Stærk og rørende film om Beach Boys-geniet Brian Wilson

MÅNEDENS FILM i Cinemateket i juni er den indlevede og roste portrætfilm 'Love & Mercy' om Beach Boys-geniet Brian Wilson. Se den fra 9. til 19. juni. "En stærk og stærkt rørende musikfilm," skriver Soundvenue blandt andet og tildeler fem stjerner.

Bill Pohlads fintmærkende og velspillede biopic 'Love & Mercy' om Beach Boys-geniet Brian Wilson er Månedens Film i Cinemateket i juni. Filmen følger Wilsons op- og nedture og evige jagt på anerkendelse og kunsterisk integritet i 1960'ernes og 1980'ernes Californien – herunder tiden omkring albummesterværket 'Pet Sounds'.

De centrale roller som den unge og midaldrende Wilson spilles af stjerneskuespillerne Paul Dano og John Cusack, som hverken ligner hinanden eller Wilson, men rammer den følsomme, traumatiserede og ovenud musisk begavede ener fuldstændig på kornet i to centrale perioder af hans løbebane: Som ung fremadstormende komponist på vej mod stjernehimlen, og inde i det fysiske og psykiske fængsel, hvor han senere – styret af manipulerende og griske værger – var ved at kapitulere, og hvor kun en frelsende kærlighedsengel til sidst kunne nå ham.

Bag filmens sprøde billeder står den Oscar-nominerede fotograf Robert D. Yeoman ('The Grand Budapest Hotel'). Instruktør Bill Pohlad har tidligere produceret prisvindende film som '12 Years a Slave', 'Into the Wild' og ’'Brokeback Mountain'.

'Love & Mercy'

'Love & Mercy' veksler overbevisende mellem Beach Boys-geniet Brian Wilsons gennembrudsår i midten af 1960’erne (Paul Dano som Wilson) og den periode i 1980’erne, hvor den navnkundige sangskriver kæmper med psykisk sygdom og stofmisbrug (John Cusack som Wilson). Han bliver overvåget af sin moralsk anløbne psykiater, Dr. Eugene Landy (en veloplagt Paul Giamatti), der overmedicinerer Wilson og kontrollerer ham 24 timer i døgnet. Det gælder også, da han begynder at date Melinda Ledbetter (Elizabeth Banks), som han møder i en bilforretning, hvor hun sælger ham en Cadillac. Men Melindas stædighed og kærlighed hjælper Wilson tilbage til virkeligheden og bliver hans redning.

"Som at være midt inde i Wilson kreativitet," skrev Indiewire ved filmens amerikanske premiere.

De danske anmeldere skriver

♥ ♥ ♥ ♥ "God musik og en god historie. Er begge til stede, er der basis for en god musiker-biopic, og det er mildest talt tilfældet her" – Kim Skotte, Politiken

★★★★★ "En stærk og stærkt rørende musikfilm om Beach Boys-forsangeren Brian Wilsons indre dæmoner, der går i både hjerte og ører i en grad, så man får lyst til øjeblikkeligt selv at genopdage mandens musiske genialitet." – Lise Ulrich, Soundvenue.

★★★★★ "En dejligt betagende film" – Mattia Guidarelli, Moovy

★★★★ "Et stærkt indblik i Beach Boys forsangeren Brian Wilsons omtumlede liv" – Nikolaj Sonqvist, Cinemaonline

★★★★ "Charme og talent" – Oskar K. Bundgaard, Filmz

Tid: 9.-19. juni. Første visning er gratis for medlemmer af Cinemateket.
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, 1123 København K
Billetbestilling: Online og på tlf. +45 3374 3412