Friday Late Night - Manic Street Preachers

PUNK-GLAM-ROCK OG KOLDE ØL. Fredag den 11. marts kan du opleve det samfundsrevsende 90’er-outfit Manic Street Preachers, når Cinemateket præsenterer dokumentaren 'No Manifesto'. Der er bar og DJ inden filmen.

"Ingen glamour, bare en afmålt, uprætentiøs dokumentar", skrev The Guardian om Manic Street Preachers-dokumentaren 'No Manifesto' (2015), som vises som Friday Late Night-film i Cinemateket den 11. marts. Vi er med i studiet og oplever på nært hold de uundgåelige skænderier i bestræbelserne på at skabe nyt materiale. Medlemmerne James Dean Bradfield, Nicky Wire og Sean Moore fortæller åbent og hudløst ærligt hele bandets historie – heriblandt om traumerne efter det fjerde bandmedlem Richey Edwards nedtur og sporløse forsvinden i 1995 og om den konstante kamp med sladderpressen og dennes kyniske jagt efter sensationsnyheder. 

Punk-rock med politisk agenda 

Manic Street Preachers brød igennem lydmuren i starten af 1990'erne med deres socialpolitiske punk-rock hits. Det Walisiske band grovhittede i 1990'erne med numre som 'A design For Life' og 'If You Tolerate This Your Children Will Be Next' – med en særegen sound i krydsfeltet mellem glam og punk. Bandet havde fra start et klokkeklart mål: De ville på hitlisterne med politiske slagsange i en tid, hvor den britiske musikscene hovedsageligt var præget af britpop-festhoveder, indadvendte shoegazers og acid house-trips. Mission lykkedes for dem – men hvordan var vejen dertil? 

Der er kolde øl i baren og Manics på pladetallerkenen fra kl. 20.00. Filmen begynder kl. 21.30.

Tid:  11. marts 2016, kl. 20.00
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, Kbh K
Billetter: cinemateket.dk eller tlf. 33 74 34 12