Cinemateket december-januar

December-januar-programmet er på gaden og byder på en stor serie med den franske gangsterfilmmester Jean-Pierre Melville, som i år ville være blevet 100 år. Oplev også dokumentaristen Werner Herzog – i filosofisk lys, Bogart & Bacall – fire pletskud med parret i sort, Kubrick komplet – hele værket, og Japansk 1930'er-film – med benshi-besøg. Foruden 15 andre filmserier med introduktioner, diskussioner, musik, fest og meget mere – samt mere end 30 unikke særarrangementer oveni!

Forside-sitecore

Serier og festivaler

Jean-Pierre Melville – amerikaneren fra Paris

I år ville den cool og stilsikre franske gangsterfilmmester Jean-Pierre Melville være fyldt 100 år. Cinemateket hylder Melville med visninger af en lang række af hans ikoniske film, bl.a. ’Den røde cirkel’ og ’Ekspert i drab’, samt en stribe særarrangementer.
Jean-Pierre Melville – amerikaneren fra Paris (9 film og events) 1. december-30. januar.

Werner Herzog – i filosofisk lys

Gennem hele december og januar præsenterer vi en perlerække af Werner Herzog-dokumentarer med besøg og filosofiske saloner som omdrejningspunkt. Serien er udarbejdet i samarbejde med Eksistensfilosofisk Akademi og Goethe-Institut Dänemark. En stribe inviterede gæster vil åbne filmene i filosofisk retning og Kristoffer Hegnsvad, forfatter til den netop færdiggjorte værkanalytiske monografi ’Werner Herzog – ekstatisk sandhed og andre ubrugelige erobringer’, fortæller om Herzog og sin bog ved en lancering den 7. december.
Werner Herzog – i filosofisk lys (9 film og events) 3. december-31. januar.

Bogart & Bacall – fire pletskud med parret i sort

Oplev et af alle tiders mest berømte filmpar, når Cinemateket i december og januar viser Humphrey Bogart og Lauren Bacalls fire film som duo, bl.a. ’The Big Sleep’ og ’To Have and Have Not’. Serien åbner den 12. december, hvor krimiekspert og Bogart og Bacall-kender Bo Tao Michaëlis introducerer film noir-kultperlen ’Dark Passage’ fra 1947.
Bogart & Bacall – fire pletskud med parret i sort (4 film og events) 12. december-23. januar.

Med dansk tale – kunsten at dubbe Disney

I samarbejde med podcasten ’Med dansk tale’ sætter Cinemateket ved fire arrangementer fokus på den ædle kunst at dubbe. Mød bl.a. Daimi, Gert Fredholm og Henrik Koefoed og se Disney-perler som ’Løvernes Konge’, ’Pinocchio’ og ’Aladdin’: ’Pinocchio’ (dansk version fra 1950) - med introduktion af Brian Iskov 2. december. ’Pinocchio’ (dansk version fra 1978) - med besøg af Daimi og Gert Fredholm den 7. december. Henrik Koefoed-karriere-interview med fokus på dubbing (gratis entré i Cinematekets bibliotek) efterfulgt af ’Løvernes konge’ den 14. januar. Aladdin – med besøg af Preben Kristensen, Lars Thiesgaard og Nis Bank-Mikkelsen den 21. januar.
Med dansk tale – kunsten at dubbe Disney. Fire arrangementer: 2. december-21. januar 

Japansk 1930'er-film – med benshi-besøg

I dagene 2.-6. december præsenterer vi hele ni sjældne japanske 1930’er-film – fire ’stumme’ med benshi-ledsagelse og fem af de smukkeste eksempler på tidlige japanske tonefilm. Benshi betyder ganske enkelt ’fortæller’, men den japanske benshi var ofte den egentlige stjerne for biografpublikummet. Han eller hun var den, der lagde ømhed, sarkasme, action og humor ind i filmene. Kurator og filmhistoriker Dick Stegewerns fra International Research Center for Japanese Studies (Kyoto) & Oslo Universitet introducerer hele ni af seriens film.
Japansk 1930'er-film – med benshi-besøg (13 film og events) 2. december-21. januar.

