Der skal ikke herske tvivl om, at Asta Nielsen er den største stumfilmskuespiller, der er udgået fra Danmark. Men hun indspillede kun tre film herhjemme, inden hun i foråret 1911 tog til Tyskland og blev 'Die Asta' - tysk films store diva. Til gengæld banede hun vejen for en skuespiller, der stod parat i kulissen, og ligesom hun selv ikke havde haft den store succes med sin teaterkarriere. Det var Valdemar Psilander, som ofte bliver nævnt i litteraturen om dansk stumfilm, men som de færreste kender. Han skulle blive dansk stumfilms største stjerne.
Det stod ikke skrevet i stjernerne, at Psilander skulle blive skuespiller. Lille Valdemar Einar blev født 9. maj 1884 i København som yngste søn i en familie, hvor faderen havde titel af handelsagent. Efter endt skolegang fik han job som kontorelev hos en vingrosserer. Den konverterede han dog på eget initiativ i 1901 til en elevplads på Casino Teatret i København, og over en periode på 10 år forsøgte han at slå igennem som teaterskuespiller. Selv om han opnåede ansættelse på ét af de mest velrenomerede privatteatre i København, Dagmarteatret, og af og til høstede pæne omtaler, fik han aldrig det store gennembrud som scenekunstner. Anmeldere og kolleger fra teatertiden anfægtede hans stemme og brugen af den som problematisk - hvilket til dels også, pudsigt nok, var Asta Nielsens problem - men én ting kunne de blive enige om: Psilander så godt ud, var charmerende og udstrålede livskraft. Omkring 1910 var det småt med jobs for den ambitiøse skuespiller, så filmarbejdet var måske en kærkommen mulighed for at tjene til huslejen, selv om han egentlig på dette tidspunkt havde intentioner om at blive operasanger.
I Psilanders tilfælde giver det mening at tale om to filmdebut'er: hans første og ret upåagtede optræden foran et kamera og den egentlige debut hos Nordisk Film. Den første fandt sted 6. oktober 1910 i filmen Dorian Gray's Portræt, baseret på Oscar Wildes roman, produceret af det lille filmselskab Regia Kunstfilm. Hovedrollerne blev spillet af Adam Poulsen, Henrik Malberg og Clara Wieth. Vi ved meget lidt om denne film, men én ting kan vi konstatere: Psilanders navn er overhovedet ikke nævnt i anmeldelserne.
I februar 1911 får han tilbudt en filmrolle hos Nordisk Film, som bliver startskuddet til en helt ny tilværelse for den nu 26-årige og ikke længere helt grønne skuespiller. I løbet af de følgende 6 år skulle han komme til at indspille 83 film for selskabet - heraf er de 27 bevarede.
Debuten hos Nordisk Film
Helt præcist hvordan, Psilander blev engageret til sin første film hos Nordisk, er der flere meninger om. Tilsyneladende skulle Johannes Poulsen have spillet hovedrollen i Ved Fængslets Port men meldte afbud, og man tilbød så Psilander rollen. En ting er dog sikkert: han tog sig godt betalt - 50 kr. pr. spilledag. Til sammenligning skal nævnes, at på dette tidspunkt fik de bedst betalte skuespillere (Adam Poulsen og Augusta Blad - begge fra Det kgl. Teater!) 350 kr. pr. film. Ved Fængslets Port blev en stor succes. Også i udlandet slog filmen an. Den blev solgt i 246 kopier - Nordisk Films næstbedst sælgende film i perioden 1906-12.
Psilander spiller tilsyneladende med i to film mere, inden han drager til Århus, hvor han har ladet sig engagere til en enkelt film hos Fotorama: Den sorte Drøm med Asta Nielsen som medspiller og i Urban Gads instruktion. Ole Olsen fortæller om dette engagement i sine erindringer, at Psilander havde fået tilbudt 75 kroner om dagen hos Fotorama og ". da Direktør Blom spurgte: "Men saa faar vi Dem vel til samme Pris, naar de er færdig", svarede Skuespilleren: "Næ, det skal De ikke betale". Saa blev Blom glad - men kun ganske kort, for Psilander tilføjede: "Saa koster jeg hundrede"" (Olsen, p. 123).
