Filmarkivet har modtaget Danmarks største private filmsamling, som vil udvide og komplementere indtrykket af dansk film samt skabe håb om større samarbejde mellem andre filmsamlere og Filmarkivet.
Filmsamlere er en ofte overset del af filmmiljøet. De er filmentusiaster, der i det skjulte nyder filmen både som en kunstart, men bestemt også som et teknisk vidunder. En stor fladskærm og en dvd/bluray er langt fra nok for disse aficionados, der foretrækker den ægte biografoplevelse derhjemme. Ofte har de annekteret et kælderrum eller en garage og opstillet en gammel 35mm filmprojektor med lærred, lydanlæg og biografstole til et selektivt indbudt publikum, familien eller bare til egen fornøjelse. Men hvad med filmene? Hvor kommer de fra? Hvor får de fat i dem? Filmsamlere er ofte et sky folkefærd, der ikke er meget for at offentliggøre deres samlinger af frygt for reprisalier, men de er et utroligt vigtigt element i filmbevarings øjemed, da de ofte ligger inde med film, som man troede var gået tabt. Filmene byttes ofte indbyrdes blandt samlerne eller anskaffes via udenlandske kontakter. Men det er heller ikke uvant for dem at stå på hovedet i en container eller to for at finde gamle filmruller, som bare er smidt ud.
Danmarks største privatsamling
I midten af 2010 fik Filmarkivet hvad der må regnes for en af Danmarks største filmsamlinger fra den afdøde Jørgen Storgaards familie. Han havde gennem et langt liv gjort film til sin store passion og opbygget en samling på omkring 1000 film på enten 8mm, 16mm eller 35mm. Samlingen er nu endelig gennemgået og registreret – og flere spændende filmarkivalier er dukket op.
Som det så ofte er tilfældet med private samlinger, er der tale om en skøn blanding af film fra mange lande og genrer. Specielt hans samling af omkring 300 spillefilm på 35mm er imponerende. Westerns, krigsfilm, komedier og krimier var de primære genre vi fandt i samlingen. Men i blandt dem var der også en samling af danske spillefilm fra selskabet Excelsior Films, der i løbet af 60’erne distribuerede flere film, som blev en del af det moderne gennembrud i dansk film historie; film, der har været svære at finde materiale på. Titler som kultfilmen Elefanter På Loftet (1960), Christoffer Bro’s Black-Out/Farlig sommer (1969) og den krasse socialrealistiske Gade uden Ende (1963) var alle i blandt Storgaard samlingen og i en ret pæn stand.
Udover denne imponerende samling af 35mm film var der ligeledes et ligeså imponerende antal 16mm film, som var af samme diversitet. Blandt andet fandt vi en lille, men eksklusiv samling af små færdsels-kortfilm lavet af Werner Hedman – Hedman som er mere kendt som instruktør og producent af lystspil af den mere lumre slags fra 70’erne.

Fra filmen Elefanter på loftet (1960). Scan fra DFI's Billed- og plakatarkivet med tilladelse fra Rialto Film Entertainment ApS
Filmsamleren som kulturarvs ambassadør
Filmsamlere er en særdeles vigtig medspiller for DFI/Filmarkivet, og det er af stor vigtighed at vi har et godt forhold til dem, og at vi værdsætter deres indsats. Med deres ihærdige samler-gen vil de utvivlsomt, hvis de vælger at overdrage dele af eller hele filmsamlinger til Filmarkivet, bidrage til en udvidelse af opfattelsen af dansk film og filmkulturen i Danmark. Desuden vil de være en væsentlig faktor i Filmarkivets evige opgave i at udvide og bevare filmen som kulturarv for fremtidige generationer.
Lad dette være såvel et udtryk for en stor tak til Storgaards arvinger for at have overdraget denne gigantiske filmsamling til DFI/Filmarkivet, som en opfordring til andre filmsamlere rundt om i landet, som har lyst til at overdrage hele eller dele af deres samling til fremtidig bevarelse.

Fra filmen Black-Out/Farlig sommer (1969). Scan fra DFI's Billed- og plakatarkiv med tilladelse fra Rialto Film Entertainment ApS