Print Bookmark and Share

Akira Kurosawa 100 år

/Akira Kurosawa ville være fyldt 100 år den 23. marts. Vi hylder den japanske mesterinstruktør med 12 af hans samurai- og samtidsfilm og et særarrangement den 5. marts.

Akira Kurosawa 100 år

Gennem dæmonernes porte

"En kunstner er for mig en person, der ikke vender blikket bort,” har Kurosawa sagt – og det levede han om nogen op til. Akira Kurosawas 50 år lange karriere spændte over både periodefilm og samtidsfilm i et væld af genrer – fra historiske actiondramaer som ’De syv samuraier’ til eksistentielle hverdagsfilm som ’At leve’.

Kurosawa var med i hele udviklingen af Japan fra halvfeudalt imperium til industrialiseret superstat, og hans film afspejler på mange måder denne udvikling. Særlig indfølt skildrer han den desillusionerede tilstand, Japan befandt sig i efter 2. verdenskrig. Kurosawa fik sit internationale gennembrud i 1951 med det originale, filosofiske krimidrama ’Rashomon - dæmonernes port’, der også skabte gennembruddet for japansk film i Vesten.

Den store japanske instruktør (der døde i 1998) ville være fyldt 100 år den 23. marts. Vi hylder ham med 12 film i denne måned, og flere følger i april. Den 5. marts fortæller ph.d. og Japan-ekspert Lars-Martin Sørensen om Kurosawa og introducerer 'Stray Dog'.

JAPAN EFTER 2. VERDENSKRIG
Kurosawa er i Vesten mest kendt for sine spektakulære samurai-film, ikke mindst 'De syv samuraier'. Han udviklede genren - under påvirkning af den amerikanske western - og anvendte den i 11 af sine film. Over halvdelen af Kurosawas film er dog samtidsfilm.

De seks film, Kurosawa instruerede mellem 1946-49, skildrer den tilstand, Japan befandt sig i efter 2. verdenskrig: Desillusion, fattigdom, kriminalitet, påvirkningen på godt og ondt fra den amerikanske besættelsesmagt. Det er film som 'One Wonderful Sunday', 'Drunken Angel' og 'Stray Dog', som alle har et stærkt moralsk budskab.

I 1950 brød Kurosawa igennem til det internationale publikum med 'Rashomon – dæmonernes port', der vandt Guldløven i Venedig. I 1950'erne og 60'erne blander nutids- og periodefilm sig ligeligt i Kurosawas produktion, og denne periode er kunstnerisk set nok den vigtigste. Hans værk spænder over såvel samtidsfilm som periodefilm og flere forskellige genrer, og ud over sine tre Shakespeare-baserede mesterværker, har Kurosawa overbevisende overført Dostojevskijs 'Idioten' og Maxim Gorkis 'Natherberget' til japanske miljøer.

TOSHIRO MIFUNE OG TAKASHI SHIMURA
De to skuespillere, der først og fremmest forbindes med Kurosawa, er Toshiro Mifune og Takashi Shimura. Mifune (1910 - 87) medvirkede i samtlige Kurosawa-film fra 'Drunken Angel' (1948) til 'Rødskæg' (1965). Han er den fulde bandit i 'Rashomon', bonde-kriger i 'De syv samuraier' og en japansk Macbeth i 'Blodets trone'. Det særlige ved Mifunes talent var hans hurtige kropssprog og mimik, siger Kurosawa i et af de interviews, som indgår i Adam Low's portrætfilm 'Kurosawa' (2001).

I mange Kurosawa-film spiller Mifune sammen med Takashi Shimura (1905-82), der har hovedrollen i 'At leve'. Shimura er desuden skovarbejder i 'Rashomon', den gamle samurai i 'De syv samuraier' og den alkoholiserede læge i 'Drunken Angel'. Shimura har ofte rollen som lærer eller faderfigur for Mifune, og samspillet mellem de to er gået over i filmhistorien.