Behovet for stjerner
Psilander arbejder meget i de to første sæsoner på Nordisk, så eksponeringen af ham er stor. Han er den oplagte helt og førsteelsker og bliver også primært anvendt som sådan. Endnu i 1911 er Nordisk ikke meget for at offentliggøre skuespillernes navne: "Add to the foot-note on your letter we beg to say, that we principally decline to state the names of our players. The name of the Gentleman in question is W. Psilander, but this information is only to your use and must not be given to someone other" (brev fra 21. december 1911 til kontoret i London). Filmselskabernes generelle politik på dette tidspunkt var at holde skuespillernes navne 'hemmelige' for ikke at risikere krav om gageforhøjelser. Omvendt ønskede mange skuespillere ikke at blive nævnt ved navn, da de ikke ville 'stigmatiseres' af arbejdet ved filmen. Men det begynder så småt at ændre sig i begyndelsen af 1912 og 15. maj 1912 har Nordisk åbenbart besluttet at opgive al diskretion mht. skuespillere og lægger op til en ny reklamestrategi ved at udsende et enslydende brev til salgskontorerne i New York, London, Budapest, Wien og Paris: "Separate we beg to forward to you a cliché showing some of our actors. Kindly make use of same for the purpose of advertisement".
Psilanders stigende popularitet fremgår i øvrigt af et brev fra 13. december 1912: Nordisk Films distributør i Moskva, P. Thiemann & F. Reinhardt, har bestilt 2000 store Psilander-fotos og 5000 postkort!
Psilanders roller
Blandt de film Psilander indspiller hos Nordisk i løbet af de første to år er det, udover Ved Fængslets Port, Dødsspring til Hest fra Cirkuskuplen man bør lægge mærke til. Måske ikke så meget for Psilanders spil, som for den sensationelle og actionbetonede handlingsgang han lægger krop til. Denne film viser nemlig den anden side af Psilanders berømmelse: hans vovemod. Han var en formidabel rytter og tog sig fantastisk godt ud i lange ridestøvler og elegant ridejakke, så denne færdighed blev udnyttet til fulde i hans film. I Dødsspring til Hest benytter han sig dog af stand-in i den afgørende scene, men udfører selv de indledende manøvrer til 'dødsspringet'. Derudover viser han sin styrke og spændstighed i en scene, hvor han sammen med sin kvindelige medspiller skal kæmpe sig vej ud af et brændende hotel. De to film er repræsentative for størstedelen af hans roller: den charmerende elsker, der overkommer sit moralske dilemma og/eller ved kløgt vinder pigens hjerte - og den modige helt, som tappert redder sig selv og pigen fra død og lemlæstelse og/eller afværgrer større katastrofer. De to film er i øvrigt blandt de tre bedst sælgende Nordisk-film i hele stumfilmperioden med henholdsvis 246 og 248 solgte kopier.
De fleste af filmene er som nævnt samlebåndsprodukter, og Psilander mestrer efterhånden sine typer til perfektion, men der er dog et par af hans film, der skiller sig ud: Evangeliemandens Liv fra 1914 og Klovnen fra 1916. I begge film spiller han roller, der typemæssigt adskiller sig fra, hvad han plejer at spille, og i begge film får han mulighed for at nuancere sin karakter og formår i samarbejdet med henholdsvis Holger-Madsen og især med A.W. Sandberg at skabe nogle stærke og bevægende figurer. Klovnen fik først premiere efter Psilanders død og blev hans største kunstneriske succes.
Stjernegagen
Psilanders gage stiger i takt med hans popularitet, og for Nordisk er det direkte udtrykt i salgstallene. Selv om det blev sværere og sværere for selskabet at afsætte film, i takt med at 1. verdenskrig skred frem, var Psilanders film stadig - med få undtagelser - selskabets bedst sælgende film. Psilanders gage er et helt kapitel for sig - der er blevet talt og skrevet meget om hans økonomiske forhold både før og efter hans død - og som allerede nævnt var han fra første færd en dygtig forhandler. Ved hver kontraktforlængelse fik gagen et pænt nøk opad. Den toppede i 1915 og 1916, hvor han blev forgyldt med en aftale på 10 hovedroller á 10.000 kr. Ingen skuespiller eller instruktør i Danmark kom i nærheden af en årsløn på 100.000 kr. Denne betragtelige gageforhøjelse ligger så langt over, hvad selskabets øvrige 'stjerne'-skuespillere fik, at det slår Psilanders helt eksceptionelle status fast med syvtommersøm. Til sammenligning kan nævnes, at i 1915 fik Olaf Fønss 14.000 kroner for 10 roller, Gunnar Tolnæs 5000 kroner for 3 roller, og Carlo Wieth fik ca. 5000 kroner for 10 roller. De kvindelige stjerner var langt dårligere betalt - bortset fra den fra udlandet importerede Rita Sacchetto, som fik 16.000 kroner for 6 roller: Clara Wieth fik ca. 6000 kroner for 5 roller, Else Frölich 9500 for 13 roller og Ebba Thomsen ca. 6000 kr. for 14 roller.
