60 år

Den 11. november 1941 var dagen, hvor Dansk Kulturfilms bestyrelse vedtog at man ville realisere tanken om et Filmmuseum.. Det var ikke et spontant opstået ønske, for allerede i 1936 havde en gruppe journalister og filmskribenter der bl.a. talte Nationaltidendes Ole Palsbo og Socialdemokratens Georg Wiinblad, samt Politikens Knud Gantzel puslet med tanken om at oprette et filmarkiv. Filmarkiv eller Filmmuseum? Der syntes dengang at være mange forskellige meninger om hvad for en slags institution et filmmuseum skulle være. Skulle det være et arkiv for selve filmen, et museum for rekvisitter og apparater mm, eller et arkiv for dokumenter om filmen: breve, kontrakter, præmier mm.

"Filmen skal ikke på musæum..."

I ugebladet FILM fra april 1940 omtaler Arnold Hending det som et museum med rekvisitter, dekorationer og apparater fra den tid der allerede da var historie. Samme blad spørger i et efterfølgende nummer fra maj 1940 en række af stumfilmens store personligheder, der alle taler om apparater og rekvisitter og i øvrigt tilslutter sig tanken. Bortset fra Urban Gad, der i 1910 skabte filmhistorie med Asta Nielsens debutfilm "Afgrunden". I 1940 ledede han Grand Teatret i København og syntes bestemt ikke om ideen om et filmmuseum. "Filmen skal ikke på Musæum... Den skal have Lov til at leve i Erindringen, og kun der".

Her er det altså selve filmen han taler om og han fortsætter med at bemærke, at han selv for nylig havde nægtet at lade "Afgrunden" vise fordi han fandt den forældet. Og så går han glidende over til at tale om genstandene og også her mener har ikke et museum har noget funktion. At kunne se en dragt båret af en eller anden i en film fandt han ikke ville kunne udløse nogle følelser hos publikum. Men der arbejdes trøstigt på sagen, mens især Politikens Harald Mogensen i august 1940 harcelerer over en filmverden der herhjemme er spundet ind i råd og udvalg, der dog ikke synes at kunne komme frem til en beslutning om at oprette et filmmuseum. Han henviser til den store verden: England, USA, Tyskland og Frankrig og Sverige der har filmarkiver, og plæderer for at dette ikke alene er en samling af genstande fra filmens verden, men også et arkiv for film, samt ikke mindst en biograf, der løbende kan præsentere filmens mesterværker for opvoksende generationer. Dertil gerne et bibliotek for den blomstrende filmlitteratur, manuskripter mm.

Den danske stats arkiv for films og stemmer

Det er i det perspektiv Dansk Kulturfilms bestyrelse melder ud i november 1941. For formålet beskrives som at "tilvejebringe en studiesamling til brug for vordende og fungerende filminstruktører og -teknikere samt for videnskabeligt eller kunstnerisk interesserede og folkelige studiekredse". Det skriver bestyrelsen til justitsministeriets udvalg angående den audiovisuelle samling det går under navnet Den Danske Stats Arkiv for Films og Stemmer. Dette arkiv er ansvarlig for en samling af optagelser, der dokumenterer situationer og personer af historisk og national betydning, altså en samling af en helt anden karakter end den der skal varetages af det påtænkte filmmuseum.

Det må have været magtpåliggende at markere, at det Filmmuseum som man ønsker at oprette ikke er en konkurrent til det eksisterende arkiv, men tværtimod et supplement med en helt anden profil og dagsorden. Det nye Filmmuseum skal beskæftige sig med filmens kunstneriske udvikling i Danmark og i udlandet og derfor først og fremmest med spillefilm, kun med reportage- og dokumentarfilm i den udstrækning, hvor disse bidrager til filmkunsten.

Men tanken om at bevare levende billeder går altså herhjemme længere tilbage. Tilbage til ovennævnte Den Danske Stats Arkiv for Films og Stemmer. Som navnet antyder var det ikke filmen som kunst eller kultur der var i centrum for dette arkiv, men det at de levende billeder kunne bruges til at indfange og dokumentere kunst og kultur samt den omgivende historiske virkelighed..

Der var Anker Kirkeby, journalist ved Politiken, der i 1911 udkastede ideen om at skabe et film- og stemmearkiv. Anker Kirkeby tog i 1911 kontakt til Ole Olsen, generaldirektør for Nordisk Films Kompagni, og fik ham til uden vederlag at optage en række film af historisk interesse. Anker Kirkeby kunne via Politiken slå på tromme for projektet og kunne i en artikel i Politiken i marts 1913 bekendtgøre, at arbejdet med "Den Historiske Film" nærmede sig sin afslutning.

I april 1913 var scenen sat til grundlæggelsen af det første arkiv, der altså fik navnet "Den Danske Stats Arkiv for Films og Stemmer". Anker Kirkebys plan var, at arkivet skulle ligge i statens regi, og at det skulle være begyndelsen på et egentligt filmmuseum. Han fandt velvilje for tanken på Det Kongelige Bibliotek, hvor der blev afholdt et møde mellem overbibliotekar H. O. Lange og blandt andre hoffotograf og filmpioner Peter Elfelt og Ole Olsen.

