Det skandinavisk-russiske Handelshus (SRH) producerede 25 film i årene 1911-1913. Firmaet omdannedes i 1913 til A/S Filmfabriken Danmark, der med yderligere 71 film fortsatte den nogenlunde enssvarende produktionslinie frem til 1919. Selskabet slog sig herefter på frem-stilling af reportage- og undervisningsfilm indtil likvidationen i 1923.
Overfor giganten Nordisk Films Kompagni var SRH/Filmfabriken Danmark med en samlet produktion på 96 spillefilm en lille, men ikke desto mindre spektakulær, aktør i den danske stumfilmæra. Både SRH og Filmfabriken Danmark udtrykte sig gennem årene gennem flere genrer, men især blandt melodramaer, farcer, sædeskildringer og kunstfilm markerede SRH/Filmfabriken Danmark sig som æraens mest udprægede producent af sensationsfilm. Mens der fra Filmfabriken Danmarks produktion er bevaret en række film og filmfragmenter, er de to næsten komplette sensationfilm på denne dvd, Alfred Linds Den flyvende Cirkus og efterfølgeren Bjørnetæmmeren, det eneste filmmateriale fra SRH, der vides bevaret.
Det skandinavisk-russiske Handelshus
Det skandinavisk-russiske Handelshus blev dannet i København af Johan Christensen den 27. oktober 1908 som et import-eksportfirma, oprindeligt med et forretningsmæssigt sigte rettet mod en række varetyper som Christensen havde adgang til gennem sit tidligere virke som handelsmand i Sibirien, ansat hos E.F. Esmann og A/S Det Sibiriske Kompagni. Christensens to prokurister, Vilhelm Glückstadt (der var ansat fra SRHs start) og Kay van der Aa Kühle (der ansattes den 30. december 1908), indtrådte i firmaets ledelse, da SRH snart efter koncentrerede sig om filmagenturforretning.
Denne specialisering var udløst af en tilfældighed. Glückstadts morbror, Holger Bernhardt Jacobsen, havde spurgt på film til sin cirkusvarieté i Kristiania (Oslo), og efter at have løst denne anderledes ordre, slog SRH sig i juli 1909 helt på filmagenturvirksomhed. Ud over for-handlingen af film fra en række engelske, franske og amerikanske selskaber, erhvervede SRH kopier af Urban Gads Afgrunden (Kosmorama, 1910) med videresalg for øje. Sideløbende begyndte SRH at eksperimentere med egne optagelser, en virksomhed, der fra april 1911 slog firmaets navn fast som filmproducent. SRH byggede samme år sit eget studie (optagelsestea-ter) på Almevej i Hellerup. Produktionen skulle årene frem i vid udstrækning blive instrueret af Glückstadt og Kühle. Umiddelbart inden premieren på firmaets første film, Morfinisten, var SRH blevet biografe-jer. Sammen med den norske biografmand og filmagent, Jens Christian Gundersen, havde SRH i marts 1911 overtaget aktiemajoriteten i den københavnske biograf, Løvebiografen på Amagertorv 33. Bevillingen blev snart efter blev flyttet til hjørnet af Nytorv og Frederiks-berggade, hvor det nyindrettede Victoriateatret åbnedes den 8. november 1911.
SRHs flagskib var biografdrift, og firmaets filmproduktion var således anlagt som en periferiydelse for Victoriateatret. Udover, gennem Gundersen, at udnytte produktionen på det skandinaviske marked, havde SRH ingen videre ambitioner om kopisalg og frasolgte således filmenes øvrige rettigheder sammen med produktionens negativer. SRH formåede fra begyndelsen at knytte gode kræfter til sin produktion, og staben talte de næste år dansere fra Den kgl. Ballet (bl.a. Richard Jensen), flere kunstnere fra Det kgl. Teater (bl.a. Gudrun Houlberg, Valdemar Møller, P.S. Andersen og Rasmus Ottesen) samt en række kompetente skuespillere fra de københavnske privatteatre (bl.a. Lilli Beck, Emilie Sannom, Hildur Møller og Olaf Fønss). SRH havde tillige i 1912 Carl Th. Dreyer tilknyttet som manuskriptforfatter, indtil han i juni 1913 skrev kontrakt med Nordisk Films Kompagni.
