Bevaring af digitale film

Menneskehedens udforskning af verdensrummet blev måske ikke så omfattende som lanceret i Stanley Kubricks "Rumrejsen år 2001". Til gengæld var visionen om computerens indtrængen på vores analoge virkelighed så meget desto tættere på tingenes tilstand i dag.

Inden for filmproduktion foretages mere og mere af processen på elektroniske og digitale medier. Den dag, hvor filmproduktion ikke længere har behov for fotografisk filmmateriale, nærmer sig med foruroligende hast. Bevaringsmæssigt vil mange spørgsmål rejse sig, når filmmediet bliver digitalt. Filmarkiverne står foran en voldsom udfordring af både deres egen selvforståelse og omverdenens manglende indsigt i de levende billeders materielle egenskaber.

Der var engang, hvor et filmarkiv blev defineret ud fra den type film, der blev indsamlet og fremvist (fiktionsfilm, avantgarde-film, historiske film, lokale film etc.). De ældste filmarkiver havde typisk en kunstnerisk og historisk prioritering. Mesterværker fra filmhistorisk vigtige perioder og film af store instruktører blev indsamlet og præsenteret især for kommende filmkunstnere og filmstuderende. Typisk lå hovedvægten i samlingerne på lange fiktionsfilm og stumfilm. I løbet af 1960'erne blev der i de fleste europæiske lande indført pligtaflevering af nationalt producerede film, hvilket skulle sikre en mere generel indsamling af alle typer film, inklusive kort- og dokumentarfilm. Filmarkiverne blev dermed til arkiver til dokumentation af alle levende billeder og ikke museer i mere snæver kunstnerisk forstand. Stort set alle film var enten på brandfarlig cellulosenitrat eller sikkerhedsfilm på celluloseacetat.

10-50 års levetid

I dag optages professionelt producerede film på en lang række formater - fra amatørvideoformater til moderne 35mm kameranegativ - og film redigeres på alt fra traditionelle filmklippeborde til Avid- og Inferno-computerredigering. Distributionen foregår endnu, for spillefilmenes vedkommende, på 35mm kopifilm, men en større og større mængde film bliver distribueret direkte til tv eller video. Muligheden for digital projektion eksisterer, og snart vil den blive en realitet i selv de største biografer.

I fremtiden vil begrebet 'film' med andre ord ændre betydning og ikke længere have den fysiske kobling til en filmstrimmel. De fleste nationale filmarkiver vil tage konsekvensen og blive arkiver for 'levende billeder' med fokus på levende billeder beregnet til biografdistribution. Spørgsmålet er, hvordan filmarkiverne skal opbevare video- og digitale formater, der kun har en forventet fysisk levetid på 10-50 år? En acetat- eller polyesterfilms forventede levetid er på mere end 500 år! Hvordan skal filmarkivet udvælge den version af filmen, der skal bevares, når det endelige filmprodukt ikke er det samme i alle distributionsmedier? F.eks. kan en biograffilm i dag blive distribueret i 2,35:1 Cinemascope, dvd'en i 16:9 widescreen og tv-versionen i 4:3, hvor hver version indeholder billedinformation, der ikke nødvendigvis er på de andre versioner.

Måske er det største problem for filmarkiverne, hvordan man skal forholde sig til spørgsmålet om autenticitet. Hvis vi tager spillefilmen Anders Thomas Jensens "Blinkende lygter" som eksempel, er 35mm kameranegativet klart det tætteste på en original i traditionel forstand. Men denne film er en digital film, hvor alle effekter er introduceret i computerredigering og derefter udskudt på et nyt 35mm negativ. Den mest originale kilde til filmens data er derfor backup-båndene, der indeholder de data, hvorfra alle senere distributionsmedier er genereret.

Men denne type bånd er endnu yderst ustabile, både med hensyn til deres fysiske egenskaber og i forhold til hardware-afspillernes hurtige udskiftning. Det må derfor forventes, at filmens data skal overføres til nye medier og/eller nye filformater cirka hvert tiende år. Det nye digitalt udskudte negativ er den direkte kilde til biografkopierne, hvorfor dette materiale eller en 35mm duplikatmaster af dette materiale er det mest langtidssikrede medium for bevaring af filmen som biografoplevelse. Af økonomiske og praktiske grunde vil vi på Filmarkivet anskaffe en 35mm visningskopi til bevaring. På trods af, at en ny 35mm visningskopi ikke er noget ideelt udgangspunkt for en senere restaurering, vil denne være uvurderlig som originalt referencemateriale i forhold til, hvad premierepublikummet oplevede på lærredet den 3. november 2000.

