CPH:DOX – instruktørbesøg og masterclasses i massevis

CPH:DOX – Københavns internationale dokumentarfilmfestival – er godt i gang, og intensiverer frem til 26. marts det omfattende program med debatter, instruktørbesøg og masterclasses. Du kan købe billetter til bare 50 kr., hvis du er medlem af Cinemateket. 

Medlemsrabat i Cinemateket

Af de over 200 film, der præsenteres i Københavns  biografer under CPH:DOX, bliver mere end 100 vist i Cinemateket, der desuden lægger hus til en stribe instruktørbesøg, debatter og meget mere.  

Medlemmer af Cinemateket kan se alle ordinære film til medlemspris igennem hele festivalen (50 kr./ normalpris 85 kr.).

Kom tæt på omrejsende biografer i Indien og idealistiske journalister i Afrika – og mød instruktørerne

På CPH:DOX kan du møde mange spændende instruktører – bl.a. Shirley Abraham, hvis ’The Cinema Travellers’ handler om Indiens unikke, omrejsende biografer. Det er et portræt af en levende filmkultur, der også fungerer som en social fællesnævner, når folk mødes på markedspladser for at se film i telte og under åben himmel.

Mød også instruktøren bag ’The Chocolate Case’, Benthe Forrer, som følger tre idealistiske journalister, der går undercover i kakaobranchen i Afrika – en industri præget af børneslaveri. Det er en afslørende, dramatisk og sorthumoristisk detektivhistorie med mange drejninger undervejs, bl.a. da filmens hovedpersoner vælger at starte deres eget chokolademærke, som du endda kan smage til visningen! I den mere dystre ende kan du møde ’Trophy’-instruktør Shaul Schwarz, som med stort journalistisk overblik går tæt på de mange problematikker i moderne storvildtjagt – for Afrikas udryddelsestruede dyrearter er big business.

Dette er blot et par smagsprøver på alle de instruktører du kan møde under festivalen. Mød også instruktørerne af ’Al magt til folket?’, om det italienske protestparti Femstjernebevægelsen, ’Life Imitation’, en mørk og futuristisk film der blander scener fra Kinas undergrund med billeder fra computerspil – samt ’Common Carrier’, om livet i udkanten af New Yorks kunstscene.

cphdox-2017 - Masterclass- Kirsten Johnson - Main still 364278

Masterclasses med en stribe prominente filmskabere

En række prominente filmfolk kommer også på besøg og giver masterclasses under CPH:DOX. Heriblandt Matthew Heineman, der bl.a. med ’Cartel Land’ har markeret sig som en af de mest frygtløse, grundige og originale, journalistiske dokumentarister i dag. Oplev Heineman i samtale med Charlotte Cook om at fortælle stærke og facetterede historier fra verdens frontlinjer – med udgangspunkt i hans nye film ’City of Ghosts’ – der kan opleves umiddelbart inden masterclassen.

Du kan også møde Kirsten Johnson, filmfotograf og instruktør på ’Cameraperson’, der er en af årets mest roste dokumentarfilm. Hun har været filmfotograf i 25 år, og har sat sit formidable fingeraftryk på film som ’Fahrenheit 9/11’ og ’Citizenfour’. Johnson fortæller om kunsten at sætte billeder på andre menneskers liv, og om at tage ansvaret for de billeder, man skaber.

Endelig kan du møde Nikolaus Geyrhalter, der siden sit gennembrud med ’Vort daglige brød’ har skabt et omfattende og perfektionistisk værk, der gennem millimeterpræcise billeder lader os betragte den moderne virkelighed med nye øjne. Geyrhalters vision har aldrig været mere kompromisløst end i hans seneste film, ’Homo Sapiens’. Mød ham til en samtale om æstetik, viden og at se verden på ny – og se efterfølgende filmen.

cphdox-2017 - The Devil's Freedom - Main still 365375

Flere oplevelser

I den sidste uge af CPH:DOX kan du også opleve en række af de nominerede film i den internationale hovedkonkurrence DOX:AWARD: ’What Young Men Do’ er en stilstikker, norsk ungdomsfilm om en teenageknægts første møde med systemet – fortalt af ham selv i en skæv hybrid mellem dokumentar og fiktion. Og I Phie Ambos seneste film ’…når du kigger væk’ stilles der store spørgsmål i et filmisk eksperiment med overraskende svar. Filmen er nemlig en undersøgelse af bevidsthedens grænser og måderne vi er forbundne på.

Af de mere end 100 film som ruller over Cinematekts lærreder kan også nævnes ’The Human Surge’ – et hallucinatorisk filmtrip, der kortlægger et økosystem af dunkle sammenhænge på tværs af kontinenter. Og ’The Devil’s Freedom’, der præsenterer den mexicanske narkokrig fra en helt ny vinkel. Eller ’The New Radical’, der sætter spørgsmålstegn ved, om hacktivister og krypto-anarkisters tilgang til nettet er en frihedskamp eller en totalt uforudsigelig trussel.

Der er meget at vælge imellem, det er bare at springe ud i det!

Læs om alle CPH:DOX-filmene i Cinemateket og bestil billetter.

Tid: 16.-26. marts 2017
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling:cinemateket.dk og tlf. 3374 3412.