Lancering og popularitet
Vi ved meget lidt om, hvordan Psilander og hans film blev lanceret i udlandet, men at filmene solgte utroligt godt, fremgår af distributionsprotokollerne i Nordisk-samlingen. De danske brancheblade formår dog at give et indtryk af hans popularitet ved at referere fra udenlandske filmblade. For eksempel kan man læse følgende notits i branchebladet "Filmen" 1/2 1914: "Et tysk Filmsblad stillede for kort Tid siden sine Læsere det Spørgsmaal, hvilken filmende Skuespiller eller Skuespillerinde de regnede for Nr. 1. Bladet fik over 1600 Besvarelser og vor hjemlige Psilander gik af med Sejren. Han fik 382 Stemmer, Asta Nielsen 271, Henny Porten 258, Max Linder 193 . osv.". Den slags konkurrencer var åbenbart populære, for 15/12 1915 refererer "Filmen" igen til en sådan, denne gang fra Brasilien: "Et herværende [i Rio de Janeiro] Dagblad har afholdt en Konkurrence, som gik ud paa at faa fastslaaet, hvilken Filmsskuespillerinde der besad den største Popularitet indenfor Bladets Læserkreds. Resultatet blev, at Franzisca Batini [Francesca Bertini] sejrede med Asta Nielsen som Nr. 2. Nu har samme Blad startet en ny Konkurrence, denne Gang om Filmsskuespillere, og foreløbig staar Psilander som en flot Nr. 1 med 6406 Stemmer".
Stjernen og mennesket
Psilanders storhed blev for alvor slået fast, da han i februar 1914 lod sig hyre af en ungarsk varietédirektør til at optræde live i Royal Orfeum i Budapest. Showet var en blanding af film og sceneoptræden og fik titlen Grev Dahlborgs Hemmelighed. Psilander havde hjemme på Nordisk selv financieret filmoptagelserne (322 meter), som indledte forestillingen, hvorefter han kom sprængende ind på scenen til hest, og handlingen fortsatte live. Den danske presse svælgede i begivenheden - ikke mindst den tårnhøje gage - og refererede fra ungarske aviser om de nærmest tumultagtige scener, der udspillede sig i forbindelse med Psilanders tilstedeværelse - man får indtryk af, at hele Budapest har stået på gloende pæle pga. den danske stjerne.
Men én ting er stjernen Psilander. Hvordan med mennesket - Valdemar Psilander?
Når Psilander er blevet karakteriseret - i Arnold Hendings biografi, diverse erindringsbøger, men også den samtidige presse - omtales han altid som den ødsle, gavmilde festfugl, der elskede liv og glade dage. Han var alles ven og trivedes bedst i selskab med sine mandlige kollegaer og masser af champagne. Kvindelige beundrere har tilsyneladende ikke interesseret ham nævneværdigt. Det er tydeligt, at hans offentlige fremtræden, og det billede aviserne og bladene i takt med hans stigende popularitet har tegnet af ham, i utrolig høj grad smelter sammen med hans roller på lærredet. Psilanders filmpersona og Psilanders eget liv bliver nærmest ét.
Fra slutningen af 1911 var Psilander gift med skuespillerinden Edith Buemann (1879-1968), som han havde mødt på sine teaterturneer i provinsen. De fik ingen børn sammen - hun havde 4 fra sit første ægteskab - men i løbet af foråret 1913 lejede de en kæmpevilla i velhaverforstaden Klampenborg og ansatte både tjenestepige og chauffør. Iflg. interviews med Edith Buemann fra 1960'erne fremgår det, at samlivet med Psilander var problematisk. Han havde af flere omgange boet på hotel Bristol midt i København, men i slutningen af juni 1916 flyttede han endegyldigt fra deres fælles hjem i Klampenborg, og separationen blev en realitet. Af separations-bevillingen fremgår det, at han var forpligtet til at betale 24.000 kr. om året - et enormt beløb - i hustrubidrag og underhold til børnene.
På dette tidspunkt dannede Psilander par med skuespillerinden Gudrun Houlberg, som han spillede sammen med i Klovnen.