Forhandlingen og udbredelsen af filmene, der af samtidens anmeldelser blev rost for deres høje fotografiske kvaliteter, gjorde det snart klart for SRH, at produktionen havde et større indtjeningspotentiale, end man oprindeligt havde antaget. Den flyvende Cirkus, som man hav-de solgt til Nordisk Films Kompagni og som blev en verdensomspændende succes, var i sær-deleshed en afgørende motivering for ændrede strategier hos SRH. Gennem 1912 overvejede Christensen, Glückstadt og Kühle mulighederne for selv at tjene penge på produktionens ne-gativer gennem eget kopisalg, og i behovet for egen kopifabrik til formålet dannede man den 14. marts 1913 selskabet A/S Filmfabriken Danmark.
Alfred Lind
Filmfotografen og instruktøren Søren Estrup Alfred Lind var en ener i den tidlige danske stumfilm og opbyggede gennem årene blandt andet et renommé som ekspert i sensationelle cirkusfilm. Branche og fagfæller beundrede teknikken og miljøskildringerne i hans film, men hans filmsprog fik dog ingen øjeblikkelig, kunstnerisk afsmittende effekt på samtidens fotografer og instruktører.
Perfektionisten Lind arbejdede alle dage bedst efter sit eget hoved, hvilket afstedkom samarbejdsvanskeligheder og en evig skiften produktionsselskaber. Han var en kompromisløs personlighed, der f. eks. hellere selv fremstillede sine kulisser, end nøjedes med det næstbedste. Også i valget af skuespillere var han yderst kritisk. Han fandt teatermanerer uforenelige med filmmediet, og blandt flere varianter lød hans motto: "Det er ti gange lettere at lave en skuespiller ud af en almindelig mand, end det er at lave en almindelig mand ud af en skuespiller". Oprindeligt uddannet som møbelsnedker kom Alfred Lind tidligt i 1906 i kontakt med Ole Olsen, den senere så magtfulde generaldirektør for Nordisk Films Kompagni, omkring konstruktion af bl.a. film- og kopieringsapparatur. Herefter foretog han selv optagelser, eksempelvis af 1. maj-demonstrationen i København 1906 og Th. Staunings tale i Kongens Have. Samme år åbnede Lind Reykavijks første biograf, og arbejdede indtil 1909 som freelance reportagefilmfotograf i hele Norden. Herefter skulle han blive en efterspurgt fotograf og instruktør. Han arbejdede gennem årene ved mange af landets filmfabrikker, og hans navn er uløseligt forbundet med en stor del af dansk stumfilms milepæle.
I 1909 var Lind engageret hos A/S Th. S. Hermansen i Århus, hvor han samme år var fotograf på Eduard Schnedler-Sørensens Den lille Hornblæser og i 1910 fotograferede Alfred Cohns Den hvide Slavehandel for selskabet. Herefter slog han sig ned i København, hvor han i 1910 blev engageret af filmproducenten Frans Lundberg i Malmö som fotograf og instruktør på Massösens Offer (1910), der blev indspillet i Danmark. Samme år var han fotograf og muligvis med-instruktør på Urban Gads Afgrunden (Kosmorama, 1910), ligesom han i 1910 fotograferede og instruerede Kinografens første spillefilm, En Rekrut fra 64, hvor han tillige spillede med. I 1911 instruerede han Dødssejleren eller Dynamitattentatet paa Fyrtaarnet (Ingvar Jørgensen Film, uds. 1912), ligesom han fotograferede og instruerede Kosmoramas Den farlige Leg samt Kinografens cirkusfilm De fire Djævle. I årene 1911-13 havde Lind flere engagementer ved Det skandinavisk-russiske Handelshus (SRH). Efter at have fotograferet og muligvis co-instrueret SRHs første premierefilm Morfinisten (1911), indspillede Lind i firmaets netop færdiggjorte optagelsesteater Jens Christian Gundersens film Dæmonen (A/S Norsk Films Kompagni, 1911). I 1912 instruerede og fotograferede han SRH-succeserne Den flyvende Cirkus og Bjørnetæmmeren (hvor han også spillede titelrollen og skrev manuskriptet), og efterfølgende instruerede han delvist Slægten (1912) for firmaet.
