Hvordan skal gamle film bevares

Materialet

Siden de levende billeders fremkomst i 1895 er film fremstillet på en fleksibel plastikbase. Den tidligste base var lavet af cellulosenitrat (heraf navnet celloidfilm). Cellulosenitrat var meget brandfarligt og blev fra 1920'erne gradvist afløst af celluloseacetat dog først fuldstændigt fra ca. 1950. I 1960'erne blev polyesterbasen taget i anvendelse til fotografisk brug, men først i 1990'erne er polyester blevet anvendt i større omfang til spillefilm. I dag bruges såvel acetatbase som polyesterbase som filmmateriale.

Nedbrydning af cellulosenitrat

Udover at cellulosenitrat er meget brandfarligt og kan selvantænde, er plastbasen let forgængelig og går i opløsning.

Nedbrydningshastigheden afhænger i særlig grad af temperatur og relativ luftfugtighed. Derfor opbevares nitratfilm normalt køligt og i særligt brandsikrede bokse. Variationer i nitratfilmenes kemiske sammensætning gør materialets forgængelighed højst uforudsigelig. Imidlertid mener man, at de mest uholdbare film er forsvundet. Den nyeste forskning antyder, at de stadigt eksisterende nitratfilm vil være mere holdbare end de nyere celluloseacetatfilm, forudsat at nitratfilmene konstant opbevares køligt og tørt.

Eddikesyndromet

Celluloseacetat er fremstillet ved en syrebehandling af cellulosefibre, hvorunder der samtidig tilsættes blødgører for at gøre plastbasen bøjelig. Denne sammenblanding er ikke stabil, hvorfor acetatbasen har en tendens til at udskille blødgøreren igen og gå i opløsning.

Nedbrydningsprocessen kræver vand (fugt fra atmosfæren) for at starte. Under den begyndende opløsning af acetatbasen frigøres nedbrydningsprodukter, som sammen med fugten i luften danner eddikesyre, der medvirker til at fremskynde processen - eddikesyren virker som katalysator på nedbrydningsprocessen. Når først nedbrydningen er startet, går den i en slags selvsving, idet eddikesyrekoncentrationen øges og dermed øges nedbrydningshastigheden. Når én film er angrebet vil koncentrationen af eddikesyre stige, og dermed kan andre film blive smittet, hvilket igen øger nedbrydningshastigheden - den onde cirkel er startet, og eddikesyndromet er i gang.

Der er tre måder at bremse processen på. De vil virke hver for sig, men mange gange stærkere hvis de virker sammen - den såkaldte synergieffekt.

Man kan bremse processen ved at sænke temperaturen omkring filmene. Herved løber alle kemiske processer langsommere.

Man kan reducere tilstedeværelsen af vand (lav relativ luftfugtighed).

Man kan reducere tilstedeværelsen af syre (fjerne eddikeramte film og isolere dem fra friske film, ventilere frisk luft omkring filmene, filtrere luften og/eller absorbere den frigivne eddikesyre i såkaldte "molekylefælder").

Hvad betyder eddikesyndrommet for filmene?

Plastikbasen krymper. Afstanden mellem perforations-hullerne bliver mindre, og filmen kan derfor ikke køres igennem filmgengiveren eller kopimaskinen - selv ganske få procents skrumpning gør filmene ubrugelig.

Basen bliver skør. Den mister sin fleksibilitet og knækker lettere i filmgengiveren.

Basen udskiller blødgører. Der dannes bobler eller krystaller på filmen, og den kan blive klæbrig.

Emulsionen bliver blød og tiltrækker snavs.

De i forvejen ustabile farver i farvefilm forsvinder, og filmene får hurtigt et rødt farvestik.

Det tidligste tegn på at eddikesyndromet er startet, er en umiskendelig lugt af eddikesyre. Dette har man udnyttet til at afsløre basens tilstand ved hjælp af farveindikatorer, der reagerer på selv ganske små mængder af eddikesyre. Dette er konservatorens vigtigste redskab i afsløringen af eddikeramte film. Frigivelsen af eddikesyre er også et alvorligt arbejdsmiljøproblem for operatører, filmarbejdere og andre, der skal håndtere materialet.

Hvordan bevares filmene bedst?

Ved at reducere opbevaringstemperaturen og den relative luftfugtighed bremses nedbrydningsprocessen op, og man får bedre tid til at vurdere, prioritere og kopiere filmene. Hvis man samtidig kan fjerne, opsuge eller frafiltrere eddikesyren, er effekten endnu større.

Alle acetatfilm vil før eller siden blive ramt af eddikesyndromet. Forskningen har efterhånden givet så stor indsigt i nedbrydningsforløbet, at man kan forudsige, at den forventede levetid i et almindelig dansk kontormiljø (21°C, 60-70% RF) vil være mellem 25-30 år før det autokatalytiske punkt nås. Det vil sige, der hvor nedbrydningsprocessen går i selvsving. Når først dette punkt er nået, går der kun 3-5 år, før processen er nået et kritisk højt niveau.

Sænkes temperaturen til 5°C og 35% RF, vil den forventede holdbarhed af i dag friske film være øget til 500 år, mens film der er gået i selvsving vil kunne holde i op mod 50 år endnu, før kopiering er absolut nødvendig.

Man kan også sige, at friske film kan holde i 50 år ved 21°C og 50% RF. Film der har nået det autokatalytiske punkt skal opbevares ved 4°C og 50% RF for at have endnu 50 år tilbage.

Hvorfor ikke overføre til DVD eller andre nye medier?

Man bør altid bevare genstande i det medie, de oprindeligt er skabt, hvis det overhovedet er muligt. Dette gælder både udfra et formidlings- såvel som et forskningssynspunkt.

Filmruderne kan læses uden brug af hjælpemidler blot ved at holde dem op mod en lyskilde.

Rigtigt opbevaret kan filmene aflæses i mere end 500 år måske mere end 1000 år.

Endnu er filmbilledets kvalitet ikke overgået af andre medier - men det nærmer sig.

Nye digitale medier udvikles så hurtigt, at man regner med, at gamle elektroniske formater skal migreres til nye mindst hvert 10 år.

Kvaliteten af nye medier øges betydeligt, hvorfor man ønsker at genscanne fra velbevarede filmoriginaler fremfor tidligere (dårlige) digitale indscanninger.

Det er bekosteligt både i materialer, udstyr og arbejdstid at migrere og genregistere en filmsamling som DFI's 30.000 titler hvert 10. år.

Men:

Digital formidling giver filmarkiverne en enestående mulighed for at vise titlerne, samtidig med at filmmaterialet bliver skånet og bevaret. Kommende generationer vil derfor stadig have mulighed for at se og forske i materialet i dets oprindelige fremstillingsform.