EKVILIBRISTISK KLIPPETEKNIK
Kurosawa er ikke mindst blevet beundret for sin ekvilibristiske klippeteknik, som den f.eks. Kommer til udtryk i kamp-sekvenserne i 'Ran', 'Den skjulte fæstning' og 'De syv samuraier'. Kurosawa havde som regel meget materiale til rådighed, når han satte sig ved klippebordet, da han arbejdede med mange kameraer, som optog simultant. Til interiør-optagelserne i 'Himmel og helvede' benyttede han f.eks. Tre kameraer, og den berømte lyntogs-scene i samme film blev optaget med 11.

Ligesom Kurosawa var yderst pertentlig med den tekniske side af optagelserne, var han også meget omhyggelig med, hvad han filmede. Der eksisterer mange historier om, hvad Kurosawa udsatte sine medarbejdere for. Han rev f.eks. En hel borg-dekoration ned under produktionen af 'Blodets trone', fordi han mente at kunne se sømhuller (og man havde ikke søm i 1600-tallet). Under optagelserne til 'Rødskæg' satte han hele holdet i gang med at hælde te op i det uendelige, så krusene kunne få den rigtige patina.

INTELLEKTUELT UDMATTET
I midten af 1960'erne var Kurosawa involveret i flere kuldsejlede projekter. De japanske studier var på udkig efter blockbusters og ikke indstillet på at behandle Kurosawa anderledes end de instruktører, der på minimale budgetter leverede fem genrefilm om året. 'Byen uden årstider', der foregår i et stiliseret, poetisk slumunivers, blev ikke nogen publikumssucces. Kurosawa forsøgte at begå selvmord i december 1971. "Han var intellektuelt udmattet," siger hans søn, Hisao, i Adam Lows portrætfilm 'Kurosawa'.

Efter 1970 kunne Kurosawa ikke få sine film finansieret i Japan, og de manglende muligheder for at beskæftige sig med det, han levede for, var nok også en væsentlig baggrund for selvmordsforsøget: "Hvis du tager mig som person og trækker mine film fra, vil resultatet være lig nul," som Kurosawa skriver i sin selvbiografi.

AMERIKANSKE CO-PRODUCENTER
I 1975 fik Kurosawa et flot comeback med den sovjetisk producerede 'Dersu Uzala'. Filmen modtog en Oscar for bedste fremmedsprogede film. 'Kagemusha – Krigerens skygge' blev produceret med økonomisk støtte fra Francis Ford Coppola og nogle af Coppolas venner, heriblandt George Lucas.

Med 'Kagemusha' vendte Kurosawa tilbage til samurai-tiden, men nu i en mere mørk og dyster udgave end tidligere. Filmen ender i en blodig, apokalyptisk massakre og er et billede på krigens rædsler. 'Kagemusha' banede vejen for Shakespeare-filmen 'Ran', som Kurosawa optog på det berømte Mount Fujis brændte bjergsider. 'Ran' og 'Kagemusha' indeholder nogle af filmhistoriens flotteste kampscener og demonstrerer endnu engang Kurosawas enestående evne til at styre store statist-masser.

TILBAGE TIL RØDDERNE
Efter disse to farverige pragtfilm vendte Akira Kurosawa sig i sine sidste film mod sin barndomsverden og personlige historie: 'Kurosawas drømme', 'Rapsodi i august' og 'Mandayo'.

Da 'Rashomon' vandt Guldløven ved Venedig Film Festival i 1951, mente de japanske filmkritikere, at det var filmens eksotisme, der tiltrak publikum i Vesten. At vi bliver ved med at vende tilbage til hans film vidner om, at Kurosawa havde meget mere at byde på.