Linds film blev øjeblikkeligt berømte uden for Danmarks grænser, og efter at have tegnet kontrakt med flere tyske selskaber overtog Lind i 1912 Continental Films Co.'s lokaler i Langebrogade 6 og dannede sit eget produktionsselskab, Alfred Lind Film. Herfra leverede han i egen instruktion (samt fotografering og formentligt tillige efter egne manuskripter) i 1912 filmene Der Geheimvertrag (Den hemmelige Traktat) og Die Kriegsfackel (Alt for Fædrelandet eller Krigens Fakkel) til SRHs tyske opkøber, Royal-Film G.m.b.H. [Düsseldorf], som han havde tegnet kontrakt med i maj 1912. Ligeledes med danske skuespillere lavede han samme år til Eiko-Film G.m.b.H. [Berlin] Die gelbe Rose (Af en Opdagers Dagbog eller Den gyldne Rose).
Foretagendet løb imidlertid ikke rundt, og Alfred Lind Film måtte herefter lukke med en gæld på 80.000 kr. Fra den 14. december 1912 havde Lind kontrakt med Deutsche Bioscop-Gesellschaft m.b.H. [Berlin], hos hvem han instruerede Turi, der Wanderlappe (Vandrelappen og hans Datter, 1913), indtil han i 1913 atter for Eiko-Film instruerede Eifersucht ("Skinsyge") og Amerika-Europa im Luftschiff (Amerika-Europa i Luftskib). Lind havde i 1913 fotograferet dele af Filmfabriken Danmarks Krigskorrespondenter, men udlængsel førte ham på ny ud i Europa, hvor en fortsat succes de næste år gjorde ham gældfri, men aldrig rig. I marts 1914 påbegyndte han i Italien en serie sensationsfilm for Armando Vay & Hubert [Milano], hvor han bl.a. indspillede Nel nome di Allah! ("I Allahs navn" eller "I Islams tegn", 1914), Jockey della morte (Dødsjockeyen, 1915) og Il circo della morte ovvero L'ultima Rappresentazione di Gala del Circo Wolfson (Cirkus Wolfsons sidste Gallaforestilling, 1916).
I februar 1917 startede Lind selskabet Sensational Film i Genève, hvor han skrev, instruerede og fotograferede Die Arena des Todes ("Dødens arena", 1917-18). I Tyskland indspillede han i 1919 Alkohol (Julius Stern Film, 1920) med Ewald André Dupont som co-manuskriptforfatter og co-instruktør. I 1920'erne virkede han som instruktør såvel i Tyskland som i Milano, hvor han i egen instruktion forestod Emilie Sannom-filmen La faniculla dell'aria (Luftens Herskerinde, Lind-Film, 1923) og med Armin Petersen som co-manuskriptforfatter Tragödie im Zirkus Royal ("Tragedien i Cirkus Royal", Nero-Film A.-G., 1928). Han sidste italienske arbejde blev instruktionen af Ragazze, non scherzate (Sacia, 1929).
Efter stumfilmæraens store efterspørgsel på hans mangesidede talenter blev Alfred Lind sat af med tonefilmens fremkomst. I 1930 var han tilbage i Danmark, hvor han tilbragte de næste år uden filmopgaver, indtil han i 1934 vendte tilbage til Milano for atter at prøve lykken med italiensk film. Fra Milano skulle han ifølge et avisinterview fra 1936 være blevet kaldt til Lux [Paris] for at instruere en flersproget genindspilning af Wolfson-filmen, ligesom han senere i 1936 udtalte, at han skulle i gang med en "Gøg og Gokke"-farce omkring figurerne Tom og Max på baggrund af eget manuskript og for svensk kapital. Ingen af disse tonefilmsprojekter blev dog realiseret.
