Månedens dokumentar: 'Shalom Italia'

PÅ SKOVTUR TIL BARNDOMMEN. Fra den 22.-28. juni viser vi som månedens dokumentar den israelske dokumentar 'Shalom Italia', der fortæller en universel historie om søskendeskab og den måde, vi mennesker husker fortiden forskelligt.

Tre jødisk-italienske brødre på 73, 82 og 84 sætter hinanden stævne i Toscana. Som børn måtte de under 2. verdenskrig flygte fra nazisterne fra Firenze ud i en toscansk skov, hvor de skjulte sig i et helt år med deres familie i en hjemmebygget hule blandt nogle klippesten. Nu har de sat sig for at finde stedet i skoven, hvor de i frygt og stilhed levede et helt år og på den måde overlevede krigen.

Der er masser af humor og varme imellem de tre brødre, der husker deres fortid meget forskelligt. Jagten på hulen går ind på trods af fysiske udfordringer, og undervejs nydes skønne italienske måltider og et godt glas vin, mens småflabede bemærkninger flyver over bordet. Brødrene har et meget forskelligt temperament og indstilling til livet: Vi møder den akademiske gnavpot, der som den ældste i flokken blev mere traumatiseret af krigen end sine små brødre. Den mellemste bror er en livsoptimist, der har holdt sig i optimal fysisk form og derfor sendes som fortrop på eftersøgningen. Yngste bror er pragmatiker og livsnyder og har øje for livets små glæder og charmen ved det lokale liv i landsbyen.

Den lune israelske dokumentar fortæller en universel historie om søskendeskab og den måde, vi mennesker husker fortiden forskelligt. Vil det lykkes brødrene at finde hulen i skoven, der reddede deres liv, så de kan binde en sløjfe på deres families historie? 


Anmelderne skriver

★★★★★ "På kun 70 minutter bliver filmen både et hjertevamt og glødende humoristisk portræt af de tre brødre, men også en rørende meditation over den uforlignelige magt barndommens minder har over alle os mennesker." - CinemaZone

♥ ♥ ♥ ♥ "En lille fortælling, men en stor historie for et land som Israel, hvor så mange er holocaust-overlevere eller direkte efterkommere." - Politiken

★★★★ "I den efterhånden CGI-befængte, buldrende filmindustri er det en befrielse, at instruktør Tamar Tal har skabt et rum, hvor filmen kan tage sig nøjagtig den tid, den har brug for. I dette rum opstår der både en livsnydende charme og letsindighed overfor livet samt en eftertænksomhed over krigens gru og rædsler." - Ordet

★★★★ "'Shalom Italia" fortæller ikke kun endnu en spændende beretning om 2. Verdenskrig, men giver også et indblik i, hvordan den kan erindres forskelligt." - Filmz

★★★★ "I ’Shalom Italia’ bliver hjerteskærende til hjertevarm, når tre jødiske brødre på henholdsvis 79, 82 og 84 genopliver gamle minder i deres søgen efter hulen i skoven, som under krigen blev deres skjulested et helt år." - Filmmagasinet Nosferatu 

★★★★ "En film om sammenhold, søskendekærlighed og måden vi husker på." - Kulturtid

Tid: 22. - 28. juni 2017
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, Kbh K
Billetter (75 kr, dog 50 kr for Cinematekets medlemmer): kan bestilles online eller på tlf. 33 74 34 12