Tiden efter Nordisk
Ved udgangen af 1916 forlod Psilander Nordisk Film. Årsagen til bruddet er formentlig, at man ikke kunne blive enige om en ny kontrakt, da Psilander forlangte en helt ublu gagestigning, men Hending citerer i sin biografi Psilander selv for at have udtalt: "Jeg forlader Nordisk, fordi jeg ikke kan udholde at være en Cliché". Psilander vælger at starte sit eget filmselskab, og 1. januar 1917 er "Psilander-Film" en realitet. Han har lejet sig ind hos Kinografen i Hellerup, og der er skrevet kontrakt med Messter Film i Berlin, som skal aftage 15 kopier af hver film med Psilander i hovedrollen (max. længde er 1300 meter) til en pris af 2 kr. pr. meter til gengæld for eneretten i Tyskland, Østrig og Balkan-landene. Da der er planlagt 8 film det første år betyder alene denne kontrakt over 300.000 kroner i omsætning i den første sæson. Mon parterne har forholdt sig til, at Nordisk Film på dette tidspunkt lå inde med 20 (!) Psilander-film, som endnu ikke havde haft premiere - et faktum, der ville betyde, at Psilander igennem en periode på 2-4 år helt paradoksalt ville komme til at konkurrere med sig selv! Boopgørelsen over selskabet vidner om, at Psilander var helt klar til optagelse. Der var hyret skuespillere (Clara Wieth, Cajus Bruun, Augusta Blad, Robert Schmidt, Karen Sandberg m.fl.), instruktør (Poul Gregaard), forfatter (Chr. Nobel), to fotografer, dekoratør, regissører og administrativt personale. Der var købt manuskripter, og de første meter - en kyssescene mellem Psilander og Clara Wieth -var blevet optaget. Og så var det hele slut. Den 6. marts 1917 blev Psilander fundet død i sin suite på hotel Bristol. Han blev 32 år, var på toppen af sin karriere og skulle netop til at stå på egne ben.
Myterne og eftermælet
Rygterne om selvmord svirrede. Formentlig fordi Psilander stod overfor store udfordringer og har haft en del flere bekymringer end i sin tid hos Nordisk - ikke mindst i form af store økonomiske forpligtelser som arbejdsgiver og det enorme hustrubidrag efter separationen. Men der findes intet materiale, som bekræfter selvmord. Dødsårsagen er iflg. kirkebogen Paralysis Cordis (hjertelammelse). Edith Buemann oplyser i et interview i Frederiksborg Amtsavis, 26/12 1966, at Psilander var i medicinsk behandling, og at lægen udtrykkeligt havde sagt, at drak han spiritus, var det den visse død. Hending skriver i sin biografi, at Psilander var faldet om på sit hotelværelse og havde slået hovedet mod skrivebordet, hvilket havde påført ham en hjerneblødning med hjertelammelse til følge. En ting er dog sikkert! Psilanders tidlige død bidrog betragteligt til at cementere og i en periode nærmest øge hans popularitet.
Nordisk Film udgav kort efter begravelsen et "Psilander Minde Hefte" med masser af illustrationer og mindeord forfattet af instruktører og kolleger, der hylder hans kvaliteter og storhed. Herefter tog man fat på at lancere den lange række af "Psilander Minde-Film", som strakte sig helt frem til den sidste danske Psilander-premiere Prinsens Kærlighed 19/7 1920. Og så var der repremiererne! I udlandet vakte Psilanders død nærmest furore. Især i Tyskland, hvor der blev skrevet nekrologer i de fleste branchetidsskrifter, afholdt mindeforestillinger og udsendt hyldestdigte.
Kolleger og folk, der kendte ham, har siden udtalt, at det måske var det bedste, der kunne ske. Flere mente, at han ikke ville have kunnet klare presset som filmdirektør og slet ikke de hastigt faldende konjunkturer på verdensmarkedet. Det store filmeventyr sluttede i 1917 for Nordisk Film såvel som for Psilander. For Nordisk blev de følgende 10 år én lang nedtur, der sluttede med selskabets likvidation i 1929. Danmarks verdensstjerne slap for nedturen og efterlod sig en bankbog med et indestående på 10 kr. samt 188 kr. i kontanter.
Meningerne om Psilander er mange. Asta Nielsen beskriver ham på sine gamle dage som "enkel", "sød" og "rørende" og fremhæver især hans charme - men noget stort skuespillertalent ser hun ikke i ham.