I 1938 vendte Lind endeligt tilbage til Danmark, hvor han genoptog snedkerfaget, sideløbende med et kortlivet forsøg med en filmskole på Gammel Køge Landevej ved Greve Strand i årene 1947-49. Evigt sværgende et comeback - der aldrig kom - kastede han sig herefter over sin kongstanke fra 1930'erne: at tage konkurrencen op med amerikansk film gennem et europæisk, kooperativt filmsamarbejde. Gennem dette visionære projekt var det Linds tanke at koncentrere de europæiske filmøkonomier, forene den dramatiske/tekniske talentmasse på tværs af landegrænserne og lade den dyre nationale storfilm tage sit udgangspunkt i en europæisk co-produktion af en films overordnede handlingsgang og bekostelige indslag. For muliggørelsen af filmenes nationale versioneringer var det Linds tanke at anvende stand-ins i talescenerne, der efterfølgende kunne klippes ud og erstattes med nationale skuespillere on location, talende det pågældende lands sprog. Linds idé skulle aldrig blive realiseret, men co-produktion er på anden vis blevet en almindelig produktionsform er i nyere europæisk film.
Den flyvende Cirkus
Den flyvende Cirkus indtager en fremskudt plads i dansk stumfilmhistorie og har været fast inhold i filmhistorikernes redegørelser for SRH igennem årene. Selvom cirkusmiljøet som ramme havde været anvendt i Viggo Larsens Dødsspringet (Nordisk Films Kompagni, 1910) og med stor succes i De fire Djævle (Kinografen, 1911), var det Den flyvende Cirkus der skulle danne skole og inspirere til et efterfølgende boom af cirkusfilm i 1912, f.eks. Eduard Schnedler-Sørensens Dødsspring til Hest fra Cirkus-Kuplen (Nordisk Films Kompagni, 1912). Modsat de fleste andre af SRH/Filmfabriken Danmarks film overlever der til Den flyvende Cirkus en mangfoldighed af kildemateriale og stillfotos, ligesom størstedelen af filmen, som nævnt, er bevaret.
Den flyvende Cirkus blev skrevet af Carl Otto Dumreicher, der i 1912 var underbibliotekar på Universitetsbiblioteket i København. Det var hans første forsøg som filmforfatter, og der er ikke videre spor af denne type arbejder fra hans hånd. Alfred Lind blev engageret til at skrive et manuskript på baggrund af Dumreichers historie, ligesom han instruerede og fotograferede filmen. At Den flyvende Cirkus blev så stor en succes skyldtes ikke kun, at Lind havde en kærlighed til cirkusmiljøet og en evne til at fange artistlivets atmosfære, men også at SRH må have imødekommet Linds krav om total kunstnerisk frihed uden indblanding.
På premieredagen, den 20. marts 1912, blev Den flyvende Cirkus slået stort op i Victoriateatrets biografannonce:
For første Gang: Sæsonens største Sensationsfilm,
Den Flyvende Cirkus.
Original dansk mimisk Komedie i to Akter.
I Komedien medvirker en dansk omrejsende Cirkus og et stort Menageri. For første Gang i de levende Billeders Historie forevises i Linedans til et Kirketaarn og Line-dans tværs over en Gade til et brændende Hus. Filmen er optaget dels i København, dels i en sjællandsk Provins.
Som antydet i Victoriateatrets biografannonce, havde man engageret en omrejsende dansk cirkus, hvilken kan ikke stadfæstes. Af gennemsynet af filmen ses det, at det er Brønshøj, cirkus ankommer til. Nærbillederne af slangen på linen blev imidlertid foretaget i Kalundborg, hvor man byggede en kopi af Brønshøj kirketårn. Det danske Filmmuseums samling af affotograferede production stills fra filmen viser, at her var tale om en kopi af tårnets øverste del, bygget på et bakkedrag og med svimlende effekt filmet mod den lavereliggende by. I forbindelse med sit 25 års jubilæum, fortalte dekorationsarkitekten L.A. Hjarne i Ekstrabladet (den 14. maj 1935) om sin indsats i Den flyvende Cirkus, og ad denne vej må det antages, at Hjarne forestod attrap og dennes tilrettelæggelse for optagelserne.
