'Test' – hypnotisk medrivende film om kærlighed i atombombens skygge

MÅNEDENS FILM I NOVEMBER er en stille, men subtil kærlighedshistorie fra de centralasiatiske stepper, fortalt i et adstadigt tempo og med den kolde krigs atombombeprøvesprængninger som bagtæppe. Se 'Test' fra i aften og frem til 28. november.

En gang imellem er det sundt at blive mindet om, at film grundlæggende fortælles i billeder. Russiske 'Test' (2014) indeholder ingen dialog, og filmens reallyd og musik er varsomt og præcist doseret – til gengæld sprudler hver og én af filmens smukke, gennemkomponerede indstillinger af visuel opfindsomhed.

Mindre end ti procent af kommunikationen mellem mennesker foregår via ord - resten er kropssprog og mimik. Og "når man er virkelig tæt på et andet menneske, behøver man ikke ord for at kommunikere", siger instruktør Alexandr Kott meget rammende.

Teenagepigen Dina lever med sin far Tolgat langt ude på Sovjetunionens centralasiatiske stepper. Tolgat tager på arbejde hver dag i sin ladvogn, Dina bliver hjemme. To unge mænd er forelskede i hende, en lokal rytter og en udefrakommende fotograf. Det tidløse livsmønster bliver hermed forstyrret, og samtidig skifter filmen tone og fortællingen griber om sig: Sikkerhedsstyrker, bevæbnet med geigertællere, ankommer til området og begynder at afspærre det …

'Test' er en stilfærdig kærlighedshistorie, fortalt i et adstadigt tempo og med poetisk nærvær. I en række scener oplever vi eksempelvis det betagende slettelandskab i fugleperspektiv, før der klippes til detaljerede close-ups af fåreuld, træbark og karakterernes ansigter.

Den billedskønne film kan således minde om Nikita Mikhalkovs 'Urga' (1991). Sletterne, stilheden, vinden – og en befriende humor, når man mindst venter det.

'Test' kan ses i Cinemateket 19-28. november.

Anmelderne skriver

★★★★★★ "hypnotisk … medrivende … Humor rummer filmen også" – CPHCulture

★★★★★ "En af årets flotteste film" – Emil Pyndt, Nosferatu

★★★★ "Forjættende smukke billeder … Romeo og Julie-historie, sansemættede slette-portrætter" – Louise Kidde Sauntved, Berlingske

★★★★ "Overrumplende smukke billeder dominerer denne usædvanlige russiske film" – Nanna Frank Rasmussen, Jyllands-Posten

★★★★ "lader os dufte mulden helt ud i salen" - Freya Bjørnlund, Ekko

★★★★ "skønheden i detaljen … doseringens kunst" – Neia Pil Højsteen, Ordet

♥ ♥ ♥ ♥ "Alexander Kott fortæller sin historie uden ord. I ordenes fravær bliver alt til sprog" – Kim Skotte, Politiken

Tid: 19.-28. november 2015
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Cinemateket.dk og tlf. 3374 3412