Jesper Andersen, programredaktør / Cinemateket

De syv samuraier

De syv samuraier


Japan i 1500-tallet. En landsby bliver jævnligt hjemsøgt af røvere, som stjæler afgrøderne og bortfører kvinderne. Da høsten nærmer sig, beslutter bønderne at hyre samuraier til at forsvare sig. Bønderne kan ikke betale med andet end kost og logi og må tage til takke med seks herreløse samuraier og den støjende, sake-glade Kikuchiyo, som bliver en del af gruppen. Bønderne betragter først samuraierne med rædsel (og lukker deres kvinder inde), men snart lader de sig villigt træne til den forestående kamp. Filmen er et af filmhistoriens mesterværker. Manuskriptet er spækket med fine detaljer, samuraierne fremtræder med hver deres omhyggeligt tegnede personlighed, og de imponerende kampscener er iscenesat og klippet med en utrolig energi. Helaftensfilm – billetpris: 75/50 kr.
Medvirkende: Takashi Shimura, Toshiro Mifune, Yoshio Inaba, Seiji Miyaguchi, Minoru Chiaki
Shichinin no samurai
Instruktør: Akira Kurosawa
Japan, 1954
35mm
Tilladt over 15 år, Danske undertekster

Forestillinger:

Der blev ikke fundet nogen fremtidige forestillinger.

Rashomon - Dæmonernes port

Rashomon - Dæmonernes port


’Rashomon’ vandt i 1951 Guldløven i Venedig og blev gennembruddet for japansk film i Vesten. Filmen foregår i det 12. århundrede, hvor tre vandrede søger ly i en tempelruin under en storm. De tænder et bål og diskuterer en foruroligende forbrydelse, der involverer en bandit, en samurai og dennes hustru. I flashbacks præsenterer de tre mænd fire udlægninger af samme forbrydelse. Fortællerne er ikke til at stole på, ligesom filmen ikke selv er det. Filmen afskriver med sine fire varianter af samme begivenhed sandheden på en måde, der nærmer sig nihilisme. Kurosawa tilfører dog også historien håb og menneskelig barmhjertighed.
Medvirkende: Toshiro Mifune, Masayuki Mori, Manchiko Kyo, Takashi Shimura
Rashomon
Instruktør: Akira Kurosawa
Japan, 1950
35mm
Tilladt over 15 år, Svenske/finske undertekster

Forestillinger:

Der blev ikke fundet nogen fremtidige forestillinger.

Den skjulte fæstning

Den skjulte fæstning


'Den skjulte fæstning' er en særdeles underholdende fortælling fra det 16. århundredes Japan. Toshiro Mifune leverer en pragtpræstation som generalen, der hjælper en detroniseret prinsesse, hvis klan er blevet besejret under en borgerkrig. Med tvivlsom hjælp fra to klodsede bønder eskorterer generalen prinsessen gennem fjendtligt territorium og transporterer samtidig en stor ladning guld til en skjult fæstning i skoven. Filmen var den første Kurosawa-film, der blev optaget i widescreen, og hans udnyttelse af formatet er formidabel. I storslåede optrin, det ene mere magisk, besættende og grandiost end det andet, føres vi gennem den hæsblæsende historie. 'Den skjulte fæstning' var en væsentlig inspirationskilde for George Lucas' 'Star Wars'.
Medvirkende: Toshiro Mifune, Misa Uehara, Minoru Chiaki
Kakushi toride no san-akunin
Instruktør: Akira Kurosawa
Japan, 1958
35mm
Tilladt over 15 år, Danske undertekster

Forestillinger:

Der blev ikke fundet nogen fremtidige forestillinger.