Filmen fik en varm modtagelse i dagspressen, der roste filmen for dens fine effekter, uden dog at notere sig noget specifikt. Anmeldelserne rummer ingen oplysninger omkring filmens produktion. En senere anmeldelse i Berlingske Tidende (den 1. april 1912) udtrykte utilfredshed med Richard Jensens og Emilie Otterdahls spil, mens Lilli Beck - som altid - løb med lovprisningerne. I biografspalterne holdt Victoriateatret løbende dagbladenes læsere orienteret om filmens succes, og "Byens Samtaleemne" nåede 336 udsolgte forestillinger, indtil den blev taget af plakaten den 16. april 1912.
Ifølge SRH-direktør Johan Christensen integrerede man efter filmens formidable succes i Victoriateatret i 1912 en slange i firmaets logo; denne krybende over og igennem bogstaverne; SRH. Da slangen i Den flyvende Cirkus under sin færd fra cirkusvognen ses krybe gennem vognens eger er det fristende at tro på Christensens udlægning, men denne synes dog ikke at have sin rigtighed. Vel er de bevarede stillfotos fra SRH-produktionen uden logo, ligesom firmaets brevpapir heller ikke bærer slangelogo, men da plakaterne til firmaets første premierefilm, Morfinisten (1911), bærer en variant af logoet med SRH og slange, synes idéen med slangen at have været udtænkt fra begyndelsen af firmaets filmvirksomhed. Slangens noget kringlede kryben igennem vognegerne i Den flyvende Cirkus var naturligvis konstrueret som en reference til filmens producent; SRH.
Efter indspilningen af Den flyvende Cirkus blev den rigtige slange i reklameøjemed opbevaret i et glasbur i Victoriateatrets promenoir. Til slangen knytter der sig to hændelser, der udløste to ligeså fantastiske historier.
Politiken (den 28. marts 1912) skrev, at: I Victoriateatrets ny Film, Den flyvende Cirkus, medvirker en Kæmpeslange, hvis Deltagelse gør Filmen særlig dramatisk. I de sidste Dage har denne Slange sammen med en mindre Staldbroder været udstillet i et af Teatrets Vinduer ud imod Frederiksberggade. I Forgaars Aftes begyndte de imidlertid at røre sig for at slippe ud, og det lykkedes virkelig den store Slange at faa Glastaget over sit Fængsel knust ved at stemme sin vældige ryg imod det. Et Øjeblik efter var den ude i selve Filmsteatret og allerede paa Vej mod Gaden, da Solodanser Richard Jensen, som jo er Slangens Modstander i Filmen, kom til Stede og reddede Situationen. Frygtløs gik han løs paa Bæstet, og trods dens ivrige Modstand og velmente Forsøg paa at kvæle ham triumferede Solodanseren her som i Filmen og fik Slangen lagt tilbage i dens Kasse. Nu er der taget saadanne Forholdsregler, at fornyede Flugtforsøg er udelukkede.
Hvis dette optrin overhovedet har fundet sted, fik journalisternes yndlingsoffer, "Danmarks næstmodigste mand", Richard Jensen; altså lejlighed til at demonstrere, at hans mod var reelt nok (hvad ingen hos SRH i øvrigt tvivlede på). Men slangen skulle atter engang gå sine egne veje. Filmen (den 15. december 1912) berettede under overskriften,
En Filmers Død: En Filmer er død - død af Sult.
Det lyder underlig, særlig naar man hører, at det var i sin Art enestaaende Filmer, og at han altsaa ikke døde af overdrevent Vellevned. Det kan forresten godt være, at det slet ikke var en Filmer, men en Filmøse, meget kunde tyde derpaa - hvem kan se paa en Kvælerslange, om den er han eller hun.
Ja, det er altsaa en Kvælerslange, der er død. Det er ganske vist ikke den verdensberømte fra Zoologisk Have, her er tale om, og den kunde hverken - som hin - spinde eller lægge Æg, men den kunde altsaa til Gengæld filme, og det er dog ikke saa lidt for en Kvælerslange.
