1 filmkritiker, syv favoritter, 12 Bodil-nomineringer

DE BEDSTE DANSKE FILM fra året, der gik. Filmkritiker Søren Høy har udvalgt syv danske favoritter fra 2015. Heraf fem film, der er med i opløbet til årets Bodilpris, der uddeles af kritikerstanden på lørdag den 5. marts. I alt 12 nomineringer har de modtaget tilsammen. Den 9. marts introducerer Søren Høy selv dokumentaren 'The Man Who Saved the World' - og giver sit filmudvalg et par ord med på vejen.

Cinemateket har spurgt filmkritiker Søren Høy, hvilke danske film fra filmåret 2015, der er hans favoritter - og med hvilken begrundelse. I den kommende tid kan du se alle syv - og her er grundene til, at du bør. 

The Man Who Saved the World

Den kolde krig er godt materiale. Skyggerne fra 2. verdenskrig og atomkapløbet kombineret med skæbnerne på begge sider af jerntæppet. Stanislav Petrov er den ukendte helt, hvis koldblodige beslutning i 1983 afværgede en atomkrig. I modige rekonstruktioner flettes hovedpersonens personlige tragedie sammen med østblokkens opløsning.

Arrangement: 'The Man Who Saved the World' introduceres af Søren Høy den 9. marts.

Krigen

'Krigen' spørger sit publikum om følgende: Er det tilladt at redde 10-12 af dine egne folk ved at slå 10-12 af de andre ihjel? Tobias Lindholm er god til tidsånd og autenticitet, men alligevel er 'Krigen' i sin udfoldelse ikke skarp nok i sit føromtalte dilemma. De egentlige spørgsmål burde være: Ved vi overhovedet, hvad det vil sige, at være en krigsførende nation - og er vi klar til de konsekvenser, det medfører?'

'Krigen' vises i serien 'Lov ret og film' med introduktion ved tidligere landsdommer Marianne Levy og kaptajn i forsvaret Martin Tamm Andersen. Velkomst ved retshistoriker og professor Ditlev Tamm.

Under sandet

En film om unge tyske mænd der bliver sprængt i luften, mens de kravler rundt og leder efter miner på stranden ved Vesterhavet. Jeg kan lige høre mig selv pitche den til en date med min kone. Martin Zandvliets bombe-film kan dog vise sig at være en god investering. 'Under sandet' er mere vellykket som visitkort til en karriere i udlandet, end som refleksion over Danmarks hævngerrighed efter tyskernes besættelse. 

Bridgend

Jeg frygtede Jeppe Røndes film. Teenagere, der begår selvmord. Det var utrolig hårdt at komme gennem 'Bridgend'. Den destruktive kraft gennemsyrer billeder, lyd og musik. Opgøret med religion og tro på fremtiden. Det er brutale størrelser, der har sneget sig ind i min underbevidsthed – ind gennem et panser af kynisme, der er bygget op efter mange film om mange af livets uretfærdigheder. Denne her sidder fast som et dystert minde. Lidt som jeg frygtede.

Nøgle Hus Spejl

Michael Noers film vil mig noget. Som 42-årig med 70-årige forældre og døende, ældgamle bedsteforældre. Hvad vil vi med vores familier? Lever vi i en kultur, hvor de gamle forældre bugseres over i hjørnet med et holdkæft-bolsje og en forventning om, at de naturligvis klarer sig selv? Noer mangler desværre en tak til Michael Haneke i rulleteksten. Uden 'Amour' havde han næppe lavet denne her lille film om nogle af livets store spørgsmål.

Mænd & høns

"Hvad dælen handlede den om?” tænkte jeg, da jeg havde set Anders Thomas Jensens første film i ti år. Den groteske cirkusforestilling om en flok mænd, der alle er klonet med dyr, omfavner det aparte, det degenererede og beder os holde øjne, ører og fornuft åbn for alt det, der ikke opfattes som normalt. Jeg ved stadig ikke, hvad 'Mænd og høns' handler om. Og det er en god ting, tænker jeg. For den dag vi ved det hele, holder vi op med at stille spørgsmål.

9. april

Kampvognene kom rullende, mens de unge danske mænd stod magtesløse, uvidende og skræmte med deres cykler og bajonetter. Veteranen Anders Justesen fortalte mig, at skammen over ydmygelsen og vreden over de venner, der blev dræbt uden grund, stadig kan mærkes i det 95-årige sind. Det er uforståeligt, at vi som nation i dag begår samme fejl over for vores soldater. '9. april' viser, at vi intet har lært af historiens fejltagelser.

Tid: Frem til 30. marts 2016
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55
Billetbestilling: Cinemateket.dk eller tlf. +45 3374 3400