CPH:DOX i Cinemateket – Politik, videnskab og Anohnis New York

CPH:DOX – Københavns internationale dokumentarfilmfestival – skydes i gang torsdag den 16. marts, og vil frem til den 26. marts byde på mere end 100 film i Cinemateket. I løbet af festivalens første uge kan du bl.a. opleve dokumentarer om politik og videnskab og et filmprogram kurateret af kunstneren og musikeren Anohni. Du kan købe billetter til 50 kr., hvis du er medlem af Cinemateket.

DOX2

Mere end 100 film i Cinemateket – med medlemsrabat

Af de over 200 film, der præsenteres i byens biografer under CPH:DOX, bliver mere end 100 vist i Cinemateket, der desuden lægger hus til en stribe instruktørbesøg, debatter og meget mere.  En række tematiske spor løber gennem programmet og nedenfor præsenteres de hovedemner, der præger Cinemateket i løbet af festivalens første uge. 

Medlemmer af Cinemateket kan se alle ordinære film til medlemspris igennem hele festivalen (50 kr./ normalpris 85 kr.). 

Politik – power to the people

En stor del af årets CPH:DOX-program er dedikeret til politiske film fra hele verden. Et af fokuspunkterne er populismens fremmarch i Europa fra nord til syd. Den danskproducerede 'Al magt til folket?' følger det italienske protestparti Femstjernebevægelsen, der overraskede alle, da de blev valgt ind i parlamentet med 25 procent af de samlede stemmer og 'Keep Quiet' omhandler den ungarske politiker Csanad Szegedi, der er antisemit og holocaustbenægter – lige indtil hans bedstemor afslører en livslang hemmelighed, der vender op og ned på alt. Mesterinstruktøren Pere Portabellos 'General Report II' er et radikalt demokratisk panorama over situationen i Spanien. 

Ved siden af fokusset på populismen, kan man bl.a. også opleve 'All Governments Lie', en aktuel film der går i krig med falske nyheder og slår et slag for den seriøse journalistik, 'An Insignificant Man', der omhandler aktivisten Arvind Kejriwals kamp for at forandre det indiske demokrati, og 'Præsidenten fra Nordvest', om Ahmed, der efter 47 år i Danmark rejser tilbage til Somalia for at blive præsident og få landet tilbage på ret fod.

Keep Quiet

Videnskab – before and after science

CPH:DOX har også fokus på dokumentarfilmens unikke evne til at formidle ellers svært forståelige videnskabelige idéer. 'Photon' sætter billeder på universets mindste byggesten og største gåder i en audiovisuel svimlende filmoplevelse af dimensioner, man helt bogstaveligt aldrig har set før. Filmessayet 'The Future of Work and Death' tager, med tør humor og originale analyser, fat i hvordan teknologien undergraver alle faste forestillinger om livet, ikke mindst dets to mest fundamentale grundvilkår – arbejdet og døden.

Fra de helt store spørgsmål om liv og død, er der også plads til personlige fortællinger med fundament i videnskaben. 'Unrest' er den PhD-studerende Jennifer Breas egen beretning om kampen mod kronisk træthed – en sygdom som mange lider af, men kun få forstår. 

Anohni – Skønhedens radikale protest

Under titlen ’Disrupt Their Lives’ har kunstneren og sangeren Anohni kurateret et filmprogram, der har New Yorks undergrundsscene som udgangspunkt, men som også indeholder andre værker, som sjældent ruller over det store lærred – f.eks. Alain Resnais’ hjemsøgende Holocaust-essay 'Nat og tåge', som vises med 'Mr. O’s Book of the Dead', en brutal smuk, japansk film om butoh-danseren Kazuo Ohnol. 'Pay It No Mind' og 'Casting Faith' præsenterer to inspirerende og levende kunsterportrætter af hhv. transgender-ikonet Marsha P. Johnson og skulptøren Gillian Jagger. Oplev også Charles Atlas’ punkede docu-musical 'Hail the New Puritan' med London-danseren Michael Clark, der dyrker overfladen for at nå ind til den kreative kerne.

Maurizio Cat

Endnu mere at opleve

Ved siden af Anohnis serie har kunsten også stor plads i årets program. 'Cameraperson' omhandler kunsten at betragte verden, fortalt af filmfotografen Kirsten Johnson. I 'Where is Rocky II' tager Pierre Bismuth publikum med på en rejse ud for at finde en kunstig sten placeret i en ørken for fyrre år siden. Endelig er 'Maurizio Cattelan: Be Right Back' et drilsk portræt af undvigemanøvrens mester – Maurizio Cattelan – konceptkunstneren og superstjernen, som ingen rigtig ved hvem er.

Og der er stadig meget mere at komme efter. Man kan opleve alt fra 'Se nu stiger solen', litteraturforsker Mette Høegs opgør med den feministiske (selv)censur i en provokerende rejse fra Københavns Universitet til en stripklub i Mexico, over 'Rage', der betragter mødet mellem techno og anarkisme og trækker linjerne op mellem rave parties og sociale utopier, til 'Craigslist Allstars', om en ung kunstners udflugt i internettets sociale laboratorium, Craigslist. Der er meget at vælge imellem og derfor er der kun ét råd at give – gå på opdagelse og spring ud i det! 

Læs om alle CPH:DOX-filmene i Cinemateket og bestil billetter.

Tid: 16.-26. marts 2017
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: cinemateket.dk og tlf. 3374 3412.

Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut
/ Danish Film Institute

EAN-nr: 5798000794085
CVR-nr: 56858318

Gothersgade 55
1123 København K

Tlf. +45 3374 3400
Fax +45 3374 3401
E-mail: dfi@dfi.dk

Cinematekets billetsalg
TLF. +45 3374 3412