Mange Københavnere vil have set den i et herværende Biografteater, hvor den har spillet forskellige Roller. For virkeligt at dokumentere, at det var en ægte Slange, der blev vist paa Billederne, udstillede man Dyret i Vinduet, lukket inde i en Kasse, hvis ene Væg var af Glas. Folk strømmede til og det blev Slangen for meget. Derfor stak den af en Nat, sprængte Kassens Rude og flygtede ind i en Bagbutik, hvor man fandt den Dagen efter. Nu er dens Meriter altsaa færdige, og den døde som sagt af Sult. Man havde en Gang givet den en død Kanin i Stedet for en levende, og det krænkede den paa det dybeste. Siden nægtede den at tage Føde til sig.
Man gav den levende Kaniner, og man viste den levende Billeder af dem - det nyttede altsammen intet. Naar en slange er fornærmet, er der ingen Magt paa Jorden, der kan gøre den god igen. Forleden Dag døde den stille, roligt og fornærmet, og det skal nu bestemmes, hvad der skal gøres med den. Antageligt ender den hos Neye eller en anden Forretningsmand af samme Art.
- rr -
Den flyvende Cirkus fik repremiere i Victoriateatret den 24. august 1914; ifølge biografannoncen skete det på opfordring. Filmen, der i annoncerne hér ses med undertitlen "Ula Kiri-Maja", kunne stadig trække publikum og var på repertoiret til og med den 2. september. Da filmen ved denne lejlighed ikke optræder i journalerne hos Statens Filmcensur (obligatorisk fra den 1. januar 1914), må det antages, at det var én af de oprindelige 1912-kopier, der blev forevist - censureret af censor for privatteatrene, P.A. Rosenberg. Såvidt filmens københavnske forevisningshistorie på SRHs hænder.
Umiddelbart efter filmens premiere, havde SRH solgt negativet til Frede Skaarup. Siden overenskomsten mellem Nordisk Films Kompagni og Fotorama i 1911 (efter Nordisks plagiering af A/S Th. S. Hermansens film Den hvide Slavehandel i 1910), havde Skaarup været direktør ved Nordisk. Skaarups køb af negativet skete imidlertid i eget navn, da han forinden filmens premiere, nemlig den 1. januar 1912, var fratrådt sin direktørpost og havde forladt Nordisk Films Kompagni. Skaarup solgte negativet videre til Nordisk Films Kompagni, men der ses ingen spor af handlen mellem de to parter i selskabets kopibøger fra 1912. Den flyvende Cirkus blev taget til protokols med negativnummer 892, og den 4. maj 1912 frigav Nordisk Films Kompagni filmen i Tyskland. Hermed indledtes den verdensgang, Den flyvende Cirkus skulle få gennem Nordisk Films Kompagnis enorme internationale forhandlernet.
Note til filmens mellemtekstning:
Af Nordisk Films Kompagnis Titelbog No. 5, p. 249-258, ses det, at selskabet reducerede SRHs 50 mellemtekster til 35-36 alt efter afsætningsland, ligesom også ordlyden generelt ses ændret. Den bevarede nitratfilm foreligger uden mellemtekster, hvorfor Det danske Filmmuseum i 1950'erne har indsat 32 tekster i filmen udfra de 35 danske mellemtekster i Titelbog No. 5, hvortil enkelte friheder, misforståelser og udeladelser forekommer. Til titelteksten har man føjet Det skandinavisk-russiske Handelshus som producent, ligesom man på efterfølgende tekst opgiver de medvirkende skuespilleres navne uden roller (mens Titelbog No. 5 alene angiver rollenavne). I teksten over de medvirkende krediteres videre "Linedanseren Laurento" og "Slangetæmmersken Ula Kiri Maja", der imidlertid som "Linedanseren Laurento og Slangetæmmersken Ula Kiri Maja" reelt er en mellemtekst, der ledsager det første syn af Richard Jensen og Lilli Beck i filmens åbning. Videre har man inkluderet teksten, "Instruktør Alfred Lind", men udeladt originalteksten, "Kunstfilm". Teksterne "Anden Akt" og "Den forsvundne Slange" er ligeledes udeladt.
