Cinemateket og Ragnarock varmer op til Roskilde Festival

MUSIKFILM. Loungestemning og historiske musikfilm er hovedingredienserne, når Cinemateket og Ragnarock – museet for pop, rock og ungdomskultur i dagene 26.-29. juni varmer op til Roskilde Festival.

Det nyåbnede museum for pop, rock og ungdomskultur Ragnarock i Roskilde varmer i samarbejde med Cinemateket op til årets Roskilde Festival med afslappende toner fra 46 års festival-bands, loungestemning og gratis adgang til museets udstilling med festival-armbånd. Samtidig er der fri entré til en række historiske musikfilm, der hylder den helt særlige stemning festivaler og koncerter er omgærdet af.

Fire musikfilmklassikere og lounge med musik, fodbad og kolde øl

Cinemateket og Ragnarock viser hver dag i dagene 26.-29. juni historiske musikfilm, der fortæller om festival- og koncertkulturen. Festivaler og koncerter skaber helt særlige fællesskaber både foran og bag scenen, og de film vi har udvalgt, er farverige stemningsbilleder fra netop disse fællesskaber.

Filmprogrammet, der består af Roskilde Festival-portrætterne 'Kloden Rokker' og 'Roskilde' samt dokumentaren om Monterey International Pop Festival 1967 og Talking Heads-koncertfilmen 'Stop Making Sense', udspringer direkte af museets emnefelt, da koncerter og festivaler er en central del af musik- og ungdomskulturen.

I loungen kan publikum slænge sig i solen og fordybe sig i gamle og nye og ungdomsblade, mens musik fra 46 års Roskilde Festival flyder ud af højttalerne. Hvis solen er lidt for stærk, og trætheden melder sig, er der desuden mulighed for at køle fødderne i loungens fodbad. Caféen er åben – og det er fadølshanerne naturligvis også.

Program

Søndag den 26. juni kl. 12:00 – 'Roskilde' (Ulrik Wivel, 2008)
Mandag den 27. juni kl. 12:00 – 'Kloden Rokker' (John Menzer, 1978)
Tirsdag den 28. juni kl. 12:00 – 'Monterey Pop' (D. A. Pennebaker, 1968)
Onsdag den 29. juni kl. 12:00 – 'Stop Making Sense' (Jonathan Demme, 1984)

Ragnarock har til huse i Rabalderstræde 16 - et stenkast fra festivalpladsen i Roskilde.

Tid: 26.-29. juni kl. 12:00.
Sted: Ragnarock, Musicon, Rabalderstræde 16, 4000 Roskilde
Billetbestilling: Billetterne til filmene er gratis og afhentes i Ragnarock - fri entré til film og udstilling med Roskilde Festival-armbånd

Ragnarock