Til dette arkiv blev der af Peter Elfelt og Ole Olsen i alt afleveret 70 film af forskellig længde fra under et minut til ca. ti minutter, der dokumenterer royale personer, statsmænd, kunstnere, opfindere, sportsudøvere m.m., billeder af København og billeder af moderne tekniske fremskridt. Alt i alt en broget forestilling, men også en unik samling tidsbilleder af dansk historie. Omkring anden verdenskrig blev arkivet flyttet til Nationalmuseet, hvor samlingen løbende blev udbygget, også med indkøb af ældre film, og den kom efterhånden til at indeholde flere tusinde film. På samme tid som overflytningen til Nationalmuseet fandt sted, blev Det Danske Filmmuseum grundlagt og i 1988 blev de to samlinger endelig ført sammen under sidstnævnte.

Det første filmarkiv på DVD

Filmene fra det første filmarkiv har altså haft en omtumlet skæbne. I lange perioder opbevaret under uhensigtsmæssige forhold, til tiden glemte. Men den enestående samling har næsten mirakuløst overlevet og de 70 film der i sin tid blev overdraget til arkivet eksisterer alle stadig. Det er værd at markere og Museum & Cinematek vil derfor benytte jubilæet til at udgive alle filmene på dvd med en kortfattet introduktion til hver film samt en samlet beskrivelse af dette første filmarkivs historie.
Nogle af filmene eller klip fra dem har været brugt i forskellige sammenhænge, men med dvd-udgivelsen præsenteres disse unikke optagelser for første gang samlet, som samling.

Bevaring og restaurering

Meget er sket på 60 år. Som det fremgår at f.eks. citaterne af Harald Mogensen, så var hovedtanken, at filmene skulle vises. Det er det stadig, men med årene er filmmuseer verden over kommet i samme dilemmaer som alle andre museer og arkiver: valget mellem at udstille/vise og bevare/sikre. Dilemmaet er ikke blevet mindre af, at film er et ganske skrøbeligt materiale. Derfor er bevidstheden om at forbedre opbevaringsforholdene og udbygge den viden, vi har om bevaringsforholdenes betydning, vokset, ikke mindst gennem de seneste 10-15 år. For at belyse den aktuelle viden om bevaring af film og fremlægge nogle af resultaterne af det arbejde, der gennem de sidste to år er gjort for at udbygge vores egen konkrete viden om filmsamlingen og dens tilstand, arrangerer Museum & Cinematek et internationalt seminar 11.-13. november 2001.

Internationalt seminar

Det er første gang der herhjemme afholdes et seminar specifikt om filmbevaring, hvortil en række internationale eksperter på forskellige felter bidrager med oplæg og diskussion. Arkivister, der har arbejdet med konkrete restaureringsprojekter, fortæller om dem og de etiske og filologiske overvejelser der indgår i arbejdet med at restaurere eller rekonstruere en film så den kommer tættest mulig på den version der i sin tid blev præsenteret i biografen.

Museumsinspektør Thomas C. Christensen vil berette om arbejdet med "Nedbrudte nerver", der er et forsøg på at benytte digital teknik som mellemled inden filmen igen udskydes på filmmateriale.

Uffe Lomholt Madsen vil fortælle om arbejdet med at restaurere de tidligere danske tonefilmeksperimenter. For selvom tonefilmens fremkomst for dansk film betød en endegyldig afsked med et verdensmarked, var vi herhjemme tidligt ude med eksperimenter med at fotografere lyd. En lang række af ingeniørerne Axel Petersen og Arnold Poulsen eksperimenter i 20'erne er bevaret og præsenteres på seminaret for første gang.

Forsker, mag.art. Esben Krohn fortæller historien om det første filmarkiv og forskningsassistent Lisbeth Richter Larsen fortæller om den rige samling arkivalier, som nu er katalogiseret, og som er en i international sammenhæng unik samling, der nu bliver tilgængelig for filmforskningen.

Andendagen er helliget mere tekniske aspekter af afgørende betydning for bevaringen af filmmateriale. Overordnet fortæller Jean-Louis Bigourdan, der kommer fra Image Permanence Institute i USA, om den aktuelle viden om bevaring af filmmateriale. Bigourdan har fungeret som konsulent for Filmarkivet i forbindelse med en grundlæggende undersøgelse af arkivets forhold, anbefalinger for et fremtidigt arkiv og udvikling af teknik til løbende klimaovervågning og beregning af filmmaterialets livsforløb.

Dette tjener som afsæt for arkivets medarbejdere, der fremlægger arbejdet med den tilstandsvurdering, der fremover skal være det værktøj, som en bevaringsindsats skal prioriteres i forhold til og som i øvrigt grundlæggende bedømmer materialets tilstand.

Arkivet undersøger i øjeblikket (2001, red.) konditionerne for et fremtidigt arkiv for nitratfilm. Peter Adelstein, der ligeledes kommer fra Image Permanence Institute, og Tim Patfield fra Nationalmuseet belyser nye synspunkter på bevaring af nitratfilm. De sidste oplæg vil være belysninger af aktuel bestræbelser inden for brug af digital teknik til restaurering. Paul Read informerer om den aktuelle viden herom, mens Rudolf Gschwind fra universitetet i Basel og Franziska Frey fra universitetet i Zürick belyser arbejdet med at udvikle modeller for farvetab og digital rekonstruktion af udblegede farver.

Alt sammen for vi fortsat skal kunne se filmkunstens perler som det var tænkt de skulle ses: i biografens magiske mørke, på stort lærred.

Indlæggene fra seminaret, der foregår på engelsk, vil senere blive samlet i en bogudgivelse.