Livvagten

Livvagten


En omvandrende samurai, Yojimbo ankommer til en lille by, der er splittet mellem to rivaliserende købmænd og deres lejesvende. Han øjner chancen for at spille de to grupper ud mod hinanden og på den måde tjene lidt penge. Pludselig dukker en yngre bror til en af rivalerne op. Han er bevæbnet med den eneste revolver i miles omkreds. Men samuraien har et sværd, og det kan selv en revolver ikke hamle op med. Det lykkes også Yojimbo at befri en kidnappet skønhed og hjælpe hende og hendes mand på flugt. 'Livvagten' har mange traditionelle western-træk, den støvede hovedgade, ligkistesnedkeren og det endelige opgør. De eksplosive voldsscener er flot koreograferede, og Mifune er fremragende som den skruppelløse og fåmælte samurai. Filmen har dannet forlæg for blandt andre Sergio Leone's 'En nævefuld dollars' (1964) og Walter Hill's 'Last man Standing'.
Medvirkende: Toshiro Mifune, Tatsuya Nakadai, Takashi Shimura, Kamatari Fujiwara
Yojimbo
Instruktør: Akira Kurosawa
Japan, 1961
35mm
Tilladt over 15 år, Danske undertekster

Forestillinger:

Der blev ikke fundet nogen fremtidige forestillinger.

Himmel og helvede

Himmel og helvede


Gondo er direktør for en skofabrik. En dag ringer en kidnapper og kræver en uhyre løsesum for Gondos søn. Det viser sig imidlertid, at forbryderen har taget chaufførens søn i stedet. Gondo er på nippet til at ofre chaufførens søn, men han besinder sig i sidste øjeblik, og løsepengene afleveres - i en uforglemmelig scene på et lyntog. Efter udleveringen af drengen starter en hektisk politijagt. Kurosawa spiller på modsætningen mellem Gondos højtbeliggende, airconditionerede luksusvilla og livet i byens slumkvarterer. Kidnapperen fortæller i telefonen, at der nede i dybet er "hedt som i helvede". Hedebølgen udnyttes som et gennemgående visuelt element med lommetørklæder over svedige ansigter, ventilatorer og vifter, som bidrager til den nervøse stemning.
Medvirkende: Toshiro Mifune, Kyoko Kagawa, Tsutomu Yamazaki
Tengoku to jigoku
Instruktør: Akira Kurosawa
Japan, 1963
35mm
Tilladt over 15 år, Danske undertekster

Forestillinger:

Der blev ikke fundet nogen fremtidige forestillinger.

Rødskæg

Rødskæg


Den unge læge Yasumoto ankommer til en fattighospital i Edo. Hospitalet ledes af den røskæggede Dr. Niide. Yasumoto er ambitiøs og arrogant og føler sig højt hævet over hospitales personale og patienter. Rødskæg er derimod fuldstændig dedikeret til sine patienter og forlanger en asketisk livsførelse af sine ansatte. I mødet med Rødskæg, der også er en mester i nævekamp, ændrer Yasumoto langsomt holdning til sine patienter og begynder at engagere sig i deres liv. Kurosawas fineste udviklingshistorie udspiller sig på baggrund af en smuk, detaljemættet rekonstruktion af det gamle Edo. Helaftensfilm, billetpris: 75/50 kr.
Medvirkende: Toshiro Mifune, Yozu Kayama, Takashi Shimura
Akahige
Instruktør: Akira Kurosawa
Japan, 1965
35mm
Tilladt over 15 år, Danske undertekster

Forestillinger:

Der blev ikke fundet nogen fremtidige forestillinger.

At leve

At leve


Watanabe har været kontorchef på rådhuset i 30 år uden en eneste sygedag, da han får konstateret mavekræft. Han er enkemand og bor sammen med sin søn og svigerdatter. En aften kommer han til at overhøre deres beregnende planer for hans pension. I stedet for at betro sig til dem vandrer han ud i byens natteliv, og for første gang i sit liv drikker Watanabe sig fuld. Han bruger de sidste måneder af sit liv på at hjælpe andre og får etableret en legeplads i et boligkvarter trods modstand fra officiel side. Kurosawas billedskønne, poetiske film er en opfordring til at leve, mens man gør det, og et indlæg mod offentligt bureaukrati. To sange 'Happy Birthday' og en gammel japansk sang 'Livet er kort' har stor betydning i historien. 'At Leve' var en af Kurosawas egne favorit-film.
Medvirkende: Takashi Shimura, Miki Odagiri, Nobuo Kaneko, Makoto Kobori
Ikiru
Instruktør: Akira Kurosawa
Japan, 1952
35mm
Tilladt over 15 år, Danske undertekster

Forestillinger:

Der blev ikke fundet nogen fremtidige forestillinger.