Freaks og andre forkrøblede gys – 1930'ernes pre-code horror

Biografmørket bliver særligt dragende og dunkelt, når vi blænder op for en stribe horrorfilm fra perioden 1929-1934. Film der i den amerikanske filmhistorie kaldes for 'pre-Code cinema', fordi de blev til inden Hollywood gennemtrumfede ufravigelig selvcensur. Hér kan du gyse (og grine) til billedskønne bearbejdninger af nogle af skræklitteraturens allerstørste klassikere. De fleste af filmene i serien introduceres af kendere og entusiaster – bl.a. skrækfilmekspert Nicolas Barbano.
Freaks og andre forkrøblede gys – 1930'ernes pre-code horror (7 film og events) 1. december-19. januar.

Kubrick komplet – opsamling på hele mesterværket

I tredje afdeling af Kubrick Festival 2017 sætter vi fokus på Stanley Kubricks storfilm ’Spartacus’, ’Barry Lyndon’ og ’Eyes Wide Shut’, men viser samtidig alle den amerikanske mesterinstruktørs øvrige værker på udvalgte dage. De fleste af seriens film præsenteres i nye kopier.
Kubrick Komplet (13 film) 9. december-30. januar.

Krimidronningen Agatha Christie – Poirot, Marple og mordmysterier med besøg

Se bl.a. ’ABC mordene’, ’4:50 fra Paddington’ og ’And Then There Were None’ i december-januar – og kom til Agatha Christie-søndag den 10. december, hvor seks forfattere hylder den britiske krimidronning. Alt sammen i anledning af den nye udgave af ’Mordet i Orientekspressen’, som ruller over de danske biograflærreder netop nu – og kalder på mere!
Krimidronningen Agatha Christie (7 film og events) 7. december-25. januar.

Joachim Trier – melankolske generationsportrætter

Det norske stjerneskud Joachim Trier er aktuel med filmen ’Thelma’. (Gen)oplev hans tre første film, de melankolske Oslo-portrætter ’Reprise’, ’Oslo, 31. august’ og den stjernespækkede ’Louder Than Bombs’ – alle med dugfriske video-introduktioner af instruktøren selv.
Joachim Trier – melankolske generationsportrætter (3 film og events) 9. december-9. januar.

Flere serier og festivaler

Magiske Miyazaki – forunderlige forvandlinger og fabelagtige flyveture (7 film) 2. december-20. januar (læs mere nedenfor). Edward Yang – livets parenteser (6 film og events) 7.-31. januar. Årets hits i Cinemateket – ekstravisninger fra året, der gik (6 film) 2. december-31. januar. Ønskefilm – film valgt af dig (6 film) 9. december-31. januar. VOID – International Animation Film Festival 25. januar-3. februar. Peter Weir – mystik fra Down Under (5 film) 7. december-24. januar. Danish on a Sunday – Danish hits – English subtitles (4 film) 10. december-28. januar. Dansk film og kulturel globalisering – film og debat med instruktørerne Fenar Ahmad, Andreas Dalsgaard og Nagrieb Khaja 9. december+10.-11. januar.

Særarrangementer

I fjor i Marienbad – Ordet-releasefest: En aften om (film)tid

Filmtidsskriftet Ordet og universitetsprofessor Ulrik Uggerhøj præsenterer i samarbejde med Cinemateket en aften om (film)tid og viser det labyrintiske kærlighedsdrama ’I fjor i Marienbad’ af den franske nybølgeinstruktør Alain Resnais. Uggerhøj, som er professor i fysik og forsker i tid, kaster nyt naturvidenskabeligt lys på den gådefulde franske klassiker.
I fjor i Marienbad – Ordet-releasefest: En aften om (film)tid den 7. december.

