Monty Python – komediens Beatles

VANVITTIG HUMOR. Cinemateket skyder fra den 2. december julen i gang, med alle de gakkede udskejelser fra comedy-gruppen over dem alle – Monty Python.

Intet er helligt for 'The Pythons'. Det legendariske comedy-kollektiv, bestående af John Cleese, Graham Chapman, Eric Idle, Michael Palin, Terry Jones og Terry Gilliam, er blevet kaldt 'The Beatles of comedy'. Oplev fem film af det gakkede sekskløver i serien 'Monty Python – akavede apostle og arme riddere', som vises i Cinemateklet i perioden 2. december-24. januar.

Monty Pythons komiske udtryk har en abnorm spændvidde, og ekstremer bliver som ingen andre steder taget i brug i surrealistiske, men samtidig sært genkendelige, universer, der gerne blander historiske overleveringer med nutidige stereotyper – og i øvrigt en syndflod af (på papiret kassable) indfald, der smelter sammen til noget helt unikt. Gruppens typiske engelskhed, intelligens og ordenssans går hånd i hånd med en latterlighed og grovhed af hysterisk absurde dimensioner iblandet skæve indfald af amerikanske Terry Gilliam ('Twelve Monkeys', 'Time Bandits', 'Brazil').  

Messias, gakkede gangarter og skøre riddere med sing-a-long

'Monty Python – akavede apostle og arme riddere' består af filmklassikere fra 1970'erne og 1980'erne. Du bl.a. opleve 'Monty Python's Life of Brian', der tager frimodigt fis på Det Nye Testamente ved at ophøje en af Jesu medborgere, den vattede plebejer Brian, til en ufrivillig Messias. Intet er som sagt helligt, når Monty Python har ordet. Her er hån, spot og latterliggørelse af gudstroende følgere, tiggere, romere og Messias selv – og nok at reflektere over.

Monty Python indtog USA med showet 'Live from the Hollywood Bowl' i 1982. Comedy-gruppens sprælske forestilling er fyldt til randen med nogle af dens mest uimodsigelige sketches, heriblandt 'Ministry of Silly Walks', 'Philosophy Song' og 'Albatros'. Hvis man har brug for en aften med kommunist-quizzer, brændehuggere eller en historisk gennemgang af slapstickens historie, bør man ikke gå glip af 'Live at the Hollywood Bowl'.

Makabert stædige sorte riddere, hellige håndgranater, eksploderende troldmænd (der hedder Tim) og et korstog med kokosnødder i stedet for heste. Alt dette finder man i spoof-komedien 'Monty pyton og de skøre riddere', der allerede var en kultklassiker, inden Python’erne i jubilæumsåret 2015 føjede en introduktion og sing-a-long-tekster til. Efter en yderst vellykket kokosnødde-galop med sing-a-long-versionen i oktober sætter Cinemateket legen fri igen i december, og opfordrer hermed alle uanset hudfarve, køn, etnicitet og gakket gangart til at synge med på filmens helt igennem afvæbnende musical-indslag.

Tid: 2. december–24. januar.
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, 1123 København K.
Billetbestilling: Cinemateket.dk og Tlf. +45 3374 3400