Bjørnetæmmeren
Bjørnetæmmeren var en opfølger til succesen med Den flyvende Cirkus og af den blotte tekst fra det bevarede program såvel som af filmens begyndelse, ses denne fortsættelse ganske glimrende flettet til den oprindelige films slutning. Alfred Lind havde her igen frie hænder, og manuskriptet skrev han endda selv. En total Lind-produktion og en succes. Som det med held gøres i vore dage, kunne en del af filmens succes tilskrives, at SRH sørgede for at vække publikums genkendelse af hovedrolleindehaveren og andre skuespillere fra Den flyvende Cirkus.
Ifølge programmet og Victoriateatrets biografannoncer medvirkede der to bjørne i filmen. I den bevarede kopi ses hele tre bjørne, men kun én af disse kan knyttes til Bjørnetæmmerens rolle, og såvel pressedækningen af optagelsernes tumulter som anmeldelserne fokuserer da også kun på denne ene, og ikke uden grund. Rollen som bjørnetæmmeren var oprindeligt tildelt Rasmus Ottesen, der også medvirkede i optagelserne, indtil uheldet skete ude i optagelsesteatret på Almevej i Hellerup. Den lokale avertissementsavis, Ugen (den 26. april 1912) dækkede de dramatiske optagelser under overskriften, En Skuespiller overfaldet af en Bjørn: Filmsteatertjenesten har forleden Dag krævet sit første paaviselige Offer herhjemme. Skuespiller R. Ottesen fra Det kgl. Teater er blevet overfaldet af en Bjørn, som det var hans kunstneriske Lod at være Trækker for i en Komedie, der var under Optagelse paa Films paa Biografscenen her i Hellerup.
Bjørnen blev pludselig vild og bed Hr. Ottesen i Armen.
Med et skrig segnede Skuespilleren halvt afmægtig om, medens Blodet flød ud over hans Ærme. Fra alle Sider iler de agerende ham til Hjælp, man slaar Bjørnen over Snuden, saa den slipper Taget, og medens den af sin Op-passer bliver ført bort, kører Hr. Ottesen til en Læge og bliver forbunden.
Heldigvis kunde denne konstatere, at den unge Skuespiller ikke vilde faa noget varigt Men deraf, men blev skyndsomst kørt til sit Hjem. Ottesen erindrede hændelsen i et interview i Masken (den 20. april 1913): - Jo, den Historie var saamæn ægte nok. Jeg har Lov til at sige, at af alle danske Filmskuespillere har ingen været nærmere ved at blive Invalid end jeg. Situationen var saa alvorlig, at Fotograf Linds Søster, som var til Stede, be-svimede af Skræk. Olaf Fønss, der nogle måneder senere skulle blive engageret ved SRH, redegør på anden hånd for hændelsen i sine memoirer om firmaet i Filmserindringer gennem 20 Aar (1930), p. 50-51, og leverer afslutningsvis en teaterhistorie, der - sand eller ej - siden har gået fra mund til mund: Denne Bjørn samt en Slange havde Direktør Kühle købt nede i Hamborg, og det var hans Mening, at de skulde spille Hovedrollerne i en lang række Film, men det viste sig efter den første Film, at Bjørnen der var et ualmindeligt pragtfuldt Dyr at se paa, tillige var et ualmindelig rasende og farligt Bæst at have som Medspiller, og at Resultatet af Samspillet mellem den og Skuespiller Rasmus Ottesen fra det kgl Teater var det, at denne blev saa frygtelig skambidt, at han i to Maaneder maatte sende Sygemelding til sit Teater. Da Ottesen var blevet befriet fra Bjørnen og laa blødende paa Jorden med gennembidt Arm, kom Kühle hen til ham og sagde med Forbavselse i Stemmen: »Hvad Fa'en var det - der skete da ikke noget?«
Ottesen aabnede med Besvær Øjnene og sagde dybt fornærmet: »Jo, Gu' skete der noget!« Saa besvimede han. Nu var gode Raad dyre, thi Ottesen skulde optræde samme Aften paa det kgl. Teater, og derfor maatte Kühle i Telefonen meddele Teatrets Direktør, Dr. Karl Mantzius, om Ulykkestilfældet, og at Ottesen næppe foreløbig var i Stand til at optræde. Hertil svarede Dr. Mantzius med sin skarpe, ironiske Stemme: »Næ-æ-æ ved De nu hvad - jeg har principielt ikke noget imod, at mine Skuespillere optræder sammen med Deres Kunstnere, men jeg maa paa det bestemteste frabede mig, at de ogsaa bliver ædt af dem!« [...].