En judosaga

En judosaga


Kurosawas debutfilm handler om den unge Sanshiro, der går i lære hos en stor judomester. Af ham lærer Sanshiro at beherske sine fysiske og åndelige kræfter. Han forelsker sig i den unge Sayo, der også efterstræbes af jiu-jitsu-mesteren Higaki. De mødes i en fantastisk kamp på en vindomsust bjergskråning i en sekvens, der er gået over i filmhistorien. Den enkle historie, der bygger på en roman af Tomita Ysuneo, er båret af smukt fotograferede kampscener og poetiske nærbilleder af sandaler, stofmønstre, blomster, himlen og månen. Ud over at etablere Kurosawa som instruktør, opnåede Susumu Fujita stjernestatus efter sin medvirken i filmen.
Medvirkende: Susumu Fujita, Denjiro Ôkôchi, Takashi Shimura, Yukiko Todoroki
Sugata Sanshiro
Instruktør: Akira Kurosawa
Japan, 1943
35mm
Tilladt over 15 år, Danske undertekster

Forestillinger:

Der blev ikke fundet nogen fremtidige forestillinger.

Stray Dog

Stray Dog


'Stray Dog' er blevet kaldt Kurosawas første mesterværk. Det er en fascinerende detektiv-thriller og samtidig et overbevisende sociologisk studie af Tokyo i efterkrigstiden. Kriminalbetjenten Murakami (Mifune) får stjålet sin pistol i en overfyldt bus. Da han risikerer at miste sit job - eftersom pistoler var en mangelvare i japan anno 1949 - beslutter han sig for at lede efter den, selv om opgaven synes håbløs. Han starter en hæsblæsende, labyrintisk jagt i Tokyos slum, forlystelsessteder og sortbørsmarked. 'Stray Dog' er i tidens film noir-stil inklusiv low key-lyssætning og moralsk tvetydig 'helt'. Stilistisk er filmen en af Kurosawas mest banebrydende, såvel fortælleteknisk som billedæstetisk. Introduktion ved Lars-Martin Sørensen den 5. marts.
Medvirkende: Toshiro Mifune, Takashi Shimura, Ko Kimura
Nora Inu
Instruktør: Akira Kurosawa
Japan, 1949
35mm
Tilladt over 15 år, Engelske undertekster

Forestillinger:

Der blev ikke fundet nogen fremtidige forestillinger.

The Bad Sleep Well

The Bad Sleep Well


Nishi (Mifune) er en ung, ambitiøs forretningsmand, som er på vej til at tage endnu et skridt op ad karrierestigen ved at gifte sig med datteren af Iwabuchi, firmaets administrerende direktør. Men Nishi er i virkeligheden en moderne samurai - en heroisk skikkelse, som har taget en ny identitet for at hævne sin far, der var vicedirektør i firmaet, og hvis død kan føres tilbage til Iwabuchi. Nishi hævnmetode er at blive en del af familien og ødelægge Iwabuchi indefra. Kurosawas imponerende saga om grådighed, korruption og hævn var den første film, som blev realiseret af instruktørens eget produktionsselskab.
Medvirkende: Toshiro Mifune, Takeshi Kato, Takashi Shimura, Masayuki Mori
Warui yatsu hodo yoku nemuru
Instruktør: Akira Kurosawa
Japan, 1960
35mm
Tilladt over 15 år, Engelske undertekster

Forestillinger:

Der blev ikke fundet nogen fremtidige forestillinger.