Olivia de Havilland - film, foredrag og hilsen fra en 101-årig stjerne

Hollywood-eksperten Donald Spoto fortæller den 16. december om Olivia de Havillands karriere – der bl.a. omfatter ni film med hjerteknuseren Errol Flynn – og præsenterer klassikeren ’Arvingen’. Og Spoto har en hilsen med fra de Havilland, som han netop har besøgt i Paris.
Olivia de Havilland – film og foredrag den 16. december (’Arvingen vises igen 27. december uden introduktion)

Boogie Nights med introduktion – Soundvenue special

Skyl pornoens storhed og fald ned med lidt godt til ganen, når film-, mode- og musikmagasinet Soundvenue og Cinemateket byder på gensyn med P.T. Andersons nyklassiker ’Boogie Nights’ den. 14. december.
Boogie Nights med introduktion den 14. december.

Encounters - fem anderledes flygtningefilm

Sanselige møder med introduktion og debat: I påsken 2017 flyttede fem unge filmskabere ind på Jelling Asylcenter. Her boede de sammen med fem unge flygtninge i ti dage. I løbet af dagene blev de matchet parvist, og hvert makkerpar skulle skabe en kortfilm sammen. Dette blev til filmserien ’Encounters’. Hver film afspejler et møde mellem to fremmede, og filmene er et dokumentarfilmseksperiment i samskabelse. Se filmene - og mød nogle af de involverede den 3. december.
Encounters - fem anderledes flygtningefilm den 3. december

Jord – Thomas Lehn sætter toner til Dovzhenkos stumfilmstorværk

Den 6. december byder Cinemateket på en enestående musik- og filmoplevelse, når mesteren af den analoge synthesizer, tyske Thomas Lehn, gæster Danmark og spiller live til Aleksandr Dovzhenkos store naturepos ’Jord’. Filmkoncerten præsenteres i samarbejde med Goethe-Institut Dänemark og G((o))ng Tomorrow
Jord – Thomas Lehn live den 6. december.

Iggy Pop og Harry Nilsson – rockdocs i Friday Late Night-biffen

Kom til Friday Late Night den 29. december og nyd Jim Jarmuschs sprøde dokumentar ’Gimme Danger’, om Iggy and the The Stooges’ formative år – med introduktion af Iggy-ekspert Jan Poulsen, som netop har udgivet bogen ’Iggy Pop – en overlever’. Der kan købes Iggy-øl i Asta Bar både før og efter filmen. Den 19. januar kan du (gen)opdage et af 1960-70’ernes helt store rockikoner, Harry Edward Nilsson III, når vi viser dokumentarfilmen om singer-songwriter-geniet, der var The Beatles’ amerikanske helt. Der er solskinspop i baren inden filmstart!
’Gimme Danger’ – Iggy Pop-aften i Friday Late Night-biffen den 29. december.
’Who Is Harry Nilsson (And Why Is Everybody Talkin' About Him?)’ i Friday Late Night-biffen den 19. januar.

Fri Fredag! – Rolling Stones live i Havana

Fri entré - fyraftensøl - fri bevægelighed! Oplev koncertfilmen ’The Rolling Stones – Havana Moon’ på to lærreder i Asta Bar. Eller nyd optagelsen med Verdens Største Rockband live i den cubanske hovedstad i stort format og for fuld udblæsning i biografen ved siden af baren. Baren åbner kl. 16.00.
Fri Fredag! – Rolling Stones live i Havana den 26. januar.

Flere særarrangementer

Soundtrack & Poetry: den androgyne lufthavn – lyttebiograf og release-reception 3. december. Psych-Out! December – blodrød julehorror med kultklassikeren ’Black Christmas’ og spritnye ’Juleblod’ 14. december. Psych-Out! Januar – Wayne's World I+II 18. januar. LUX-filmprisen – ’Sameblod’ og ’Western’ 10.+11. januar. Filmuniversitetet –’Sange fra anden sal’ og ’Fitzcarraldo’ med introduktion af Peter Schepelern og Peter Skovfoged Laursen 6.+20. januar. Film, tapas & cocktails Julespecial – ’Love Actually’ + bonusfilm 17.+29. december. Film, tapas & cocktails – ’Den store skønhed’ 18. januar. Works for Radio - ny lydkunst i æteren og biografen 27. januar. Ben-Gurion Epilogue - præsentereret i samarbejde med Jewish Culture in Copenhagen 14. januar. South Park – som sing- og swear-along! 16. januar. Når far er i krig – foredrag, debat og ’Krigen’ 24. januar. Auschwitz-dagen: ’Ida’ - med introduktion og debat om folkeforfølgelse 27. januar. Asta Nielsen spion-filmen ’S1’ – med levende musik og introduktion ved Hans-Jørgen Bonnichsen 21. januar. Ringenes Herre-maraton med middag – 14 timers filmfest med Frodo og Co. 6. januar. ’Manden der tænkte ting’ - med reception og introduktion af filmformidler Jesper Hansen 13. januar