Modsat lokalavisen Ugen kunne dagbladene dække ulykken umiddelbart efter, at den indtraf og dermed også stadfæste for eftertiden, hvornår Bjørnetæmmeren var under optagelse. Politiken (den 18. april 1912) meddelte, at Det kgl. Teater den 17. april på grund af Ottesens uheld måtte tage »Grev Bonde og hans Hus« af plakaten og opføre »Der var engang« i stedet for. Ottesen havde været på hospitalet og kunne fortsat ikke optræde. Alfred Lind overtog Ottesens titelrolle som bjørnetæmmeren. Hvis ikke den 17. april 1912 var optagelsernes førstedag, så måtte det let kunne føles sådan, da eventuelt optagne scener med Ottesen nu måtte skrottes. Måske burde Lind have taget rollen til sig fra starten af.
At dømme efter den bevarede film er det tydeligt, at Lind havde et særligt greb på vilde dyr, og på trods af sammenstødet med Ottesen virker bjørnen særdeles fredsommelig i filmen. Bjørnens opførsel bemærkedes også af Christian Hjorth-Clausen i hans rosende anmeldelse i Politiken (den 9. maj 1912): Bjørnetæmmeren, som vistes første Gang i Gaar, er en af de originaleste og virkningsfuldeste iscenesatte danske Films, som endnu er set. Overhovedet er vi jo paa det Omraade allerede meget nær op ad, hvad Udlandets største Filmsfabriker præsterer. [...]
Der er en meget smuk Scene, i hvilken Bjørnen traver rundt paa et Bord og gør sig tilgode med Resterne af en flot Soupé [...]
[...] Iscenesættelsen er fortræffelig. Ikke mindst lykkedes er Billederne fra Artistlivet, fra Bryllupsaftenen i Cirkusvognen og fra Danserindens Varietéoptræden. Hr. Alfred Lind, som har optaget dem, er efterhaanden bleven en hel Mester; han er for øvrigt Filmens Forfatter og spiller selv den ene Hovedrolle. Fru Lilli Magnussen ser dejlig ud som Slangetæmmersken. Hr. Peter Fjelstrup er meget morsom som Levemanden, og Bjørnen, som i sin Tid under Indstuderingen bed Skuespiller Ottesen, saa han maatte sygemeldes, gør paa Billederne et overordentlig scenevant og disciplineret Indtryk. Hj. Berlingske Morgenavis (den 11. maj 1912) skrev afslutningsvis: Forfatteren, Hr. Lind, har som Bjørnetrækkeren sin Debut "paa Filmen" og er sluppet ganske heldigt fra Forsøget. [...]
Billedets Clou er Fremstillingen af Varieténumret, der er ypperligt arrangeret. Desuden viser en Bjørn og en dresseret Abekat gode Evner som Filmsskuespillere. Som anført i Fønss' memoirer skulle bjørnen (og først da i selskab med slangen) finde anvendelse i en efterfølgende SRH-film, Zigeunerorkestret (1912), hvor den trods sit "scenevante og disciplinerede Indtryk" skulle lade livet. For Fønss' hånd.
Alfred Lind kan meget vel have haft indflydelse på Bjørnetæmmerens videre handelsveje. Han fremhæves i Lichtbild-Bühne (den 4. maj 1912) i artiklen Dänemark und Deutschland in der Filmkunst og igen i samme blad (den 1. juni 1912) i en featureartikel, hvor det nu bekendtgøres, at Lind er blevet engageret af Royal-Films G.m.b.H. [Düsseldorf]. Ud over at have engageret Lind, erhvervede Royal-Films også negativet til Bjørnetæmmeren, der i Tyskland fik titlen, Die Schlangentänzerin.
Jan Nielsen er forfatter til: A/S FILMFABRIKEN DANMARK - SRH/Filmfabriken Danmarks historie og produktion. Multivers, 2003. ISBN 87-7917-038-2.