Kolossal kopieringsbyrde

Hvis vi realistisk ønsker at bevare film som nationale kulturgenstande, må disse lagres under passende klimaforhold og på langtidsholdbare medier. Den forventede levetid for lagringsmedierne skal være mere end 50 år, hvis det på nogen måde skal være realistisk at bevare materialerne for eftertiden. Dette efterlader for de levende billeders vedkommende kun to muligheder: film eller håbet om et stabilt langtidsholdbart digitalt medium. Film produceret og distribueret som film skal og bør naturligvis ud fra etiske og autenticitetsmæssige principper bevares som og på film, hvilket ikke er en uoverkommelig opgave under gode klimastyrede opbevaringsforhold - og så længe der endnu produceres 35mm film!

Det er naturligvis muligt at kopiere og overføre digitale filer og video til nye medier hvert tiende år. Opgavens omfang kan dog sættes i perspektiv ved at antage, at de mere end 30.000 film i filmarkivets samling skulle bevares elektronisk/digitalt. Dette ville medføre en kopieringsbyrde på cirka ti titler dagligt. Det lyder måske ikke af meget, men selv om vi vidste, hvad der var den bedste og mest originale version og kopi af filmen, skal det sammenlignes med den nuværende kopieringskapacitet på konventionel 35mm film på 20-40 film pr. år. Samtidig vil de etiske overvejelser omkring de nye præsentationsformer inddrage problemstillinger, der ikke i samme grad er til stede i filmmediet. Vil det eksempelvis være i tråd med en videokunstners intention at vise et værk frembragt til visning på et tv anno 2002 på en plasma-skærm anno 2030?

Digital kopiering bliver billigere og mere pålidelig hele tiden, men dette ændrer ikke på det forhold, at hver produktion repræsenterer en produktionsomkostning på mellem en halv og flere millioner kroner, for slet ikke at tale om den kulturelle værdi. Med mere end 80 procent af filmene fra 1895-1930 tabt for altid er det uforståeligt, at en producer, instruktør eller statsinstitution tør stole på et magnetbånd til kr. 500 som bevaringsmedie for en produktion, der repræsenterer en monetær investering på mere end 1000 gange dette beløb.

Filmmaterialer sikrest

Passiv opbevaring af filmmaterialer ved lav temperatur og lav relativ luftfugtighed vil kunne holde filmmaterialer i god stand i mere end 500 år, før en kopiering er nødvendig. Moderne magnetiske og digitale formater vil skulle kopieres cirka 50 gange for at overleve den samme tidshorisont - og så er 'originalen' for længst væk.

Med risiko for at blive kaldt gammeldags og konservativ vil jeg derfor mene, at konventionel bevaring af levende billeder på cellulosenitrat, celluloseacetat og polyesterfilm stadig er en meget attraktiv løsning sammenlignet med alternativerne. Hvorvidt overførsel af levende billeder fra digitale og elektroniske medier til film er en økonomisk eller realistisk mulighed, skal jeg ikke komme ind på her. Ikke desto mindre kan vi på Filmarkivet på Det Danske Filminstitut, efter etableringen af optimale klimaforhold (5 grader Celcius og 30 procent relativ luftfugtighed), bevare filmmaterialer i mange hundrede år. Om det for de elektroniske mediers vedkommende overhovedet er muligt at fastholde en tiårig kopieringsprocedure over en periode på flere hundrede år, må tiden vise. Vi vil naturligvis følge de eksisterende teknologier, der teoretisk muliggør dette, men projektet vanskeliggøres af teknologiernes korte levetid, som dermed implicerer en bevaring af teknologierne selv (hardware, software, filformater, dokumentation, etc.).

Konklusionen er derfor, at selv om digitale medier er fantastiske i deres evne til at kunne distribueres i forskellige sammenhænge, er der ikke i dag noget reelt alternativ til filmmediet, når det gælder langtidsbevaring af levende billeder i høj kvalitet. De digitale og elektroniske formater skal naturligvis også bevares, men bevaringen af dette materiale kræver ikke alene optimale opbevaringsforhold, men også en stor investering i en teknologi, der løbende bliver mere og mere kompleks og fragmenteret.