Blodets trone

Blodets trone


Denne 'Macbeth'-fortolkning er blevet kaldt den bedste af alle Shakespeare-filmatiseringer. Kurosawa fastholder alle handlingselementer i sin transformation af historien til feudaltidens Japan, men hans visuelt overdådige film indeholder også nye scener, som Shakespeare uden tvivl ville have misundt ham (fuglene i riddersalen, f.eks.). Efter at have nedkæmpet et internt oprør bliver de to krigere Taketoki Washizu (Mifune) og Yoshaki Miki kaldt hjem til hovedslottet. Da de rider gennem den skov, som omgiver slottet, møder de en mystisk gammel kvinde. Hun forudser, at Washizu vil få overdraget ansvaret for et slot og snart blive krigsherre, men at hans regeringstid bliver kort. Da det viser sig, at forudsigelserne holder stik, bliver Washizu i stigende grad korrumperet af sine egne ambitioner.
Medvirkende: Toshiro Mifune, Isuzu Yamada, Takashi Shimura, Minoru Chiaki
Kumonosu-jô
Instruktør: Akira Kurosawa
Japan, 1957
35mm
Tilladt over 15 år, Danske undertekster

Forestillinger:

Der blev ikke fundet nogen fremtidige forestillinger.

Sanjuro

Sanjuro


Efter succesen med 'Yoimbo' benyttede Kurosawa samme hovedperson i denne stilrene, humoristiske 'eastern', der indeholder mange mindeværdige kampscener og en forrygende (blodig) finale. Filmens charme er især knyttet til Sanjûrô i Mifunes skikkelse. Han fanger og fastholder opmærksomheden fra det øjeblik, han træder ind på scenen. Sanjûrô ankommer til en lille by og erfarer, at en gruppe samurai-lærlinge har planer om at omstyrte byens korrupte regime. Under sit brovtende, kyniske og snavsede ydre er Sanjûrô stadig tro mod begreber som retfærdighed og ære, og han bliver lærermester for de unge samuraier.
Medvirkende: Toshiro Mifune, tatsya nakadai, Yuzo Kayama, Akihiko Hirata
Tsubaki Sanjûrô
Instruktør: Akira Kurosawa
Japan, 1962
35mm
Tilladt over 15 år, Danske undertekster

Forestillinger:

Der blev ikke fundet nogen fremtidige forestillinger.

Kurosawa

Kurosawa


Et nærgående portræt af Akira Kurosawa og samtidig et fascinerende indblik i det japanske samfund i efterkrigstiden. Kurosawa fortæller om sine film i en række sjældne interviews, og der vises glimt af instruktøren under optagelserne til nogle af hans mesterværker. Dokumentarfilmen indeholder desuden interviews med f.eks. Kurosawas søn og datter, instruktørkollegaen Kon Ichikawa, skuespillere, fotografer og filmhistorikeren Donald Richie. Samtidig bringer Adam Low kommentarer fra fremtrædende beundrere i Vesten, herunder Clint Eastwood og James Coburn. 'Kurosawa' er en øjenåbner for såvel Kurosawa-kendere som de, der stifter bekendtskab med den japanske mesterinstruktør for første gang.
Medvirkende: Akira Kurosawa, Kon Ichikawa, Donald Richie, Clint Eastwood, Sam Shephard (speak)
Instruktør: Adam Low
Storbritannien, 2001
Betacam
Tilladt over 15 år, Engelske undertekster

Forestillinger:

Der blev ikke fundet nogen fremtidige forestillinger.