Månedens Film og Månedens Dokumentar 

Månedens Film i december – Spoor

Vinderen af Sølvbjørnen på årets Berlin Film Festival er en sorthumoristisk øko-thriller om en kvindes udspekulerede kamp mod en jægermafia i en polsk landsby, der ikke deler hendes syn på dyrs rettigheder – herunder byens præst, som mener ”at de ikke har en sjæl”. En dag bliver en af jægerne fundet myrdet. Der er kun dyrespor på gerningsstedet … tager dyrene mon hævn!?
’Spoor’ – 7.-17. december.

Månedens Dokumentar i december – Karl Marx City

DDR-traume finkæmmet: I samarbejde med CPH:DOX præsenterer vi ’Karl Marx City’ – en detektivisk undersøgelse af koldkrigstidens gennemovervågede Østtyskland. Et close-up på byen Chemnitz (Karl Marx City), skudt af Petra Epperlein i tindrende fotografisk sort/hvid.
’Karl Marx City’ 21.-28. december.

Månedens Film i januar – Western

Sammen med CPH PIX præsenterer vi det sanselige tyske præriedrama ’Western’, der hittede i Cannes og blev nomineret til årets LUX-pris.
’Western’ – 18.-28. januar.

Børne- og familiefilm

Magiske Miyazaki – forunderlige forvandlinger og fabelagtige flyveture på dansk

Giv slip og overgiv dig til fantasien med en stribe perler af Hayao Miyazaki – sammen med hele familien! Træd ind i en animeret verden fuld af fantastiske eventyr, forunderlige forvandlinger og fabelagtige flyveture, der bearbejder universelle temaer. Alle filmene er med dansk tale.
Magiske Miyazaki – forunderlige forvandlinger og fabelagtige flyveture (7 film) 2. december-20. januar.

Familiejul med Lille Per – Til julebal i nisseland – med introduktion og caféhygge 

Invitér hele familien med i biografen og oplev den danske juleklassiker ’Far til fire i byen’ – og syng med på den velkendte julemelodi. Med børnevenlig introduktion den 16. december og gratis julestue! (Læs mere nedenfor).
Familiejul med Lille Per – Til julebal i nisseland den 16. december. Filmen vises desuden 9+20+29 december (uden introduktion og julestue).

Julestue i Cinemateket – gratis julehygge for børn og voksne

Lørdag den 16. december kl. 12.00-16.00 inviterer Cinemateket til hyggelig julestue i Asta Bar. Vi klipper, klistrer og tegner. Og det hele er gratis.
Julestue i Cinemateket den 16. december.

Børnebiffen – for de mindste

Den lille hund Aston er vild med at pakke gaver op, Cirkeline og musene bager julekager, og Prik og Plet er i gang i køkkenet mens Ernst står på skøjter med sin mor i parken – og mange andre kortfilm i børnehøjde.
Børnebiffen – for de mindste hver onsdag-søndag.


Tid: December-januar 2017-18
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: cinemateket.dk og tlf. 3374 3412.

Fakta

Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut
/ Danish Film Institute

EAN-nr: 5798000794085
CVR-nr: 56858318

Gothersgade 55
1123 København K

Tlf. +45 3374 3400
Fax +45 3374 3401
E-mail: dfi@dfi.dk

Cinematekets billetsalg
TLF. +45 3374 3412