Indiens levende gudinder - Stærke kvinder i Bollywood

12. – 28. MAJ. Tag på en farverig tur til Bollywood, når vi præsenterer 12 indiske perler med stærke kvinder, der på den ene eller anden måde træder i karakter, står sammen og gør op med de traditionelle seksuelle normer og kønsroller.

Parched 1

Kvinder før og nu

Udenomsægteskabelig sex, lesbisk begær, bare bryster og intim kropsberøring har været utænkelige elementer i indisk populærfilm, men de indgår ikke desto mindre i Leena Yadavs smukke nye film 'Parched', der åbner det indiske program i Cinemateket og vidner om, at de traditionelle seksuelle normer og kønsroller udfordres i Bollywood i disse år. Forandringens vinde blæser også gennem den tidligere så skrappe indiske filmcensur.

Indien var et af de første lande i verden, der fik en kvindelig premierminister, og Indiens store filmindustri har altid forgudet sine kvindelige stjerner. De kvindelige karakterer har dog stort set altid indtaget meget stereotype (bi)roller som altopofrende mødre og hustruer eller godhjertede prostituerede. 

Med få undtagelser som 'The Role' (1977) og 'Mirch Masala' (1987), der satte fokus på kvindernes position i et patriarkalsk indisk samfund, har hindifilmene handlet om gangstere, politifolk og politikere – spillet af mandlige stjerner. Det er først i de senere år, at kvindernes position i Bollywood er blevet mindre endimensionel, såvel foran som bag kameraet. Det afspejler sig i de film, vi viser i vores Indien-serie i maj. 

Mary Kom 2

I et unikt program præsenterer Cinemateket en række nye indiske film, der handler om kvinder som på den ene eller anden måde træder i karakter, står sammen og gør op med de traditionsbundne roller, som et mandsdomineret indisk samfund har placeret dem i. De tager på en frigørelsesrejse til Europa (’Queen’) får status og selvrespekt ved at lære engelsk (’English Vinglish’), bryder igennem i en rå mandeverden (’Mary Kom’) eller redder menneskeliv ved en heltemodig indsats (’NH10’ og ’Neerja’). Kvindernes position i indisk film er blevet mindre endimensionel - såvel foran som bag kameraet. 

Sang og dans

Siden de tidligste tonefilm har sang- og dansesekvenser været sjælen og hjertet i indisk film. Mange køber ligefrem billet til en premierefilm bare for at opleve, hvordan sangene – der typisk er i handelen flere måneder før premieren – er blevet 'picturized'. 

Men i dag er publikum – i alt fald i den indiske middelklasse – begyndt at kræve andet og mere end de traditionelle farverige sang- og dansesekvenser. Det er således ikke længere et must, at en Bollywoodfilm skal indeholde mindst fem dansenumre (hvilket ikke forhindrer flere af de film, Cinemateket præsenterer, i at rumme flotte, nyskabende musical-sidespring!). 

English Vinglish 5

Åbningsarrangement  12. maj

Serien åbner den 12. maj med filmen 'Parched' med besøg af filmens kvindelige instruktør Leena Yadav, der er i København fra den 11.-14. maj. Efter filmen er der optræden ved Bollywood-dansere og reception med indiske forfriskninger i Asta bar.

Særbrochure på engelsk

I forbindelse med den indiske filmserie er der fremstillet en særbrochure på engelsk. Den omfatter en introduktionsartikel, omtaler af de enkelte film og en kalender for samtlige forestillingerne i København og Århus. Brochuren er gratis og kan afhentes i Cinemateket eller i Øst for Paradis (Århus).

Indisk middag i SULT

Under serien tilbyder Restaurant SULT en indisk ret – Murgh Chicken Korma med naan-brød – til særpris (130 kr.) mod fremvisning af billet til en af seriens forestillinger.

Queen 2

Filmvisninger i Århus

Som det fremgår af programmet og den engelsksprogede brochure, vil tre af de indiske film blive vist i Øst for Paradis i Århus. Åbningsarrangementet finder sted den 19. maj med præsentation af filmen ’Kahaani’. Herudover præsenterer Øst for Paradis 'Queen' (20. maj) og 'Mary Kom' (21. maj). Læs mere på paradisbio.dk.

'Indiens levende gudinder' er arrangeret i samarbejde med Indiens Ambassade, Air India og Tourism India og kurateret med assistance fra den indiske filmhistoriker Amrit Gangar.
Bestil billetter til alle filmene her.

Mere om indisk kunst og kultur

Vil man vide mere om den indiske kunst og kultur, set i et historisk perspektiv, så besøg Davids Samling i Kronprinsessegade.
Her kan man se den ypperste kunst i genstande fra de indiske sultanater, Mogulernes Indien og fra tiden op til midten af 1800-tallet, hvor England var kolonimagt. Der er gratis adgang. Læs mere her.

Tid: 12.-28. maj 2017
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, Kbh K
Billetter: Kan bestilles online eller på tlf. 33 74 34 12 

Fakta

Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut
/ Danish Film Institute

EAN-nr: 5798000794085
CVR-nr: 56858318

Gothersgade 55
1123 København K

Tlf. +45 3374 3400
Fax +45 3374 3401
E-mail: dfi@dfi.dk

Cinematekets billetsalg
TLF. +45 3374 3412