på nogle af de film, der har skabt kontroverser på grund af enten filmenes indhold eller aktuelle politiske situationer.

SLET IKKE O.K.

I 1970 blev Michael Verhoevens ’O.K.’ inviteret til Berlinalens hovedkonkurrence. Da juryen så filmen, lød de første protester. Filmen blev ”neutraliseret”, og juryen bad udvælgelseskomiteen om at genoverveje deres indstilling, uanset at juryen faktisk ikke havde magt til at forbyde film.

Filmens indhold var da også særdeles kontroversielt og aktuelt. Vi følger en gruppe amerikanske soldater, som er ved gå til af kedsomhed i et fremmed land. I en horribel sekvens voldtager og dræber de en 15-årig pige, der er anklaget for at være kommunistisk spion. Filmens mest chokerende element er måske den ligegyldighed, som den eneste hæderlige soldat møder hos sine overordnede, da han rapporterer hændelsen. Filmen er en slet skjult henvisning til en virkelig hændelse fra 1966 i Vietnam, som den europæiske presse dækkede, og som i 1989 blev genfortalt af Brian de Palma ’De kaldte os helte’.

At filmen blev så stor en skandale, skyldtes i høj grad juryens sammensætning. Juryformanden var den amerikanske instruktør og krigshelt George Stevens, der hadede ’O.K.’, mens det jugoslaviske jurymedlem, Dusan Makavejev, støttede filmen. Spliden endte med at rive juryen fra hinanden, og konkurrencen blev aflyst. Nogle film blev vist, men langt størstedelen var blevet hevet ud af festivalen i sympati med den ene eller anden side.

SELVCENSUR OG PORNOGRAFI

Efter polemikken om ’O.K.’ ændrede festivalen struktur. Flere programmer blev iværksat, og yngre kræfter kom til. Det resulterede i mere eksperimenterende film og en større filmflade. De yngre kræfter havde efterlyst en debat om filmudvalget og et større fokus på det skæve. Med Nagisa Oshimas ’I sansernes vold’ (1976) fik de opfyldt begge deres ønsker - og skabt et ramaskrig i censurdebatten.

Filmen havde allerede skabt røre i pressen med sin fortælling om et par, som fortaber sig seksuelt i hinanden. Da tidspunktet for festivalpremieren nærmede sig, blev selve rullen konfiskeret fra operatørrummet af politiet – med henvisning til loven om, at det var ulovligt offentligt at vise pornografisk materiale.

‘I sansernes vold’ ér en provokerende film, og den blev efterfølgende forbudt i flere lande. Men Oshimas film er samtidig en poetisk og tankevækkende film om erotik og besættelse, og flere steder er den blevet betegnet som et moderne mesterværk. Andre igen kalder den en pornofilm forklædt som kunstfilm.

Filmen forblev låst inde under festivalen, men en gruppe filmelskere fik smuglet en anden kopi ind i landet, og den blev vist i en art guerilla-fremvisning i teateret på kunstakademiet under falsk navn.

HER DRÆBES HJORTE

Festivalen blev mødt med stærk kritik for sit bevidste fravalg af film fra socialistiske lande. Det var således først med filmen ’With You and Without You’ (1974), at østblokken officielt deltog i Berlinalen. I 1975 blev dørene åbnet på vid gab, og kvalitetsfilm fra Kina, Ungarn, Østtyskland og Sovjetunionen væltede ind.

Den nye åbenhed led dog allerede et massivt knæk i 1979 med filmen ’Deer Hunter’.

Sovjetunionen truede med at fjerne deres film fra festivalen. De mente, at filmen fornærmede ”det heroiske vietnamesiske folk.” Da festivalens ledelse nægtede at bøje sig, blev truslen til alvor, og festivalens andre socialistiske lande boykottede festivalen i solidaritet. Festivalens standpunkt blev rost, og set fra pressens side fremstod festivalen med langt mere integritet end under skandaleåret 1970.

BESÆTTELSEN AF DET GRÆSKE KONSULAT

En favorit blandt publikum og kritikere i 1999 var den tyrkiske ’Journey to the Sun’ af Yesim Ustaoglu. En kritisk fortælling om kurdernes forhold i Tyrkiet, om end med et håb om forsoning i tonen. Filmen omhandler venskabet mellem en kurder og en tyrker. Sidstnævnte får langsomt øjnene op for landets tilstand.

Filmen var i sig selv ikke den store skandale, men politiske begivenheder gav filmen en stor betydning. Den kurdiske leder Abdullah Öcalan var blevet fanget og udleveret til tyrkerne via mellemkomst fra Den Græske Ambassade. Tilhængere af Öcalans PKK-parti gik på gaderne i protest, og over hele verden var der aktioner. I København satte en kvinde ild til sig selv foran den græske ambassade, og i Berlin besatte en gruppe demonstranter Den Græske Ambassade, hvor de udskiftede det græske flag med et PKK-flag.

Den næste skandale kan vente rundt om hvert et programhjørne. Det skal blive interessant at se, om der er film på Berlinalen 2010, som sætter byen på den anden ende.

Se også månedens serie 'Lad Guldbjørnene danse' her: http://www.dfi.dk/Filmhuset/Cinemateket/Serie.aspx?serieID=4926

Martin Grøn, programredaktionen / Cinemateket