'Stray Dog' med introduktion

'Stray Dog' med introduktion
'Stray Dog' er blevet kaldt Kurosawas første mesterværk. Det er en fascinerende detektiv-thriller og samtidig et overbevisende sociologisk studie af Tokyo i efterkrigstiden. Kriminalbetjenten Murakami (Mifune) får stjålet sin pistol i en overfyldt bus. Da han risikerer at miste sit job - eftersom pistoler var en mangelvare i japan anno 1949 - beslutter han sig for at lede efter den, selv om opgaven synes håbløs. Han starter en hæsblæsende, labyrintisk jagt i Tokyos slum, forlystelsessteder og sortbørsmarked. 'Stray Dog' er i tidens film noir-stil inklusiv low key-lyssætning og moralsk tvetydig 'helt'. Stilistisk er filmen en af Kurosawas mest banebrydende, såvel fortælleteknisk som billedæstetisk. Introduktion ved Lars-Martin Sørensen den 5. marts.

Stray Dog

Stray Dog
Instruktør: Akira Kurosawa
'Stray Dog' er blevet kaldt Kurosawas første mesterværk. Det er en fascinerende detektiv-thriller og samtidig et overbevisende sociologisk studie af Tokyo i efterkrigstiden. Kriminalbetjenten Murakami (Mifune) får stjålet sin pistol i en overfyldt bus. Da han risikerer at miste sit job - eftersom pistoler var en mangelvare i japan anno 1949 - beslutter han sig for at lede efter den, selv om opgaven synes håbløs. Han starter en hæsblæsende, labyrintisk jagt i Tokyos slum, forlystelsessteder og sortbørsmarked. 'Stray Dog' er i tidens film noir-stil inklusiv low key-lyssætning og moralsk tvetydig 'helt'. Stilistisk er filmen en af Kurosawas mest banebrydende, såvel fortælleteknisk som billedæstetisk. Introduktion ved Lars-Martin Sørensen den 5. marts.
Medvirkende: Toshiro Mifune, Takashi Shimura, Ko Kimura
Nora Inu
Japan, 1949
35mm, 122 min. + 30 min. Intro.
Tilladt over 15 år, Engelske undertekster

Forestillinger:

Der blev ikke fundet nogen fremtidige forestillinger.

tryllefløjten5

BIO 12:30 middagsfilm

Gode historier og godt skuespil. For dig, der kan lide klassikere og film med noget på hjerte. Ny film hver uge. Kaffe med i billetprisen. I september bl.a. 'Billy the Kid' og 'Tryllefløjten' . Velkommen i BIO 12:30.
junglebogen

Bio Min Bio familiefilm

Film for hele familien hver måned i Bio Min Bio. Oplev 'Junglebogen' på stort lærred - den mest swingende og jazzede af samtlige Disney-film. Den sidste, som blev færdiggjort i Walt Disneys levetid. 29. august og 5.+26. september kl. 12:30.

Dagens film

/Cinemateket

Peter Schepelern introducerer 'Forbrydelsens element'

02.09.2010
Filmprofessor Peter Schepelern introducerer Lars von Triers spillefilmdebut, som han i bogen ’Lars von Triers elementer’ kelder for ”et nybrud af s...

Cairo Time

02.09.2010
Er du vild med Cairo, er dette filmen for dig! Juliette (Patricia Clarkson) rejser til Cairo for at mødes med sin mand. I stedet afhentes hun af de...

A Clockwork Orange (NY KOPI)

02.09.2010
En nådesløs satire over en nær fremtid, hvor sex, drugs og ultra-vold er en del af hverdagen – ligesom ekstreme behandlingsformer er det. Filmens a...

De ufrivillige

02.09.2010
Tåkrummende skarp samfundssatire, der leder tankerne hen på Roy Andersons suveræne hudfletninger af den svenske (u)normalitet. Östlund klipper mell...

Børnebiffen fredag 03. + 24. kl. 10:00 og 11:00

03.09.2010
Chloe på tre år er sammen med sin lillesøster Thea på togrejse i Indien. Det er varmt, og alle passagererne sover. Chloe prøver at vække dem med si...
Dagens film
Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut / Danish Film Institute
Gothersgade 55
1123 København K

Tlf. +45 3374 3400 / Cinematekets billetsalg: +45 3374 3412
Fax +45 3374 3401
E-mail:

stats