Psilanders kollega fra årene på Nordisk, Robert Schyberg, skriver i sine erindringer: "Han havde en pragtfuld Krop og et ypperligt Ansigt, han var Charmør og Damehelt, men med Talentet var det ganske jævnt og almindeligt. (.) Hemmeligheden ved Psilanders Ry laa hovedsageligt i hans til Fotografering glimrende egnede Ydre ." (Schyberg, p.236). Clara Wieth, som spillede sammen med ham i 11 film påpeger hans ro og beherskelse foran kameraet: "Det forekommer mig, at Psilander i begyndelsen gik forsigtig omkring og bare "så ud", det gjorde han blændende, det var just hvad der klædte filmens teknik ." (Pontoppidan, p. 227).
Men hvad siger Psilander selv - den stumme stjerne, der var stum i mere end én forstand, idet han kun sjældent ytrede sig i offentligheden?
I et af de sjældne interviews bragt i avisen 'København' 4/3 1913 afslører han lidt af sin 'hemmelighed': "Det interessante ved Filmen er jo, at vi spiller for alle Samfundsklasser og i alle Verdensdele. Vi maa altsaa i vore Udtryksmidler virke næsten primitivt ægte, fuldtud oprindeligt. (.)
Man kan maaske lære at blive Skuespiller, men man kan aldrig lære at filme . tillærte Følelser bliver i Filmen uægte og falske . Filmen kræver ubønhørligt Sanddruhed og Ægthed .".
Litteratur:
Bowser, Eileen: The Transformation of Cinema (University of California Press, 1990)
Engberg, Marguerite: Dansk Stumfilm I-II (Rhodos, 1977)
Hending, Arnold: Valdemar Psilander (Urania, 1942)
MacCann, Richard Dyer: The Stars Appear (The Scarecrow Press, Inc, 1992)
Olsen, Ole: Filmens Eventyr og mit eget (Jespersen og Pios forlag, 1940)
Pontoppidan, Clara: Eet liv - mange liv, bd. 1 (Steen Hasselbalchs Forlag, 1965)
Schyberg, Robert: Billeder paa Væggen (Nyt Nordisk Forlag - Arnold Busck, 1941)
DFI's udklipsarkiv, div. tidsskrifter og filmprogrammer, Nordisk Film-særsamling på DFI, samt dokumenter vedrørende Psilanders bo-opgørelse fra Landsarkivet for Sjælland.
VED FÆNGSLETS PORT
Den forlystelsessyge og moralsk svage ungkarl Aage Hellertz, søn af en rig enke, får store problemer efter at have lånt penge af en ågerkarl, hvis søde og yndige datter Anna han forelsker sig i og forlover sig med. I første omgang forsøger han at klare ærterne ved at forfalske sin mors underskrift på en veksel, men det er kun en stakket frist. Han fortsætter sit ødsle liv og martres mere og mere af sin ugerning. En nat bryder han i desperation ind i sin mors hjem for at stjæle hendes sparekassebog, og her når dramaet sit klimaks i filmens berømte 'spejlscene', hvor han - uvidende om, at moren er trådt ind i rummet - med bogen i hænderne fortryder sit forhavende og vil lægge den tilbage. Men politiet er allerede fremme, lyset tændes i stuen, og han er afsløret. Moren redder hans skind og ære og glædes i sit stille sind over hans fortrydelse, sønnen synker sammen i skam. Slutscenen udspiller sig i ågerkarlens hjem, hvor Anna har vristet gældsbrevet ud af sin fars hænder og smidt det i kakkelovnen. Chokeret over hendes handlekraft og konsekvenserne deraf, falder han død om, samtidig med at Aage og hans mor træder ind ad døren i den hensigt at få indløst gældsbrevet. Moren får øjnene op for Annas kvaliteter, og Aage er som et nyt menneske.
