Månedens Dokumentar: 'My Name is Salt'

MÅNEDENS DOKUMENTAR. Tag med på en usædvanligt billedskøn rejse til den 7.000 km2 store saltørken i det indiske Kutch-distrikt, hvor lidelse og overlevelse blandt saltudvinderne går hånd i hånd. 'My Name is Salt' har hjemtaget en stribe internationale hædersbevisninger, og er Månedens Dokumentar i august.

'My Name is Salt' kunne i andre hænder være blevet endnu en historie om kapitalistisk udbytning i et hjørne af den tredje verden med fokus på Sanabhai-familiens fattigdom og lidelser. Men Farida Pachas billedskønne dokumentar, der vandt prisen for bedste lange debut ved Amsterdam Film Festival, er først og fremmest en usædvanligt smuk, poetisk og usentimental hyldest til menneskelig overlevelse.

Vi følger Sanabhai og hans familie under det møjsommelige arbejde med at grave brønde, bygge diger, pumpe vand op i bassiner, trampe markerne og rive dem, indtil de udkrystalliseres til verdens hvideste salt. Hvis saltet ikke er tilstrækkeligt hvidt, eller hvis det klumper i for store krystaller, reduceres Sanabhais i forvejen lille fortjeneste. De hyppige opkald fra saltkøbmanden demonstrerer, at Sanabhai er under et voldsomt pres.

'My Name is Salt' er fuldblods cinéma vérité uden voice-overs eller interviews - og fotografen Lutz Konermann forstår til fulde at udnytte det storslåede gråhvide landskab og de farverige klædedragter i de usædvanligt smukt komponerede billeder.

Anmelderne skriver

♥ ♥ ♥ ♥ ♥ "Symbiosen mellem ørkenen og kroppene er mættet af ro ... og som tilskuer falder man ind i familiens liv, holder op med at fokusere på fattigdommen og begynder at spørge sig selv, hvad meningen mon er. Med det hele." Dorte Hygum Sørensen, Politiken

★★★★★★ "En forunderlig rig film." – Allan Berg Nielsen, filmkommentaren.dk

★★★★ "Et sjældent kameraarbejde der giver sig tid til både long-shots og smukke nærbilleder. Nyd dem. 'My Name is Salt' er en film der giver ro i sindet – og eftertanke." - Uffe Stormgaard, Cinemazone

Tid: 25. - 31. august 2016 
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, 1123 København K
Billetbestilling: cinemateket.dk og tlf. 3374 3400