Jorden rundt på fransk

FRANSKE FILMFRISTELSER. I februar måned afholdt Cinemateket til stor begejstring Valentins-arrangementet 'En bid af Paris'. Vi forsætter den frankofone succes 8.-31. marts med serien 'Fortællinger på fransk' – nye fransksprogede film fortalt fra flere verdenshjørner. I programmet er der alt fra den belgiske avantgardefilmmager Chantal Akermans sidste film over komedier om sex og sundhed til en 1970'er tegneserie vakt til live på det store lærred.

I marts måned viser Cinemateket i anledning af Den Internationale Frankofonidag (20. marts) nyere film fra en lang række fransktalende lande. Filmene i serien 'Fortællinger på fransk' har engelske undertekster, og kun ganske få af dem har tidligere været vist i Danmark.

To filmreceptioner

Onsdag den 9. marts byder Den Belgiske Ambassade på reception inden visningen af avantgardefilmmageren Chantal Akermans sidste film inden hendes alt for tidlige død, nemlig hendes hyldest til sin polsk-jødiske mor 'No Home Movie' – en film, der ironisk nok er en frisk refleksion over døden.
Onsdag den 16. marts inviterer Den Canadiske Ambassade på reception. Det sker i forbindelse med præsentationen af 'The Heart of Madame Sabali' – en underholdende, absurd komedie om en hjertetransplantation, der skaber fundament for en helt ny livsanskuelse hos filmens hovedperson, den midaldrende Jeanette. Jeanette går fra grå understimuleret mus i et lidenskabsløst forhold til at få (sex)appetit på livet – og et ganske særligt forhold til den afrikanske familie, som har doneret hjertet til hende. En film fortalt med lige dele hjertevarme og underspillet humor.
Nedenfor kan du læse om endnu et par af de i alt syv fransksprogede film, cinemateket viser frem til udgangen af marts. 

Flirtende fransk fantasi 

Tegneserie-filmen 'Aya of Yop City' (2013) skildrer med elegante og enkle streger livet i Elfenbenskysten i slutningen af 1970'erne. Skaberen bag den oprindelige – og yderst populære – tegneserie, Marguerite Abouet (født og opvokset i Elfenbenskysten) kunne ikke genkende de franske mediers billede af Afrika og lavede derfor sin egen version. I et pulserende arbejderkvarter i hovedstaden Abidjan svanser kvinder med vrikkende hofter i pariserkjoler omkring, mens mændene er uforbederlige kvindebedårere, der frydefuldt iagttager dem. Et fortryllende univers af douchede, tropiske farver fortalt med en underspillet sensuel naivitet. En komedie om et urbant og moderne Afrika med et elektrificerende soundtrack, der mikser funk, rock, disco, afropop og afrojazz. 'Aya of Yop City' vises tirsdag den 22. marts og søndag den 27. marts kl. 16.45. 

Hospitalsvæsenet bag facaden 

Komedien 'Hippocrate' (2014) stiller skarpt på det franske sygehusvæsen – og ikke mindst hvilke interne hemmeligheder, der gemmer sig bag den sterile facade. Den unge læge Benjamin får (uden besvær) arbejde på det Paris-hospital, hvor hans far arbejder. Samme sted får den erfarne læge Abdel kun små opgaver grundet sin udenlandske herkomst. Magtbalancen mellem dem vakler dog, i det øjeblik Benjamin laver en fatal fejl, der koster en hjemløs alkoholiker livet. Instruktøren bag filmen trækker tydeligt på sine egne erfaringer som læge i en kompromisløs (og for offentligheden skjult) verden. En alvorsfuld og eftertænksom komedie om uretfærdighed, etik og tilgivelse. 'Hippocrate' vises tirsdag den 22. marts og søndag den 27. marts kl. 16.45.

Tid: 8.–31. marts 2016
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, Kbh K
Billetter: cinemateket.dk eller tlf. 33 74 34 12