Ved Fængslets Port blev en stor succes. På den hjemlige arena skrev Ekstrabladet ".. hvad der hæver denne Film op i en højere Sfære end sædvanlig er den 1. Klasses Kunst, hvormed den er indspillet. Hr. Psilander som Etatsraadssønnen og Fru Clara Wieth som hans Elskerinde har her præsteret et sjældent og dybt Spil" (citeret fra filmens program). Politiken omtaler i sin anmeldelse 7/3 1911 Psilander som "smuk og elegant og sympatisk". Det var Psilanders held, at hans debut hos Nordisk blev i netop denne film, for den var og står stadig som en af periodens bedste film - nyskabende i sin stil, med mange fine detaljer og gode skuespillerpræstationer. Rollerne er godt castede, spillet er afdæmpet og bevægende. Filmhistorikeren Marguerite Engberg går så vidt, at hun betegner filmen som ". noget af det ypperste August Blom har skabt", skønt han på dette tidspunkt ikke havde instrueret mere end en håndfuld film. Psilander klarer sig aldeles strålende i det gode selskab. Der er fra første færd en naturlighed og ungdommelig ægthed over hans spil, som fungerer blændende på lærredet. Filmen er én af de første i en lang række af 'erotiske melodramaer' - en genre der nærmest blev dansk films varemærke i udlandet - og Psilander var som født til denne type film med sin maskuline charme og elegante fremtræden. Kærlighedsscenerne mellem ham og Clara Wieth er løsslupne og vovede og for sin tid meget pikante. Også i udlandet slog filmen an. Den blev solgt i 246 kopier - Nordisk Films næstbedst sælgende film indtil udgangen af 1911 (Løvejagten fra 1908 solgte 259 kopier). Men Nordisk havde heller ikke holdt sig tilbage i forhold til promoveringen af filmen. Af breve afsendt til Nordische Films Co. i Berlin og Projectograph i Budapest fremgår det, at man ville have lanceret den under titlen "Der Abgrund, zweite Serie". Efter selskabet Kosmoramas kæmpe succes med Asta Nielsen-filmen Afgrunden var det smart tænkt, men uvist af hvilke grunde gik man bort fra ideen. Som det fremgår af referatet er handlingen banal og slutningen nærmest tåbelig, men i udførelsen af rollerne, udformningen af fortællingens rammer og de innovative stilistiske greb er filmen interessant og seværdig.
DØDSSPRING TIL HEST FRA CIRCUSKUPLEN
Grev Willy von Rosenørn (Psilander) er uforskyldt gået fallit og må sælge alt, hvad han ejer. På sit 2. kl. hotel møder han personalet fra et circus og forelsker sig hovedkulds i den smukke franske skolerytterske Mlle Doré. For at gøre indtryk på hende, lover han at udføre et meget farefuldt nummer: dødspringet til hest fra cirkuskuplen. Samme dag som nummeret skal udføres, bryder en brand ud på hotellet, og grev Willy må kæmpe sig vej ud gennem flammerne sammen med den lille danserinde miss Evelyn, som virkelig elsker ham af et oprigtigt hjerte - i modsætning til den beregnende og troløse skolerytterske. Efter den erkendelse og strabadserne i den dramatiske brand er han bragt ud af ligevægt og trøster sig ved flasken.. Evelyn forsøger at tale ham fra sit forehavende, men han insisterer på at udføre det farlige nummer og bevise sit mod. Nummeret mislykkes og hest og rytter styrter ned i manegen. Grev Willy overlever dog styrtet og passes og plejes af Evelyn, som forenes med den mand, hun elsker.
EVANGELIEMANDENS LIV
Den smukke og statelige vækkelsesprædikant John Redmond holder tale i en offentlig park og hånes af en ung bølle, Billy Sanders, blandt tilhørerne. Samme aften går han ned i en havneknejpe for at dele løbesedler ud, og her træffer han Billy i selskab med en samling små-forbrydere, der er ved at planlægge et kup. Billy, der er grebet af tvivl om hele sin tilværelse, ønsker ikke at medvirke i bandens kriminelle forehavende og må stikke af fra dem og søge tilflugt hos prædikanten, der med forbløffende lethed slår "Charley med Jernnæven" til jorden. Billy inviteres med hjem til Evangeliemandens ydmyge bolig og her fortæller han den unge mand sin livshistorie, som toner frem for tilskueren i et langt flashback: Han levede et liv i sus og dus med fester og lette damer, og en fatal aften bliver han hængt op på et mord, han ikke har begået. I fængslet angrer han og omvendes til den kristne tro, mens hans far dør og moren sygner hen i sorg. Fængselspræsten får genoptaget hans sag, den rigtige morder dømmes og John Redmond bliver løsladt lige tids nok til at lukke sin døende mors øjne for altid - den ultimative straf for hans tidligere livs udskejelser. Han slutter sin beretning til Billy med ordene: "Tag ved lære af min historie!". Sammen tager de hen til Billys forlovede Nelly, som i sorg over deres miserable og fattige liv er i færd med at tage sig af dage i det lille usle loftskammer. Hun reddes i sidste øjeblik, og Evangeliemanden velsigner dem begge - de er frelste.