Månedens Film: 'Certain Women'

MÅNEDENS FILM. Laura Dern – Michelle Williams – Kristin Stewart. Tre af Hollywoods markante og modige skuespillerinder er forenet i vinderen af hovedprisen på London Film Festival 2016 og nu Månedens Film i marts, 'Certain Women', der vises fra d. 2.-12. marts.

Det siger en del om instruktør Kelly Reichardts kvaliteter, at hun samler både stjernenavne og priser, for hendes film er udtalt anti-Hollywood. Hun sætter kvinderne i centrum, uden melodrama og glamour, men med en sjælden realisme og nuancerigdom. 'Certain Women' følger tre meget forskellige kvinder i den lille by Livingstone i Montana, USA. Laura (Laura Dern) er advokat med en udenomsægteskabelig affære og vanskelige klienter. Gina (Michelle Williams) forsøger at skabe et perfekt hjem for sin mand og datter, men må kæmpe med egne moralbegreber i forsøget på at få udført arbejdet i den lille by. Jamie (Lily Gladstone i en glansrolle) har et ensomt job som hestepasser. En dag dumper hun ind på en aftenskole og bliver følelsesmæssigt opslugt af den vikarierende lærer (Kristin Stewart). 

New York Times har kaldt Kelly Richardt "en tavshedens og de åbne vidders poet", og hverdagshistorierne bevæger sig netop roligt fremad som den flod, vi ser flyde gennem Montanas vintergrå landskab. Kvindernes kriser er usentimentalt skildret, og dialogen er sparsom. Alligevel funkler skuespillerinderne og gør den lokale fortælling universel. 'Certain Women' er en modig, selvsikker og underspillet film, der fortjener at blive set af mange.

Anmelderne skriver:

★★★★★★ "Uhørt detaljerigdom ... Skuespillet er forrygende." - Pov.international

★★★★★ "Kelly Reichardt fortsætter sin suveræne neddæmpede stil med tre kvindeportrætter fra den amerikanske prærie." - Filmmagasinet Ekko

★★★★★ "En dybt bevægende og betagende historie om forsøget på at skabe menneskelig kontakt." - Soundvenue

★★★★★ "Filmens underspillethed samt implicitte fortælling blandet med storslåede billeder fra naturen medgiver en stærk tilbagelænet intensitet, der forekommer som noget ganske særligt i filmen." - Cinemaonline

★★★★★ "Det er simpelthen usædvanligt godt." - Cinemazone

♥ ♥ ♥ ♥ "Stjernerne Laura Dern, Kristin Stewart og Michelle Williams er gode i 'Certain Women'" - Politiken

Tid: 2.-12. marts
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online og tlf. 3374 3412